diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: januar 2014

Fredag, flutes og fødselsdage

Fredag – bare ordet har en egen klang. Det er næsten weekend. Og selv som præst, så er fredag en særlig dag – især fordi jeg har en aftale med mig selv om, at søndagens prædiken skal være skrevet og udskrevet senest fredag kl. 15. Og det er den så i 95 % af tilfældene.

Flutes – sådan et par stykker skal der bages i weekenden. Egentlig et meget lille projekt, men ind i mellem har lidt også ret.

Fødselsdage – jeg kan godt li’ fødselsdage. Jeg synes, det er hyggeligt, en dag om året at kunne fejre og sætte en person i centrum. Hos os bliver flaget altid hejst, når der er fødselsdag – så enhver der kommer forbi på den dag allerede udefra kan se, at her er der en, der fylder år.

I weekenden har vi to fødselsdage – min mor, der fylder  92 år (!) og min nevø, der fylder 19 år. Jeg har fået lov at servere aftensmad på nevøens fødselsdag. Så det kommer der lidt mere om de kommende dage.

Så der er nok at glæde sig til og glæde sig over – og være taknemmelig for.

Også hønsene glæder sig – og nyder stadig at kunne skrabe løs i jorden.

God fredag.

Jette

Irenes knækbrød

Det er blevet hverdag – og dermed også blevet lidt længere mellem kager og småkager. Og det er nu helt fint.

Før jul bagte jeg nogle marcipankiks, som jeg bare synes var rigtig gode. Både på grund af marcipanens sødme, men også på grund af alle frøene og kernerne.

Hos min søster havde jeg lige inden smagt nogle knækbrød, som mindede om – de var også fyldt med frø og kerner, men bare ikke spor søde.

De var lidt mere hverdagsagtige 🙂

Opskriften havde gemt sig dybt inde i en af outlooks mange mapper – men nu er den fundet. Og afprøvet. Har du andre frø, kerner eller nødder i skabet, kan de sikkert også fint bruges.

Knækbrød (til en plade)

½ dl. solsikkekerner

½ dl. sesamfrø

½ dl. hørfrø

½ dl. havregryn

½ dl. olie

1 dl. vand

½ tsk. groft salt

½ tsk. bagepulver

90 gr. mel

Det hele røres sammen og smøres ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Dejen er lidt underlig, men læg et stykke bagepapir ovenpå, så kan dejen rulles ud i et tyndt lag. Udskæres i firkanter.

Bages ved 180 grader ca. 20 min.

Køler af og knækkes i stykker.

 

 

Specielt kønne er de ikke – men de smager ret godt.

Et godt bidrag på en temmelig våd og grå dag.

Jette

Tilbudsjagt ?

Tiden her lige efter jul er ofte ensbetydende med super gode tilbud på de varer, vi normalt forbinder med december og jul. Og selv om der er næsten et år til næste jul, så køber jeg glad og gerne, hvad jeg falder over af gode tilbud. Og jeg skal nok få det brugt før næste jul 🙂

Marcipan bruger jeg året rundt. Til fødselsdagskager, kransekager til enhver lejlighed – eller blot for at gøre kage lidt mere festlig. Så da Føtex havde Budget-marcipan til 25 kr. for 400 gr. ja så måtte sådan en pakke da med hjem (og har det fortsat).

Det samme fænomen gør sig ofte gældende omkring champagne, også her kan det til tider lykkes at finde fine boblende dråber til en fornuftig pris.

Så det kan godt være at januar på nogen punkter er lidt kedelig. Men der kan gå lidt tilbudsjagt i det, og det er faktisk ganske sjovt. Så husk at nærlæse tilbudsavisen eller se dig godt for i butikken. – Og gå ganske langsomt forbi de mange hylder med specielle eller særlige tilbud. Og glæd dig over gevinsten, hvis du finder noget, der lige har din interesse 🙂

Jeg fandt i øvrigt disse muffinsforme i Netto (i denne uge, uge 2):

 

 

30 stk. til 15 kr. De måtte bare ned i kurven 🙂 For enhver muffins, der bliver bagt i sådan en form med flæse – bliver bare løftet til noget ud over det sædvanlige.

God tilbudsjagt – efter gode ting, der kan forøge glæden ved at bage.

Jette

Skøn æblekage

Æbekage her midt om vinteren? Lige bortset fra, at det ikke er særlig vinterligt uden for mit vindue – nærmest bare gråt og vådt og ikke særligt oplivende.

Men så er det godt at kunne mødes med nogle strikkeglade piger i Strikke caféen og samtidig spise noget skøn æblekage. Det løfter dagen gevaldigt.

Det gjorde mine konfirmander nu også. Interesserede og aktive. De fik så også lige nyheden om, at der venter en tur til kunstmuseet Aros og Domkirken i Århus i næste måned. Det faldt helt bestemt i god jord 🙂 Der skal nok komme lidt mere om den tur senere.

Men nu gælder det den skønne æblekage. Og der er stadig æbler fra haven tilbage – så det er jo en fornøjelse at kunne bruge dem. Opskriften er med inspiration herfra – jeg halverede portionen.

Skøn æblekage

125 gr. smør

125 gr. sukker

2 æg fra trofaste høns

125 gr. mel

1/2 tsk. bagepulver

2 tsk. vaniljesukker – gerne hjemmelavet

4 æbler – ude fra haven

1 1/2 tsk. kanel

2 1/2 spsk. sukker

Beklæd en lille springform (jeg brugte en på 18 cm i diameter) med bagepapir.

Skræl æblerne, del dem i kvarte, fjern kernehus og skær dem i tynde både.

Pisk smør og sukker og vaniljesukker grundigt. Tilsæt æggene – et ad gangen – og pisk ihærdigt efter hvert æg. Sigt mel og bagepulver ned i dejen og vendt roligt rundt.

Læg halvdelen af æblerne i bunden af springformen – og drys med halvdelen af kanelsukker blandingen. Kom dejen ovenpå æblerne og læg de sidste æbler ovenpå og drys igen med det sidste kanelsukker.

Bag ca. en time ved 180 grader.

Spises både lun eller kold – som den er. Eller med lidt creme fraiche rørt med lidt vanilje og flormelis.

 

Og hele huset duftede skønt af kanel.

 

Jette

Hverdag

Jeg ved godt, at nogen allerede begyndte på arbejde og i skole i sidste uge – men det er nu lidt som om, at nu i dag er virkelig hverdag.

Sønnen skulle afsted her til morgen, der skulle tænkes på madpakke osv. Hvor jeg glæder mig til, at han ikke længere skal have madpakke med. Så skal jeg ikke smøre flere madpakker i mit liv.

Nja – sådan kommer det nok ikke til at gå, men madpakker er ikke min favorit. Slet ikke den traditionelle, med rugbrød og fladt pålæg. Skal det være – så hellere noget salat og masser af hjemmebagt brød!

Godt at jeg har hjemmearbejdsplads, så er jeg fri for madpakker 🙂

Hellig tre kongers brødet  fra i går er på mystisk vis næsten forsvundet.

 

Men jo egenlig meget fint – det markerede jo også afslutnignen på julen.

Nu gælder det om at få fundet på noget godt og lækkert til Strikke Caféen i morgen.

God hverdag og god mandag.

Jette

Hellig tre kongers brød

I dag er det Hellig tre kongers søndag. Det er ikke ofte vi har den søndag i kirkeåret, så det er da oplagt at markere og gøre lidt ud af.

Jeg var forleden inde i utallige butikker og genbrugsbutikker, fordi jeg ville købe et hellig tre kongers lys. Et lys med tre arme der går sammen nede i bunden. Det var mig ganske umuligt – så belært af den erfaring, skal jeg være ude i god tid til næste år 🙂

Hellig tre kongers søndag fortæller om de tre vise mænd, som havde set en ny stjerne og fulgte den – indtil den standsede over stalden i Betlehem. Der, hvor de sidst havde ventet det, fandt de himlens kongesøn.

Men nu hvor jeg ikke fandt et hellig tre kongers lys, fandt jeg i stedet en opskrift på et Hellig tre kongers brød – så det må det blive til i år! Opskriften er fra Arla – og jeg halverede portionen.

Det kræver lidt planlægning – men begynder du nu – kan du have et brød klar til i morgen, som er Hellig tre kongers dag (6. januar)

Hellig tre kongers brød (1 stk)

Dag 1:

12 gr. gær

1 dl. vand

3/4 dl. grahamsmel

Alt røres sammen og står tildækket på køkkenbordet til næste dag.

 

 

Dag 2:

1 1/2 dl. vand

1 spsk. blødt smør

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning eller sirup

1 1/4 dl. surmælksprodukt (jeg brugte noget creme fraiche, der skulle bruges nu)

100 gr. grahamsmel

ca. 300 gr. hvedemel

Til pensling:

1 spsk. smeltet smør

Alle ingredienser blandes – hold lidt hvedemel tilbage – med fordejen fra i går. Æltes grundigt og stilles til hævning ca. 1 time.

Derefter æltes den igennem og formes til et rundt eller ovalt brød – sættes på en plade med bagepapir og hæver tildækket en halv time.

Pensles med smeltet smør og drysses med lidt mel og groft salt.

Sæt brødet ind (nederst) i en 250 grader varm ovn, og skru straks ned til 200 grader og bag brødet i ca. 35 min.

Afkøles på risten.

Nu har du et dejligt brød – som kan være med til at markere afslutningen på julen. Og minde os om stjernen, der lyste og viste vej for de Hellig tre konger. Også vi har en stjerne der viser vej:

Denne stjerne lys og mild

som kan aldrig lede vild

er hans Guddoms-ord det klare

som han os lod åbenbare

til at lyse for vor fod. ( DDS 136,7)

God Hellig tre kongers søndag.

Jette

Min søsters hasselnødder

Jeg har en lillesøster, som jeg er rigtig glad for og har stor glæde af. Og hun er langt mere udemenneske end jeg er. Så at sidde indenfor og lave ingenting – er ikke lige hende. Hellere ud og lave noget. Og derfor har hun blandt andet samlet masser af hasselnødder i deres eget hasselhegn.

Hun hygger sig med at indsamle dem – og jeg hygger mig med at knække dem 🙂

At knække hasselnødder er et lidt sent arbejde, men også afslappende. Der kan blive tænkt mange tanker, mens man står der og knækker den ene nød efter den anden. Og glæde sig over, at de er ganske gratis. Og hvilke brød og kager kan de ikke gøre god gavn i.

Jeg tror nødderne her er et par år gamle. Men så længe nødderne ikke er knækkede, kan de godt holde sig – deres indpakning er fra naturens side ret god, og beskytter dem fint.

Lige i dag får jeg nok ikke knækket så mange nødder – alle børn er hjemme. Det er en dejlig lørdag.

Jette

Nytårsdessert

Her kommer det sidste indlæg der direkte referer til nytår og nytårsaften. Men for de flestes vedkommende gælder jo, at der blev gjort lidt ekstra ud af maden og desserten den aften – så derfor  kommer min nytårsdessert også her. Og jeg er ret sikker på, at den fint kan bruges i anden anledning også.

Nytårsaften havde jeg valgt at lave 7 mindre retter. Det var både udfordrende og sjovt. Og så var der da lidt for enhver smag. Og da jeg var alene om at passe køkkenet, var kodeordet planlægning og “lavet i forvejen”. Som et bedre tv-køkken, hvor de hele tiden hiver et færdigt produkt frem, som har stået klar under bordet 🙂

Og især desserter er taknemmelige med hensyn til at kunne forberedes i god tid. Så i de stille juledage blev der bagt brownies og lavet vaniljeis.

Opskrift Brownie (til en form 20 cm. x 20 cm.)

100 gr. smør

75 gr. grofthakket mørk chokolade ( omkring de 50 % kakao)

2 æg fra kåde høns

150 gr. mørk farin

2 spsk. kakao

75 gr. mel

Smelt
smørret sammen med chokoladen i en gryde og lad det køle af. Pisk æg og farin
til en luftig æggesnaps. Pisk den afkølede chokoladeblanding i. Bland mel og kakao og sigt det i blandingen og vend forsigtigt rundt.

Hæld dejen i en lille bradepande med bagepapir
(20 x 20 cm) og bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca. 25 minutter.

Lad kagen køle af og stik 6 bunde
ud (ca. 6 – 7 cm i diameter) og flæk dem forsigtigt.

Jeg samlede mine kager i en silikonemuffins form – så jeg måtte skære lidt af bunden af de udstukne kager (fordi siderne i formen jo er lidt skæve).

Læg den mindste skive i bunden – lav en god vaniljecreme (som til vaniljeis) og kom den oven på den lille bund. Fyld formen næsten op – læg til sidst “låget” på og pres let. Stilles i fryseren.

Ved serveringen: Stil en kage på en fin tallerken og server med råmarinerede bær (jordbær, hindbær, brombær). Alle bær er fra frost – for jeg vil helst bruge friske bær i sæson – og ellers tage dem op af fryseren, når det er uden for deres naturlige sæson. Brombærene har jeg selv plukket, da det var dejligt efterår, fra vilde buske i markskellet.

 

 

Og nu er det næsten weekend – det har været et kort uge 🙂

 

Jette

 

Nytårsstatus

Nytår er uomtvisteligt også status tid.

På den ene eller anden måde. Der laves nytårsfortsætter, indgås væddemål og “nu skal det også være slut med…”

Jeg har ikke gjort nogen af delene. Jeg tror ikke så meget på dens slags. Jeg tænker langt mere i livsstilsændringer, hvis noget skal laves om i ens liv.

Uden at det skal lyde alt for frelst – så har jeg ikke planer om nogle større ændringer i 2014.

Status er:

Højde: 168 cm (og det har den været i mange år :-))

Vægt: 56 kg

Alder: 52 år

Motion: løber (lunter) 5 km tre gange om ugen.

Og de tal vil jeg gerne arbejde på forbliver som de er – bortset fra alderen, den har det med at skifte i takt med årstallene.

Og status med hensyn til bloggen – så læste jeg i juleferien, at det var godt ind imellem at tjekke ens profil billede og tekst. Det vil jeg så se at få gjort. En dag.

For det tager tid at blive klog på “teknikken” bag ved. Jeg synes, jeg kigger mange steder og prøver meget forskelligt – uden det helt store held. Så kommer sønnen forbi og klikker et par gange med musen, trykker lynhurtigt på nogle forskellige taster og har så ret hurtigt nogle forslag til, hvordan det kan gøres. Noget om genveje, links og layout.

Så det arbejder jeg lidt mere med – og bager en anden dag.

Nu hvor juletræet er blevet afpyntet og al julepynten er kommet i kasser og sat på loftet – med et kærligt tak for denne gang.

God dag – den første hverdag i 2014.

Jette

Godt nytår 2014

Alle ønskes et rigtig godt nytår.

Hele kalenderen for 2014 er fortsat ret ubeskrevet – og det er både godt og spændende. Der kan komme så meget forskelligt forbi ens vej i løbet af det næste år. Og hvor er det godt, at vi ikke ved noget om, hvad der sker med os. Selvfølgelig er mærkedage nok plottet ind i kalenderen – men det andet – det uforudsete, det overraskende, det glædelige, det triste – alt det ved vi ikke noget om endnu. Og det er godt. Så nu er det bare om at være åben for et nyt år – og synge med på “Vær velkommen Herrens år”.

Og så begynder jeg alligevel bloggen med at kaste et kort blik tilbage – på julegaverne.

For de afspejlede i en vis udstrækning at interessen for Bagning med Budget var kommet ind i mit liv.

Min niece havde luret min fascination af vaniljestænger. Så jeg pakkede en duftende æske op med de lækreste vaniljestænger.  Mere om dem en anden gang. Ligeledes fik jeg en hævekurv (den glæder jeg mig til at prøve, og skal nok skrive mere om det).  Og fik et gavekort til Magasin inklusiv en invitation til Brunch med mine piger i Århus. Det skal helt klart bruges her i januar.

Og så glæder jeg mig til at arbejde med bloggen igen. Det har været lidt mærkeligt ikke at bruge tid på den – at tage billeder og tænke i opskrifter.

Og det er så ikke helt sandt. For ferien er blevet brugt til at læse rigtig mange andre blogs, finde tips og ideer til, hvordan min blog kan blive bedre. Forhåbendtlig synes du også, det kommer til at skinne igennem 🙂

Og til sidst lige en enkelt bemærkning om noget, der kan laves i dag eller alle andre dage: Saltmandler. – Som jo godt nok ikke har noget med bagning at gøre, og dog – de har da været i ovnen 🙂

Opskriften fandt jeg hos noget i ovnen.   Jeg skal nok komme med mine kommentarer en anden gang. Men mandlerne smager fint – og det salte er godt oven på alt det søde i julen.

Endnu en gang: Godt nytår. Må det blive fyldt af gode opgaver og oplevelser – og megen bageglæde.

Jette

Side 3 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal