diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Chiabrød

Mine fine chiafrø kommer i brug igen 🙂 Jeg bagte til forrige salmemaraton små brød med netop disse frø i – og det blev vel modtaget. Så nu forsøger jeg mig igen, og denne gang har jeg skrevet målene ned 🙂

Chiabrød (3 stk.)

3 spsk. chiafrø

1½ dl. koldt vand

2 dl. surmælksprodukt

3 dl. vand

½ pakke gær

1 spsk. groft salt

1 spsk. honning

½ dl. olie

50 gr. solsikkekerner

50 gr. havregryn

150 gr. fuldkornsmel

ca. 600 gr. mel

Rør chiafrø og 1½ dl. vand sammen og lad det stå et kvarter. Frøene opsuger ret meget af vandet. Rør gæren ud i surmælksprodukt og vand og tilsæt derefter alle de øvrige ingredienser inklusiv chiafrø og vand – men hold lidt hvedemel tilbage. Æltes til en dejlig dej og stilles til hævning et par timer.

Æltes igennem igen og formes til 3 brød. De hæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bages i ca. 25 minutter.

Afkøler på en rist.

Solen skinner uden for – så brødene kom med ud på terrassen – inden de om lidt kommer med ned i kirken.

Det er lækre brød, og de har et lidt sjovt bid på grund af chiafrøene. Og så er de helt sikkert sunde 🙂

God og smuk onsdag.

Jette

Pinseliljetid

Jeg håber, du har haft nogle skønne dage – om end ikke de varmeste, men naturen holder pinsefest, så der var fin mulighed for at glæde sig over det.

Kirken var pyntet med pinseliljer – jeg synes efterhånden de er lidt sjældne. Graveren fortalte en lidt pudsig detalje om netop disse liljer – de er vokset på et tomt gravsted på kirkegården, og kunne altså frit plukkes og så pynte kirken pinsedag. Det er da vist selvforsyning 🙂

Alteret var pyntet med de fineste hvide syrener. jeg må være gået gennem haven med lukkede øjne og tilstoppet næse, for jeg havde slet ikke bemærket, at det var blevet syren tid. Men hvor duftede de dejligt på alteret og farven passede perfekt til dagen.

Pinsen bød på mange og lange samtaler, fødselsdagsbrunch for Trine og et besøg på Filsø fødevarefestival 2016. Langt mod vest 🙂 Men det var spændende at gå rundt og dufte og smage lokale lækkerier. Mit bedste køb blev de tørrede urter til Pesto Toscana. De udblødes i vand og røres med olie, og du har den lækreste dip, dressing eller sauce til din pasta. Virkelig et hit 🙂

Og så fandt jeg naturligvis også noget mel 🙂 Nu skal der bages brød – tiden skal bare lige findes først.

På en kold tirsdag – med sindet fyldt af gode oplevelser.

Jette

Glædelig Pinse

Kauslunde kirke

“Skin over vang som en morgen med sang

morgen i maj, når det grønnes!” (Den danske salmebog 291,4)

En linje fra en af Grundtvigs pinsesalmer. Naturen, som vi ved selvsyn kan se, står nyudsprunget og emmer af liv og skønhed.

Pinse er fest for Helligånden, der netop knytter himmel og jord sammen. Helligånden er med til at løfte vort blik, så vi ser andet end det helt nære. Helligånden puster liv i tro og fantasi og fortælling. Giver liv og mening til vores hverdagsliv og hele tilværelse.

Helligånden er svær at beskrive og forklare. Vi ser mere dens virkning – som den usynlige vind får bladene til at bevæge sig, sådan bevæger og rører Helligånden vort hjerte.

Som jeg læste et sted, så er Helligånden treenighedens generte tredje del. Den, der lyser på og giver lyd til Faderen og Sønnen – Gud og Jesus.

Jeg ønsker dig en glædelig og velsignet pinse.

Jette

Billedet er taget af Louise Thode Jensen

Blomsterdekoration

Vi er igen langt fra bagning, men nærmere mm 🙂

Det er et forsøg – jeg fandt en youtube video, som blev startskuddet på dette forsøg. Pia har også en blog, hvor hun deler ud af sine kreative ideer om dekorationer.

Jeg er ikke så vant til at lave blomsterdekorationer, så derfor må der øves lidt. Men jeg synes faktisk selv, at resultatet her blev okay 🙂

Oasis keglen er købt på nettet – super nemt og kostede 25 kr.

Roserne er fundet i Føtex – et bundt med ti stk. til 10 kr. Hvor heldig kan man være 🙂 Der er ca. to bundter i dekorationen her.

Og så en potteplante til 15 kr. som jeg ikke kan huske navnet på.

Fra haven er hentet hvide spirea og efeu.

Skålen blev fundet i kirkens korshærs genbrugsbutik til 5 kr.

Så alt i alt står min dekoration i 65 kr. Jeg ved ikke, om det er billigt eller dyrt for en borddekoration – men fin og festlig synes jeg nu den er. De cremefarvede bånd skal erstattes af tylsløjfer, når de endelige dekorationer skal laves 🙂  

I morgen har Trine fødselsdag – så kan dekorationen pynte på bordet.

God torsdag.

Jette

Koldthævede grovboller

Forleden aften serverede en kollega lækre flade, bløde boller. De fremstod som nogen, der havde hævet længe. Men jeg fik ikke spurgt om opskriften, derfor er dette mit forsøg.

Jeg kan i mit arkiv se, at jeg en gang før har forsøgt med koldthævede boller, men her kommer et andet forsøg, en anden udgave 🙂

Koldthævede grovboller  (8 boller)

3 dl. koldt vand

1 tsk. groft salt

10 gr. gær

50 gr. hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner eller andre kerner

1 dl. havregryn

75 gr. fuldkornsmel

2 spsk. olie

175 gr. mel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser og rør det godt sammen. Læg film over skålen og stil den i køleskab natten over.

Næste dag deles dejen i 8 klumper og sættes på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 225 grader. Bag bollerne ca. 15 minutter.

De smager ganske godt 🙂 men er lidt flade i det. Men er en super måde, når man gerne vil servere nybagte og lune boller en dejlig sommermorgen 🙂

God onsdag.

Jette

Lækker speltsalat

Dagene iler. Så det er allerede næsten en uge siden, at denne fine salat blev serveret til salmemaraton. Opskriften er lidt uden for bagekategori 🙂 men en skøn salat – især med hjemmebagt brød til 🙂 Derfor kommer den med her.

Speltsalat (ca. 25 pers.)

1 kg. speltkerner – koges efter anvisning på posen.

2½ dl. olie

Saft og skal af 2 citroner

Lidt hvidvinseddike

1 tsk. salt 

Peber

Evt. hakket persille

Ingredienserne piskes godt sammen og blandes med de let afkølede speltkerner.

Fyld:

700 gr. frosne ærter

2 poser frosne edamer bønner (á 400 gr.)

1 kg. gulerødder, groft revne

2 mindre squash, i små tern

4 peberfrugter, i tern

1 bundt forårsløg, i skiver

400 gr. feta, i tern

Alt fyldet blandes med spelten, når den er blevet lun

Serveres med 3/4 liter creme fraiche, smagt til med sød chilisauce.

Det er en ret farvestrålende salat. Og der kan naturligvis bruges andre grøntsager, hvis det er andet køleskabet rummer.

At servere “grøn” mad til en aldersgruppe på 65 + er lidt et sats 🙂 Men det gik godt. Den bedste anbefaling er næsten, at en ældre dame kom og fortalte, at hun slet ikke brød sig om spelt, men denne her salat havde ændret på det 🙂 Det er jo rart at høre.

På endnu en flot dag

Jette

Søndagsglimt

Jeg tror hele Danmark synes, det har været en fantastisk Kristi Himmelfarts ferie. Det har i hvert fald været det fineste vejr. Over 20 grader – og i går 25 grader –  og masser af sol – det er virkelig kun til at blive glad af.

Søndag var tilmed mors dag. – Det var ikke noget der fyldte, da jeg var barn, men mine børn har taget skikken til sig, så troligt hvert år bliver jeg forkælet. I år lå denne fine gave og ventede, da jeg kom ind i stuen.

Og inden i dejligt sengetøj – øremærket “sommerhus” og så et minutur. Jeg har ikke haft et siden det gamle stod af – så nu mente Peter, at det måtte være på sin plads med et nyt. Nok i betragtning af, at jeg indtil flere gange har glemt noget enten i ovnen eller på komfuret 🙂

Kræmmermarked er der hvert år under den nye Lillebæltsbro i Kristi himmelfarts weekenden. Og i går gik Trine og jeg en tur rundt. Masser af boder, masser af gammelt ragelse – og ind i mellem noget der lige kan bruges 🙂

I år blev det til krydderier, et broderisæt og 4 champagneglas. De sidste var jeg på udkig efter, for med en dejlig fest coming up – så samles der glas 🙂

Endnu en skøn dag – det er med at nyde det.

Jette

Solskin og brændely

Det var bare en dejlig dag i går – med sol, blå himmel, fuglekvidder og skønt selskab. Og der var mulighed for at komme ned til sommerhusgrunden og få samlet det brændely, som blev indkøbt for længe siden – tilbage i oktober sidste år 🙂

Solen lokker mennesker ud – så i går fik jeg hilst på et par af de andre sommerhus ejere på vejen. Og det var hyggeligt – og især fint at opleve, at hjælpsomheden imellem ejerne var stor. Så pludselig lykkedes det i går at få slået noget af mit høje græs – fordi genboen lige kørte rundt på sin store plænetraktor og fint kunne køre en tur hen over min grund. Så fint.

Projektet i går var som nævnt at få samlet brændely. Men først skulle området planeres lidt.

Efter at have samlet sider og top på det fine brændely – så greb det lidt om sig, og fliserne, som egentlig ikke skulle lægges nu – blev fordelt inden i lyet. Enhver fagmand vil ryste på hovedet 🙂 men fliserne skal altså kun holde fugten væk fra træet, mens det ligger i tørvejr. Så jeg lever fint med store og mindre mellemrum mellem fliserne 🙂

Nu venter det så blot på at blive fyldt med kløvet træ. For så en gang – uvist hvornår – at kunne blive brugt i brændeovnen i det sommerhus, der stadig er undervejs i det kommunale system 🙂

Juletræet står endnu – og endda fint grønt omkranset af højt græs og andre skud. Her skal jeg vist have luget lidt en dag.

Magnoliaen står med de smukkeste blomster i præstegårdshaven. Og det skønne vejr fortsætter – det er vist kun om at komme udenfor igen – når søndagens prædiken er blevet skrevet 🙂

God weekend.

Jette

Meget brød og salat :-)

Hvorfor overhovedet skrive her, når det hele går lidt stærkt ?

Jo, jeg vil jo gerne lige fortælle om, at nu begynder den sidste måned med salmemaraton – og det er da helt specielt. Der kommer mere om det en anden dag.

I dag er det bare mig, der står for det maden, så derfor har der været gang i ovn og gryde og grøntsager. Jeg har valgt at servere speltsalat med masser af grønt, dertil lækre brød med chaifrø, foccaciabrød og så noget brie.

Jeg synes, det er ret så lækkert – men kunne godt se mit personale løfte brynene og forsigtigt spørge – skal der slet ikke være noget kød? Og nej ikke i dag 🙂 Jeg håber, det går alligevel – og det er i hvert fald meget i tidens ånd, hvor det handler om at sætte vores kødforbrug lidt ned.

Og på en så smuk dag som denne, er det godt med noget let mad 🙂

Opskrifter følger en anden dag.

God Kristi himmelfarts dag i morgen.

Jette

Symmetrisk træ

I aftes, da Diva blev luftet fik jeg øje på træet.

Det har nu stået der altid og i mange, mange år, men i sin silhuet så det bare så fint ud. Helt symmetrisk og med fine grene – endnu uden blade på.

Så i det grå morgenlys, blev det fotograferet 🙂 Og linjen fra Brorsons salme rinder en i hu:

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser, …” Skaberværket er imponerende.

På en helt anden dag vejrmæssigt end i går – køligt og med regn. Passer fint til dagens mange forskellige indendørs opgaver.

God tirsdag.

Jette

Side 157 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal