Det er tiden for rester – og hvor man tænker, hvordan kan jeg dog få det brugt på en god måde.

I går havde vi julefrokost – og der var ikke meget mad i overskud, portionerne, der blev leveret svarede til det, vi kunne spise. Og det er jo egentlig en stor kompliment til dem, der leverede maden.

Men der var lidt stegt andebryst til overs. Og da et par gode venner kom til frokost i dag, forsøgte jeg med med denne lille ret. Som faktisk blev ok 🙂

Andebryst resteret

ca. 150 gr. steget andebryst med skind

2 spsk. olie

½ tsk. rosmarin

½ tsk. timian

1 fed hvidløg

Skær skindet af andebrystet og steg skindet ved mellem varme i olien sammen med krydderierne. Skindet bliver lækkert sprødt og der sidste fedt smeltes af. Tag skindet op af olien og kassér hvidløget.

Skær andekødet i tern og kom dem i en foodprocessor og hak det godt. Kom det hakkede kød i en skål og rør det godt sammen med olien og krydr med salt, peber og lidt mere timian. Sættes på køl, så det samler sig lidt.

Serveres på rugbrød – med noget syrligt som følgesvend. For eksempel cornichons eller tranebærkompot.

Det minder om anderilette, men er en meget mere fedtfattig udgave 🙂 Men smager dejligt alligevel.

God grå tirsdag.

Jette