Julepynt – på gensyn

I går blev juletræet sat på porten. I hvert fald kom pynten af og træet tog tilbage til naturen. Nu havde det bragt os sin hilsen fra eg og bøg, med besked derude fra, at det lysner dag for dag. Og det er virkelig en hilsen, der er velkommen 🙂

Selv om juleaften ikke blev holdt i præstegården, så var der nu alligevel et juletræ. Det varer nogen år, før jeg når til, at det godt kan undværes 🙂

Men det er også helt i orden at nå hertil, hvor pynten sirligt lægges tilbage i de gamle kasser. Jeg når lige at tænke en tanke om, hvor pynten kommer fra, eller hvornår jeg lavede det. Eller det, som børnene har lavet, da de var meget yngre, end de er i dag. Mon ikke alle har julepynt med historie – det tror jeg.

Julen er fyldt med minder – gode og sjove blandet med sørgmodige. Det er ikke for ingenting, at Grundtvig engang kom op med ordet – julesorgen. Det står i salmen “Velkommen igen Guds engle små” (Den danske salmebog nr. 99) Og ordet julesorg rummer jo netop glæden og sorgen. Julen med alt dens glæde og godhed møder sorgen og savnet fra det, der var engang. Det er på en forunderlig måde som om, at det hele forstærkes netop i højtiden.

Men nu er det tid til at pakke det hele væk igen – glæde sig over julens budskab og bidrag i december – og så sige på gensyn.

Nytåret er tillige passeret – jeg forsøgte mig endnu en gang med at lave et overflødighedshorn. Det er en sjov udfordring, og det lykkedes egentlig ret godt. Der blev ikke spist meget nytårsaften – men nu her i januar – uh, da er det godt med et stykke kranskage 🙂

Og som det sidste glimt fra julen – så er her en af mine julegaver. Et nøgleskab. Jeg er så glad for det. Nu bliver der orden i nøglerne og andet skrammel kommer ud 🙂

På en hverdag i januar 2019.

Jette

Forrige indlæg

Godt nytår

Næste indlæg

Fra samlesæt til sommerhus – 2 år efter

2 Kommentarer

  1. Lene

    Sikke et fint nøgleskab. Vores træ er også fyldt med pynt med minder. Derfor får jeg aldrig et moderigtig designertræ.
    Her skal træet først afmonteres på søndag.

    • Jette Holm Rosendal

      Det med juletræets pynt – mit stritter også i alle retninger, der er ikke meget farvekoordination eller andet over det 🙂 Men sølvroser, min mor har lavet, og masser af flettede stjerner og kugler samlet over tid – det er bare helt som det skal være 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal