diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 180 af 221

Tanker omkring 4. maj

Mon ikke der er andre end mig, der synes, at tiden går lidt hurtigt her i foråret ? Jeg synes i hvert fald. Alt imens jeg dog også når at nyde, at det bliver grønnere og grønnere og så fint og friskt udenfor.

Men her til formiddag sad jeg et par timer og ventede. På at min bil fik nye dæk og tjekket bremser. Vigtige ting ved en bil.

Og ventetiden blev fordrevet med at læse lidt avis. Og hvor dagens avis jo – naturligt nok – havde fokus på netop den 4. maj for 70 år siden. Den aften, hvor befrielsesbudskabet lød, at krigen var slut. “I dette øjeblik meddeles det, at …de tyske tropper …. har overgivet sig. ” Og hvor mennesker spontant løb ud på gaden, og jublede. Og hvor traditionen med at sætte lys i vinduerne netop den aften tog sin begyndelse.

For en, der er født efter krigen, er det svært at forestille sig, hvor stor glæden var. Og det var heller ikke noget, vi har gjort særlig meget ud af i min barndom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.

Når jeg tænker på 4. maj, så er det ofte afsnittet af “Matador”, der dukker op. Det er naturligvis film, men det mærkes tydeligt, at det var en helt speciel aften. Men var jo også stor en historisk begivenhed, som i den grad ændrede menneskers hverdag.

Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsat minder hinanden om, at friheden ikke er selvfølgelig. At vi må værdsætte den.

Og i taknemmelig erindring mindes dem, der gjorde en forskel under 2. verdenskrig. På hvilken måde det end var.

Eftertænksom 70 års dag.

Jette

Konfirmationssøndag

“Kom maj du søde milde,

gør skoven atter grøn …”

For årets konfirmander har det nok været forventingen om konfirmationen, der fyldte mere end tanken om den lyse grønne bøgeskov 🙂

I dag blev mine konfirmander konfirmeret. En festlig dag, med fyldt kirke og glade forældre og gæster og forventningsfulde konfirmander.

Hjemme i præstegårdshaven var flaget også hejst.

Det første år jeg var præst her, havde jeg ikke hejst flaget – det blev påtalt, så siden er der blevet flaget på konfirmationsdagen 🙂 Og smukt er det på en dag med lidt vind og solskin.

I våbenhuset har hver konfirmand en pose – med navn. Så er der styr på telegrammer og små gaver, som bliver lagt der. Det er en meget praktisk løsning, men fungerer fint, og ser da egentlig også meget fint ud.

Nu håber jeg, dagen er blevet, som konfirmanderne håbede. Det er en stor dag, både i deres liv og forældrenes liv.

Tillykke til mine søde konfirmander 🙂

God søndag.

Jette

Hvilken helligdag ?

I morgen er det bededag.

Egentlig en lidt underlig dag midt i tiden fra påske til pinse. Det er nemlig en dag, der er placeret ved lov, til at skulle ligge her: Fredag før 4. søndag efter påske. Så den har som sådan ikke noget med Jesu livs historie at gøre. Men der blev på et tidspunkt (i 1686) ryddet op i de mange skæve bods- og bededage og sluttelig samlet til en dag. Det blev til den bededag, vi kender, og med denne placering.

Bededag har naturligt fokus på bøn. Vores samtale med Gud. Vi kan selvfølgelig bede til Gud på alle andre dage også, men denne lægger op til det.

Hvad kan vi bede Gud om ? Det korte svar er alt. Og vi skal endelig gøre det. Alene af den grund, at det ofte er godt at få talt med en anden, om det, som fylder en. Og her kan vi være sikre på, at Gud altid har tid og altid har ørene foldet ud, så han hører, hvad vi siger. Eller tavst tænker i vort hjerte.

Bøn kan gøre det svære lettere at bære og gøre glæden over livet dybere.  

Bededag huskes af mange, fordi der er knyttet noget spiseligt til 🙂 Og det er nu slet ikke så dårligt.

De varme hveder – bagte jeg også sidste år, og har gjort det igen i dag 🙂

Men denne gang er der blevet tilsat 50 gr. tranebær. Du har sikkert opdaget, at jeg synes tranebær er et ret interessant bær 🙂 Det smager i hvert fald godt. Så nu kom det med her også, sammen med lidt ekstra grahamsmel.

Og måske kan de nydes på terrassen, det ville da være dejligt.

God bededagsferie.

Jette

Madbloggerudfordring#8 – farven rød

Så er der blevet eksperimenteret i køkkenet. Og resultatet smager udmærket.

Men der er en grund til, at jeg er blevet teolog og ikke opskriftudvikler 🙂 Men det har været en sjov opgave at skulle udtænke en opskrift ud fra en bestemt farve. Problemet er bare, at en ting er at få idéen, noget andet er at føre det ud i virkeligheden.

En anden udfordring var begrænsningens kunst. Jeg havde i madbloggerudfordringen#8fået tildelt farven rød. Og der er faktisk rigtig mange spiselige emner, der er røde: tomat, peberfrugt, chili, jordbær, rabarber, ribs og hindbær – for at nævne nogen.

Jeg valgte rabarber – fordi de er i sæson, bortset fra at jeg ikke har et eneste lille rabarberskud i min have. Og så valgte jeg jordbær, selv om de ikke er i sæson, men bare er et skønt bær.

Resultatet blev en tærte med syltede rabarber gemt i en blondie, og pyntet med friske jordbær og mikro marengs.

Tærte med rødt tema



Tærte

150 gr. mel

80 gr. smør

50 gr. sukker

ca. 2 spsk. skyr (eller vand eller andet surmælksprodukt)

Saml dejen og lad den hvile, gerne til næste dag. Rulles ud og kommes i en springform eller tærteform (18 cm. i diameter).

Blondie

60 gr. hvid chokolade

60 gr. smør

1 æg, fra en hurtig høne

75 gr. sukker

et nip salt

2 spsk. rabarsaft (fra de langtidsbagte rabarber)

100 gr. mel

Smelt chokolade og smør over meget svag varme. Pisk sukker og æg til en dejlig æggesnaps, pisk så chokoladeblandingen i og vend til sidst salt, saft og sigtet mel i blandingen.

Drys tærtebunden med lidt kartoffelmel, før rabarberne fordeles ovenpå. Kom blondie-dejen over og bag tærten ca. 25-30 minutter ved 175 gr. Køler af inden den pyntes.

ca. 150 gr. langtidsbagte rabarber

Mikro marengs

1 æggehvide

25 gr. sukker

25 gr. flormelis

lidt rød frugtfarve

Pisk æggehviden stiv, tilsæt sukker og pisk til en sej marengs og rør flormelis i. Farv marengsen smukt lyserød.

Kommes i en sprøjtepose (eller alm. plastpose) og lav meget små marengstoppe – der bliver ret mange. Bages ved 80 grader ca. 4 timer.

200 gr. friske jordbær, i skiver

evt. lidt jordbærsirup

På den afkølede kager lægges jordbærskiver i et pænt mønster. Uden om sættes en ring af mikro marengs – jeg satte dem fast med en anelse smeltet chokolade. Til sidst dryppes eventuelt lidt jordbærsirup over.

Farven rød synes jeg går meget godt igennem. Og kagen tager sig også meget pænt ud herfra. Problemet er at få den ordentligt bagt i midten. Og her er det min uvidenhed kommer ind. Men der er forholdsvis meget frugt i dejen, så den er nok vanskelig at få helt tør og gennembagt som en sandkage 🙂 Men heldigvis smager blondie-dejen også dejligt kun mindre bagt.

Men spændende har det været at kreere min egen kage. Og mit søde personale sagde tak for kagen, som blev spist til et improviseret møde i går 🙂

Tak for udfordringen – jeg er helt bestemt med igen en anden gang. Det er så sjovt og enormt lærerigt!

Jette

Havearbejde og rug-trekanter

I går var en god dag at være på havearbejde i. Der var så tilpas koldt, at det var nødvendigt at have en trøje på, og dermed også lige koldt nok til bare at sidde stille på terrassen. Jeg havde ellers taget tæppet med ud, ifald der nu lige var en tilpas varm solstråle …

Det håber jeg så kommer i dag 🙂

Jeg fik bagt en omgang rug-trekanter – lækre stykker med masser af kerner. I går tilsatte jeg en håndfuld tranebær, de er altid gode i noget bagværk. Og giver den der overraskelse, når man lige tager en bid – hov, her var noget sødt 🙂

Nybagt brød er bare noget ganske særligt. Og efter at have travet ret lang tid bag efter græsslåmaskinen, så forsvandt der snildt et par af de trekanter 🙂

Jeg har godt nok en plænehavetraktor, men den nægter at starte efter vinterens lange pause, så indtil den bliver fikset og får førstehjælp, så er der ikke anden mulighed end at gå bag efter den gamle og velfungerende klipper.

Madbloggerudfordringen#8er i gang, og der skal inden pinse “afleveres” eller præsenteres et forslag på en løsning af opgaven. Så i går blev der også lige bagt en del af den udfordring. Det kommer der mere om i morgen.

Smuk og dejlig tirsdag til dig.

Jette

Frydeligt med jubelkor …

“Frydeligt med jubelkor

hilses vårens komme,

svalen melder trindt på jord:

Frostens tid er omme!

Land og hav og lundens træ’r

herligt prydes fjernt og nær.

Nye skabningsunder!

Kraft på ny vort legem får,

lægt er nu vort hjertesår

i de glade stunder.” (Den Danske Salmebog 721,1) 



Vi sang disse linjer ved gudstjenesten i går. 500 år gamle ord, som rummer de fineste forårstoner. Alene det første ord, hvor tit bruger vi lige det – frydelig ? Men det er jo det naturen er netop nu 🙂

Og salmens melodi understøtter de flotte ord, med toner der bugter sig afsted og løfter sig op. Du kan lytte til den her

At stikke hovedet udenfor i denne tid er at blive mødt med nye skabningsundere. Det er at få nye kræfter og lyst til at være til og være til stede. Det vrimler med liv og nye skud overalt. Vi glædes over et fantastisk skaberværk – og får lyst til at synge og takke for hver ny dag.

Frosten tid er ikke helt forbi her på Fyn, græsset havde rimfrost her til morgen – men det ændrer ikke ved, at det er en frydelig tid, vi har.

For mit vedkommende har jeg de sidste feriedage nu, inden weekenden byder på både bededag og konfirmationssøndag.

God mandag.

Jette

Så er der fødselsdagslagkage :-)

Ikke fordi, at jeg skal til fødselsdag. Men idéen bag kagen er en fødselsdag. Ingen ringere end dronningens 🙂

Jeg lavede en lille kopi af den kage, Konditorlauget havde kreeret til dronningens fødselsdag.

Jeg fulgte ikke helt opskriften – chokoladecremen lavede jeg lidt enklere, og kagen blev heller ikke helt overtrukket med marcipan. Men den smagte godt alligevel 🙂

Lagkagen blev serveret til menighedsrådsmødet tidligere i denne uge. Og mindede lidt om forår og forårsblomster.

Fødselsdagslagkage

Lagkagebunde – se her

Cornflakes knas

20 gr. mørk chokolade

20 gr. nougat

35 gr. cornflakes

Smelt chokolade og nougat over svag varme og rør cornflakes i. Fordeles på den ene lagkagebund, der er placeret på serveringsfadet. Sæt enten springformens ring rundt om kagebunden eller brug bageplast til at holde fyldet inde med.

Chokoladecreme

1 æg, fra en glad høne

1 spsk. sukker

1 spsk. maizena

2 dl. mælk

75 gr. lys chokolade

1 bl. husblas

Sæt husblas i blød i koldt vand. Kom æg, sukker, mel og mælk i en gryde og bring det langsomt i kog, mens der piskes undervejs. Skal kun koge ganske lidt. Tages af varmen og den grofthakkede chokolade smeltes i cremen, og til sidst knuges vandet af husblassen og den kommes i og smelter. Cremen kommes i en skål og afkøles til stuetemperatur. Og fordeles så over cornflakes bunden og sættes i køleskab et par timer.

Rabarbermousse

150 – 200 gr.rabarber, langtidsbagt

2 bl. husblas

2 dl. piskefløde

Sæt husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til flødeskum og vend rabarberne i. Vrid husblas og smelt den i mikroovnen og køl den ned med 2-3 spsk. rabarbersaft (fra de bagte rabarber) og rør tilsidst saften i flødeskummet. Fordel moussen på kagen, gem en skefuld, og læg den sidste bund ovenpå. Her smøres det sidste mousse på.

Overtræksmarcipan af ca. 150 gr. marcipan seevt. her

Det meste af marcipanen farves lilla og resten farves efter behag til pynt.

Pynt kagen med et marcipanlåg og marcipanblomster. Sprøjt flødeskum på kanten og sæt kagen køligt et par timer før den serveres.

En ret så lækker kage 🙂

God lørdag.

Jette

Solsikke brød

Dette brød har navn efter sin facon – og lidt fordi der også er lidt solsikkekerner i 🙂

Det var min søn Peter, der syntes at brødet mindede om en solsikke, så derfor hedder det nu sådan. Brødet er ikke som sådan særlig specielt, men ind i mellem kan det være lidt sjovt at lege med faconen på et brød – især hvis det skal serveres som et helt brød. Så kan det samtidig se lidt dekorativt ud.

Solsikkebrød

15 gr. gær

1 dl. surmælksprodukt

2 dl. vand

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

1 æg, fra en meget nysgerrig høne

1 spsk. olie

25 gr. solsikke kerner

15 gr. hørfrø

50 gr. havregryn

50 gr. fuldkornsmel

ca. 350 gr. hvedemel

Udrør gæren i væsken, tilsæt de øvrige ingredienser, men hold lidt hvedemel tilbage. Æltes gerne på røremaskine. Sættes til hævning længe 🙂 min dej stod ca. 4 timer på køkkenbordet, inden den blev formet til dette brød.

Del dejen i 1/4 og 3/4. Form den store del til en rund flad “pizza” og skær den op i midten i 8 dele. Hver del foldes bagover. Den lille kugle lægges i midten.

Efterhæver, mens ovnen varmer op. Bages ved 190 grader ca. 35-40 minutter, og køler af på en rist.

Brødet blev serveret til menighedsrådsmødet forleden. – Og hvor jeg helt uventet og overraskende fik både blomster og rødvin, som tak for kage og brød til møderne. Det blev jeg meget glad for, og de ville fortsat gerne være test smagere 🙂

God weekend.

Jette

En uventet ½ fridag …

Dagen i går blev noget anderledes, end jeg for blot et par dage siden havde tænkt 🙂 Men muligheden for at holde lidt fri og tage med en hurtig tur til Nordjylland bød sig, og det benyttede jeg mig af. Trine havde sin sidste undervisning i Ålborg og alt imens hun slog ørerne ud og koncentrerede sig, kørte jeg videre op og besøgte min far.

Vi havde en hyggelig formiddag, i det skønneste solskinsvejr.

Jeg gik en tur udenfor i haven og tænkte lidt baglæns. For huset er der, hvor jeg i bogstaveligste forstand er født – og det er der, hvor min far har boet i over 66 år. Det er i sig selv imponerede at tænke på 🙂

Haven og det udenom, var mest min mor, der passede. Ud fra den holdning, at haven helst skulle passe sig selv 🙂 Og noget af det, hun gjorde var at fylde masser af sten ind i haven. Jeg ved ikke, hvor hun havde interessen fra, men det begyndte med stendiget her. Og næsten hver eneste sten, har hun hentet på markerne rundt om. Men jeg tror, hun hyggede sig med det, selv om det må have været et tungt arbejde at fragte alle de sten hjem 🙂

Inde i haven fandt jeg denne flotte blomst, med de store gule blomster. Jeg kender den ikke, men den stod utroligt livskraftig og lyste på en tidlig forårsdag. Det undrede lidt, for alting plejer at være 14 bagefter i forhold til haverne her på Fyn. Men denne blomst var i hvert fald klar til at sprede glæde 🙂

Den halve fridag bød også på tildeling af en opgave. Jeg har endnu en gang tilmeldt mig Madbloggerudfordringen#8. Denne gang handler det om at arbejde med en bestemt farve. Og i går fik jeg så tildelt “min” farve: Rød.

Umiddelbart en god farve – og jeg tænker jordbær, rabarber eller tomat 🙂 Nu ser vi. Jeg har en måned til at aflevere mit forslag i. Jeg glæder mig til at komme i gang.

God torsdag.

Jette

Dadelkugler med marcipan og chokolade

Det er blevet meget moderne at bruge dadler som sødemiddel i snart slags alle former for bagværk. Jeg er bare ikke helt nået dertil 🙂

Men i weekenden lavede Trine nogle – synes jeg – lækre dadelkugler. De ligner umiddelbart havregrynskugler – men smager lidt anderledes. Hvilket så også betød, at både Peter og Mette boykottede Trines dadelkugler 🙂

Dadelkugler ( ca. 12 stk.)

100 gr. dadler

25 gr. marcipan

20 gr. chokolade

70 gr. havregryn

10 gr. kokosmel

1 spsk. honning

1-1½ spsk. kakao

1 spsk. vand

Udsten dadlerne og kør dem på en minihakker eller blender. Kom de blendede dadler, grofthakket marcipan og chokolade i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt massen sammen. Brug vandet til at tilpasse konsistensen med. Formes til små kugler, der stilles køligt, inden de er klar til at spise.

Jeg medbragte dadelkuglerne til et møde, hvor der skulle drøftes økonomi og kontraktudkast – der gav de lidt ekstra energi 🙂

Solfyldt og dejlig forårsdag.

Jette

Side 180 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal