Så du Hammerslag i aftes ? Måske ikke, jeg så det også først senere på nettet. Men jeg faldt over en oplysning, som jeg syntes lød helt vild. Og som ikke havde spor med huspriser at gøre 🙂
Men nemlig, at vi danskere i gennemsnit spiser 9 kilo agurk om året! Det er da helt vildt meget. Af en grøntsag, som for 96 % vedkommende består af vand.

Min grøntsagsskuffe
Jeg spiser gerne agurk – slet ingen tvivl om det. Men kom alligevel til at tænke lidt på miljø, energi og bæredygtighed, da jeg så de enorme drivhuse, der var på Nordfyn. De må kræve masser af energi. For at procudere en grøntsag, som ikke indeholder nogle særlige vigtige vitaminer eller andre gode stoffer.
Jeg har jo en kæphest, der hedder – spis grøntsager i sæson. Det kan ikke altid lade sig gøre, men det er en god ide. Og det giver automatisk variation på ens tallerken.
Og så ved jeg godt, at jeg faktisk har tomater i mit køkken i disse dage – og de er da uden for sæson. Ja, men de er bare gode til meget – men indrømmet, de smager bedre solvarme og nyplukkede på en sommerdag.
Min grøntsagsskuffe indeholdt ikke en agurk – men andre specielle grøntsager. En del leveret af Aarstiderne, så derfor også nogle, jeg nok ikke lige selv ville have valgt. Men kål, græskar, løg, kartofler, gulerod og selleri – det er gode grøntsager på denne tid af året. Prøv for eksempel denne udgave af bagt butternut spuash og rosenkål. Den er let at lave og fin som tilbehør.
Min pointe med dette indlæg er – tænk i årstider, når der laves mad. Jeg synes ikke, det er så svært – nok også fordi på de her kolde dage, da har jeg bare mere lyst til simreretter og varme krydderier. Og så gemmer jeg de lækre og spændende salater til forår og sommer. I morgen vil jeg lave plantefars frikadeller – fra bunden. Måske jeg skal vise dem her på bloggen 🙂 ?
På en smuk torsdag.
Jette









