I dag er det præcis et år siden, at min far døde. Det er lidt mærkeligt at tænke på.
Som jeg har nævnt før, så kan de fleste af os huske, hvor vi var, og hvad vi lavede, når vi modtager information om dødsfald eller ulykke. Steder og indtryk prenter sig på en særlig måde. Omkring min fars død kan jeg huske, det var 2. søndag i advent, og det havde sneet.
Min far blev jo næsten 97 år, så der er intet forkert eller underligt i, at hans liv nu sluttede. Men det ændrede med et noget ved families tidslinje. For han havde jo været klart den ældste og min søster og jeg var børn. Gamle børn, men trods alt 🙂 Det sidste år har har jeg så været den ældste i vores lille familie. Med en lillesøster og så vores børn som næste generation.
Og selv om begge mine forældre blev gamle, og de sidste år levede et meget stille og roligt liv, hvor verden ikke var så stor – så mangler jeg dem alligevel nu – til sådan lige at høre om et eller andet. Det er blevet mere tydeligt efter at min far døde. For da sluttede virkelig en æra. Der er ikke længere nogen levende grund til at køre nord på. Der sidder ikke et menneske, som vil glæde sig over at få besøg.
Og muligheden for at høre om fortid og barndom er også slut. Og dette med at have nogen at fortælle oplevelser og andet til, og hvor man vidste, at de lyttede – den tid er også forbi.
Jeg ved godt, at det var såmænd ikke så tit, jeg benyttede mig af den mulighed – men den var der 🙂
Nu er det billeder, minder og samtale med den øvrige familie, der holder erindringen ved lige.
Og stafetten er på mange måder givet videre – for nu er det min søster og jeg, der bringer værdier videre. Værdier og tanker som vi har fået med i vores rygsæk.
Julerosen på billedet har jeg selv købt i år. Vist den første jeg nogensinde har købt. Men min mor holdt af den blomst, så nu står den på terrassen og minder om hende. Og rosen bliver senere plantet nede ved sommerhuset, der vil den forhåbentlig fæstne rod.
At være familiens ældste er ikke noget, der tynger som sådan. Det var bare ikke en titel eller situation, jeg sådan havde tænkt igennem, før det skete.
Og som min svigerinde meget klogt har sagt, så er det nu os, der har historierne om det, der var. Og de er vigtige at få fortalt videre. Det tror jeg er rigtigt. Uden at alt dog skal forfalde til fortidens gode gamle dage – men træk og pointer, sjove minder og kloge ord – de må gerne formidles videre.
Det bliver jeg mindet om i dag.
God mandag.
Jette
