Mon ikke der er andre end mig, der synes, at tiden går lidt hurtigt her i foråret ? Jeg synes i hvert fald. Alt imens jeg dog også når at nyde, at det bliver grønnere og grønnere og så fint og friskt udenfor.
Men her til formiddag sad jeg et par timer og ventede. På at min bil fik nye dæk og tjekket bremser. Vigtige ting ved en bil.
Og ventetiden blev fordrevet med at læse lidt avis. Og hvor dagens avis jo – naturligt nok – havde fokus på netop den 4. maj for 70 år siden. Den aften, hvor befrielsesbudskabet lød, at krigen var slut. “I dette øjeblik meddeles det, at …de tyske tropper …. har overgivet sig. ” Og hvor mennesker spontant løb ud på gaden, og jublede. Og hvor traditionen med at sætte lys i vinduerne netop den aften tog sin begyndelse.
For en, der er født efter krigen, er det svært at forestille sig, hvor stor glæden var. Og det var heller ikke noget, vi har gjort særlig meget ud af i min barndom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.
Når jeg tænker på 4. maj, så er det ofte afsnittet af “Matador”, der dukker op. Det er naturligvis film, men det mærkes tydeligt, at det var en helt speciel aften. Men var jo også stor en historisk begivenhed, som i den grad ændrede menneskers hverdag.
Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsat minder hinanden om, at friheden ikke er selvfølgelig. At vi må værdsætte den.
Og i taknemmelig erindring mindes dem, der gjorde en forskel under 2. verdenskrig. På hvilken måde det end var.
Eftertænksom 70 års dag.
Jette
