Ind imellem er det lidt træls, at de fleste bradepande-kage opskrifter er så store, som de er. Når husholdningen, som hos mig, til daglig kun består af Peter og mig selv, så er en helt bradepande altså i overkanten. Derfor formindsker og halverer jeg ofte opskrifter – og kan så bage lidt oftere. Og det vel jeg jo gerne.
Kagen her har Trine bagt utallige gange, da hun boede hjemme, og den smager også godt. Og så er den ret budget-venlig. Selv om den hedder chokoladekage, så er der ikke skyggen af chokolade i nærheden af den, bortset fra kakaopulveret. Og med hensyn til tidsforbrug er den også en sikker vinder. Hurtig og let at lave.
Opskriften er fra et gammel tillæg til Hendes Verden ( årgang 1996 ). Men opskrifter har jo sit eget liv og nogle lever længere end andre – dette lille hæfte har fulgt med i alle årene i præstegården. Så det er blevet lidt plettet og gulnet – så helt fint, at opskriften nu kom på bloggen at ligge.
Kokos-chokoladekage (skæres til 9 snitter)
1 æg – fra en venlig høne
85 gr. sukker
50 gr. smør/margarine ( jeg brugte halv af hver i kagen – men smør i glasuren)
1 spsk. kakao
75 gr. mel
1 tsk. bagepulver
1/4 dl. vand
1/4 dl. mælk
Glasur:
1 ½ spsk. kaffe (brygget)
30 gr. smør
2 tsk. kakao
80 gr. flormelis
1 tsk. vaniljesukker – gerne det hjemmelavede
25 gr. kokosmel
Pisk æg og sukker let og luftigt og tilsæt det smeltede, let afkølede smør. Sigt kakao, mel og bagepulver og vend det i massen sammen med væsken.
Dejen kommes i en lille bitte bradepande beklædt med bagepapir ( min form var 18 x 18 cm og den var et par cm for stor). Bages ved 180 grader i ca. 20 minutter.
Imens laves glasuren. Det hele blandes og smeltes ved svag varme.
Prøv med en tandstikker eller lignende om kagen er bagt – der skal ikke hænge dej ved pinden. Når kagen er kommet ud af ovnen hældes fyldet ovenpå og fordeles forsigtigt. Afkøles og skæres i små snitter – og velbekomme. En ret lækker og billig kage til kaffen.
Og Peter var ret godt tilfreds – endelig en kage uden rosiner og nødder 🙂 Og da Trine dukkede op i aftes efter en lang dag på arbejde, var der også stor tilfredshed med, at der var kage i køkkenet.
Nu venter en ny uge – god mandag.
Jette
Skriv et svar