diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Kager

Lakridskiks

 Jeg ser mere fjernsyn i denne tid – helt naturligt, for der er ikke så meget at løbe til om aftenen. Men det er nu helt ok – og jeg hygger mig med det. Og ind imellem får jeg lige set noget, der så må afprøves i køkkenet.

Sådan er det med disse små lakridskiks. Det var Mette Blomsterberg, der bagte dem, og brugte dem som bund for en krabbesalat. Jeg synes nu kiksene fint kan bruges til andet – lidt søde og med let smag af lakrids, det er næsten som en småkage. Og fotograferet i et solglimt gør dem kun endnu bedre 🙂

Jeg har halveret opskriften.

Lakridskiks (ca. 30 stk.)

50 gr. farin

½ tsk. lakridspulver

et nip salt

50 gr. mandelmel

125 gr. mel (evt. lidt groft)

½ tsk. bagepulver (det glemte jeg :-))

100 gr. smør

1 æggeblomme

Kom alle de tørre ingredienser i en skål og bland det godt. Tilsæt smør og smuldr det og saml så dejen med æggeblommen. Dejen samles let, rulles til en rund pølse og sættes på køl mindst en time. Skæres ud i skiver (ca. 5 mm) og bager ved 170 grader ca. 8 minutter – til de er let lyse.

Køler af og kommes i en dåse, hvor de kan holde sig noget tid. Jeg synes ikke lakridssmagen er særlig tydelig – men det kan også skyldes, at mit lakridspulver havde nogle år på bagen 🙂

På en smuk decemberdag

Jette 

En pyntet engelsk julekage

 Så er den engelske julekage blevet fundet frem fra køleskabets dyb. Den har efterhånden ligget der et stykke tid, men i dag kommer der gæster, og så vil det være helt fint at kunne byde på et stykke af årets julekage 🙂

Jeg ved jo endnu ikke hvordan den smager – men umiddelbart ser den fornuftig ud. Det er en kompakt kage, som spises i mindre stykker. Men det er normalt også stykker med megen smag – og lækre rosiner, der har suget til sig af spiritus i flere omgange 🙂

Kagen er blevet smurt op med abrikosmarmelade og overtrukket med overtræksmarcipan. Til denne kage har jeg brugt ca. 300 gr. marcipan. Jeg kommer ikke icing/glasur på. Jeg synes, det er for meget sukker, det er hårdt og tørt – så det undlader jeg gerne, selv om kagen jo så ikke er snehvid, men derimod fin marcipanfarvet 🙂

Advent og december er en hyggelig tid. Jeg nyder at lave små jule-relaterede ting – om ikke hver dag, så ofte 🙂 Det mest frustrerende i år er alle aflysningerne. Bedst som noget er på plads, aflyses eller udsættes det. Nå, men det bliver heldigvis jul alligevel.

At tage billeder i dag – er ret håbløst. Selv det naturlige dagslys giver ikke megen hjælp. Det er gråt, gråt og gråt. Lyset er tændt konstant. Det er godt, at det er december, hvor det bare er hyggeligt at være inden døre 🙂

God onsdag 

Jette

brownies

Peanutbrownies

Jeg har spekuleret på, om der skal chokolade i en brownie? For i givet fald vil denne kage ikke kunne bære sit navn retmæssigt 🙂 der er ikke skyggen af chokolade her.

Opskriften er fundet i en spændende bog: “One more slice” som er på dansk, trods den engelsk klingende titel. Bogen er skrevet af en svensk kok (og meget andet) Leila Lindholm.

Jeg synes altid, det er interessant når forskellige ingredienser sættes sammen – altså nogen man ikke umiddelbart tænker på at komme i samme kage. I denne er det en browniedej, der blandes med en peanutbuttercreme. Og drysses med salte peanuts. Det lyder og er lækkert.

Nu håber jeg deltagerne i kirkekaffen i eftermiddag synes det samme 🙂

Brownies – med lidt snyd …

Brownies er bare en fantastisk kage. Den smager altid godt.

Men jeg smagte sidste år til et korstævne en konfektagtig kage, lidt som en brownies – men uden skyggen af chokolade i. Der var kun brugt kakao.

Og dermed blev kagen jo noget billigere at bage. Og det kan sommetider være godt at have sådan en kage i opskriftsamlingen 🙂

I den kommende uge har jeg en aften for konfirmandforældre. – Tiden for konfirmationer nærmer sig hastigt, så det er godt at mødes med forældrene og få talt om konfirmationen. Vi får også sunget de salmer igennem, der skal synges til kofirmationen. Det er altid rart at være lidt forberdt. Jeg plejer at servere en kop kaffe og en eller anden småkage købt i Netto eller Føtex. Men har i år besluttet, at det skal være anderledes 🙂 Og det er her denne opskrift kommer på banen.

Mikro kokos-chokoladekage

Ind imellem er det lidt træls, at de fleste bradepande-kage opskrifter er så store, som de er. Når husholdningen, som hos mig, til daglig kun består af Peter og mig selv, så er en helt bradepande altså i overkanten. Derfor formindsker og halverer jeg ofte opskrifter – og kan så bage lidt oftere. Og det vel jeg jo gerne.

Kagen her har Trine bagt utallige gange, da hun boede hjemme, og den smager også godt. Og så er den ret budget-venlig. Selv om den hedder chokoladekage, så er der ikke skyggen af chokolade i nærheden af den, bortset fra kakaopulveret. Og med hensyn til tidsforbrug er den også en sikker vinder. Hurtig og let at lave.

Opskriften er fra et gammel tillæg til Hendes Verden ( årgang 1996 ). Men opskrifter har jo sit eget liv og nogle lever længere end andre – dette lille hæfte har fulgt med i alle årene i præstegården. Så det er blevet lidt plettet og gulnet – så helt fint, at opskriften nu kom på bloggen at ligge.

Kokos-chokoladekage (skæres til 9 snitter)

1 æg – fra en venlig høne

85 gr. sukker

50 gr. smør/margarine ( jeg brugte halv af hver i kagen – men smør i glasuren)

1 spsk. kakao

75 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1/4 dl. vand

1/4 dl. mælk

Glasur:

1 ½ spsk. kaffe (brygget)

30 gr. smør

2 tsk. kakao

80 gr. flormelis

1 tsk. vaniljesukker – gerne det hjemmelavede

25 gr. kokosmel

Pisk æg og sukker let og luftigt og tilsæt det smeltede, let afkølede smør. Sigt kakao, mel og bagepulver og vend det i massen sammen med væsken.

Dejen kommes i en lille bitte bradepande beklædt med bagepapir ( min form var 18 x 18 cm og den var et par cm for stor). Bages ved 180 grader i ca. 20 minutter.

Imens laves glasuren. Det hele blandes og smeltes ved svag varme.

Prøv med en tandstikker eller lignende om kagen er bagt – der skal ikke hænge dej ved pinden. Når kagen er kommet ud af ovnen hældes fyldet ovenpå og fordeles forsigtigt. Afkøles og skæres i små snitter – og velbekomme. En ret lækker og billig kage til kaffen.

Og Peter var ret godt tilfreds – endelig en kage uden rosiner og nødder 🙂 Og da Trine dukkede op i aftes efter en lang dag på arbejde, var der også stor tilfredshed med, at der var kage i køkkenet.

Nu venter en ny uge – god mandag.

Jette

Side 3 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal