diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: oktober 2015 Side 2 af 3

Stå fast

Jeg er helt tydeligt ikke altid lige opdateret på de nyeste psykologiske tanker.

I aftes var der i tv et meget interessant interview med Svend Brinkmann, en nordjysk psykologi professor, som havde skrevet en bog sidste år. “Stå fast – et opgør med udviklingstvangen” og den bog er allerede nu trykt i 10. oplag. I sig selv ret imponerende.

Og hans tanker går modsat af årtiers store ord. Ord som selvudvikling, omstillingsparat og det at mærke efter. Velkendte ord, og jeg havde som nævnt ikke opdaget, at de nu var blevet modsagt.

For det er de! “Stå fast” var nemlig hans tese. Der er intet i vejen med tidligere tiders landvindinger – men nu er tiden i følge ham kommet til at stå fast og ikke bare udvikle derud af. Hvis noget faktisk fungerer, hvorfor så par tout lave det om.

Vi har haft så travlt med at være mobile og omstillingsparate, at vi slet ikke har nået at slå rødder og fordybe os.

Det er nogle spændende tanker. Jeg tror, jeg er nød til at købe den bog 🙂

 

Peter og nevøen hygger stadig – og i aftes samlede de en helt gammeldags æblekage. Det går bare aldrig helt galt – lækker æblemos, sprød sød rasp og nypisket flødeskum. Det var lige før selv katten vågnede op til dåd 🙂

God mandag – og nu begynder en travl tid inden det om lidt er jul 🙂

Jette

Nutella kage/brød

På kirkegården var der i foråret ekstra hjælp. En medhjælp i jobpraktik, tror jeg nok, det hed. Og hun var dygtig til sit arbejde, men hun var også god til at bage.

En dag medbragte hun en ret så velsmagende og fin kage. En gærkage med nutellafyld og snoet og samlet på den fineste måde.

Jeg havde aldrig set den før, men har senere fundet ud af, at andre har prøvet at lave den 🙂 Nu forsøger jeg.

For i weekenden kommer nevøen på besøg, og ham og Peter sidder så oftest med næsen i computeren og hygger sig, men mon ikke et stykke nutella kage kunne friste ?

Hvordan selve kagen opbygges – da er der god hjælp at fine på youtube – søg på nutella stjerne 🙂

Nutella kage/brød

1 æg, fra en dejlig høne

1½ dl. mælk

15 gr. gær

50 gr. smør

½ tsk. salt

2 spsk. sukker

50 gr. grahamsmel

ca. 300 gr. mel

Fyld

Nutella – efter behag

Kom de to slags mel, sukker og salt i en skål og smuldr smørret heri. Gæren udrøres i mælken og tilsættes til melblandingen sammen med ægget. Dejen æltes sammen, måske med lidt mere mel. Stilles til hævning et par timer.

Dejen æltes igennem og deles i 4 dele. Hver del rulles rund og der kommes nutella efter behag på de tre dele og de stables som en lagkage. Jeg brugte en springform som plade – med bagepapir på og uden side i første omgang. Marker midten med et glas, og skær dejen i 16 dele. Hvert “ben” drejes to omgange. Til sidst sættes ringen på formen og dejen hæver, mens ovnen varmer til 200 grader.

Bag brødet/kagen i ca. 15 minutter.

Nybagt og med fin smag af nutella. Nogen vil nok have kommet mere nutella i, end jeg har gjort 🙂 men jeg synes det passer meget godt. Og så er der jo også sneget lidt groft mel ind i opskriften – men det har ikke gjort noget.

Nu håber jeg kagen eller brødet falder i de to unge mænds smag.

Rigtig god weekend.

Jette

Hurra for Den blå Avis

Det er som om, der bliver længere og længere mellem bageopskrifterne her på bloggen 🙂 Det gør der også lidt i virkelighedens verden 🙂

Det skulle nu have handlet om en chokoladekage i dag, men resultatet var så mærkeligt, eller i hvert fald anderledes end forventet, så det projekt er skudt til hjørne.

Men så er der jo Den blå Avis. Den er – næsten – min foretrukne avis i øjeblikket. Jeg kigger og søger og finder ud af, hvad jeg i hvert fald ikke skal have! Og noget jeg have 🙂

Så i går hentede Peter og jeg den fineste lille kommode. Med bambusflet på ydersiden – og en lille lugt af, at have været hengemt et stykke tid. Så nu er den kommet ind i stuen, bliver varmet op og luftet ud – så skal den nok komme til at gøre god gavn i sommerhuset. Som jo stadig er fuldstændig imaginært.

Det er lidt underligt – og som Mette sagde: “Du har da snart alt inventaret på plads – og intet hus.” Og det er også rigtig. (Jeg har jo allerede stole og skænk oa) Men jeg tror til gengæld, at når først det endelige hus er klar og byggeriet går i gang, så sker der noget. Og så vil jeg være glad for, at jeg ikke skal sidde med næsen i DBA – men blot kan læsse traileren og køre det hele ned til grunden.

Hold op, det bliver en festdag 🙂

Og godt at tænke på, på en lidt grå og støvregnende efterårsdag.

Jette

Så forsvandt majsene

Præstegårdsmarken har i år været sået til med majs. En fantastisk plante, der i løbet af få måneder vokser fra at være et lille korn til at være over 2 meter høje planter.

I går blev de høstet. Kæmpe maskiner kørte forbi hus og hønsegård og begyndte at snitte stænglerne og klippe dem i ganske små stykker. Hurtigt gik det og meget larmede det. Mine stakkels høns løb urolige rundt, indtil de fandt ud af at gemme sig i deres hus.

I løbet af en times tid var hele præstemarken høstet og majsstubbene stod tomme tilbage. Du kan ikke se det her, men midt på marken står to rådyr – de er pludselig blevet synlige. Før kunne de jo gå ugenert rundt mellem de høje majs. Men nu er der sikkert noget godt foder tabt på jorden, som de kan hygge sig med.

Nu falmer skoven trindt om land,

og fulgestemmen daler;

alt flygted storken over strand,

ham følger viltre svaler. (dds 729,1) 


Det er nu ikke fra skoven, men fra haven – udsigten fra mit kontorvindue. Et træ i meget gyldne og flotte farver og med masser af blade på jorden.

Det er med et blevet ret så koldt og bladene falder af og lander på græsset og lyser op.

God efterårs-onsdag.

Jette

Små “To Go” kager

Jeg ser jo den store bagedyst, med stor fornøjelse 🙂 Og udfordringen var i denne uge at bage små kager, der kunne spises i en mundfuld eller to. “To Go” kager, som de lidt spøgefuldt blev kaldt.

Lidt heldigt, så passede det, at der var fyraftensgudstjeneste i fredags og efterfølgende møde, hvor menighedsrådet orienterede om, hvad det sidste år havde indeholdt af forskelligt arbejde. Og der passede det så fint at slutte af med en “To Go” kage.

Jeg valgte æbler som udgangspunkt. Æblemos med vanilje – det er så oplagt, her midt efterår, hvor æbler falder ned i oktobermørke haver.

Chokoladetærter med æblemos og yoghurt creme (24 stk.)

150 gr. mel

1 spsk. kakao

85 gr. smør

50 gr. sukker

1 æggeblomme

Smuldr smør i mel, kakao og sukker og ælt det hele hurtigt sammen med æggeblommen. Lægges i køleskab en times tid – og er så klar til at lave små skaller af. Jeg har arvet alle disse muffinsforme, og selv om de er gamle og let anløbne, så fungerer de så fint.

Kagerne bages 10 minutter ved 180 grader og afkøler.

Æblemos

700 gr. skrællet æble i både

½ dl. vand

En tom vaniljestang

ca. 100 gr. sukker

Det hele kommes i en gryde og æblerne koger under låg til de er kogt godt ud. Smag lige om de er søde nok 🙂 Afkøler og gemmes i køleskab til den skal bruges.

Yoghurt-fløde creme

2 dl. piskefløde

1 dl. græsk yoghurt

2 spsk. flydende honning

Pisk fløden til skum og rør lidt forsigtigt yoghurt og honning i. Kommes i en sprøjtepose og opbevares i køleskab til brug.

Chokoladesnirkler

50-75 gr. mørk chokolade

Smelt chokoladen over vandbad eller i en chokoladesmelter. Lav et lille kornet af bagepapir. Fyld den smeltede chokolade heri og lav på fri hånd små snirkler på bagepapir. Afkøler og stivner – lige klar til at tage af papiret.

Saml kagerne – kom lidt æblemos i bunden, sprøjt creme ovenpå og sæt til sidst en lille chokoladesnirkel på!

Super enkelt, men egentlig ret fint, og kagerne smager dejligt. Og kan sagtens spises uden ske eller kagegaffel 🙂

God tirsdag.

Jette

En tur over grænsen

Det er nu ikke mig, der har været en tur over grænsen – men to af mine børn. Jeg ved ikke, det er som om, jeg er blevet lidt doven med hensyn til at køre syd for grænsen – kun for at handle. Men ungerne gør det gerne, og så er det jo muligt at få bud med 🙂

Marcipan er jeg altid på udkig efter, så det stod også på deres seddel. Og så som noget ganske usædvanligt: En ramme øl! “Hvad skal du med den?” var de forbløffede kommentarer. For jeg bryder mig ikke om øl, og drikker det aldrig. Men tænker, at med et sommerhusprojekt i støbeskeen, så kan der jo godt komme situationer, hvor det måske vil være belejligt at kunne invitere på en øl! Eller hvad ved jeg 🙂

Og se så her, hvad de kom hjem med 🙂

En ramme af den fineste økologisk Royal øl! Det måtte passe ind i sommerhuskonceptet, det var de helt overbeviste om 🙂 Så nu håber jeg bare, at de smager godt. Men tanken var da ualmindelig sød.

Efterårsferie, det har jeg nu ikke, men der er alligevel forholdsvis roligt, for alle aktiviteter holder fri. Men fra næste uge – så begynder minikonfirmander og konfirmander igen – så sker der noget. Og det bliver så fint.

God og rolig mandag.

Jette

Alt- i-en, madbloggerudfordring #9

Tilbage i 80’erne, hvor jeg læste og spiste meget grønt, blev menuen ind imellem suppleret af tørrede bønner 🙂 For jeg var interesseret i vegetarmad, og dengang bestod det meget af bønnepate og bønnepostej – men ikke altid lige spændende.

Derudover spiste jeg ret meget rugbrød, kartofler og gulerødder. Ikke så underligt at SU-en godt kunne række 🙂

Men jeg husker en ret fra den tid – med bacon, tørrede bønner og tomat – og jeg husker, at den smagte dejligt. Men nu er opskriften sunket i jorden, og har ikke været lavet i mange år. Og med Madbloggerudfordringen 9 kom anledningen til at genskabe den bagte bønnegryde anno 2015. Og det lykkedes, synes jeg – og med hjemmebagt og nybagt foccacia brødtil, så er det en udmærket aftensmad. Og super velegnet på en kold og mørk efterårsdag.

Bagt bønnegryde (2-3 pers.)

75 gr. tørrede hvide bønner – udblødt i koldt vand ½ døgn

200 gr. bacontern

1 spsk. olie

1 løg, i tern

2 fed hvidløg, hakket

1 gulerod, i robuste tern

1 porre, i skiver

1 brik flåede tomater

1 spsk. tomatpuré

2 laurbærblade

1 tsk. røget paprika

½ tsk. tørret chili

1 tsk. spidskommen

1 spsk. farin

1 tsk. groft salt

peber

½ dl. rødvin

Kom olie i en stor gryde og steg bacon til det er pænt brunet. Tilsæt grøntsager og steg et par minutter. Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen rødvin – rør rundt og kom vand ved, så det næsten dækker.

Bring gryden i kog – og sæt den derefter i ovnen, med låg på og bag den ved 150 grader 2 timer. Tages ud, røres rundt en gang og rødvin tilsættes. Tilbage i ovnen og bag en time mere.

Og så er det hele mørt og lækkert – og lidt stærkt.

Jeg har ikke nogen gryder, der kan gå i ovnen, så efter at det hele havde fået et opkog på komfuret, kom det over i et ildfast fad med låg.

Velbekomme – virkelig varmende mad.

Med ønsket om en dejlig weekend.

Jette

På besøg på PA Savværk

Jeg har aldrig før været på besøg på et savværk! Jeg ved ikke helt, hvad jeg ventede – men noget med et stort skilt ved vejen, et fornuftigt og rummeligt kontor og så selvfølgelig noget træ.

PA Savværk havde noget af det – men manglede det store skilt, så det var lidt svært at finde i den lille sydfynske by Korinth. Og kontor bygningen lignede mest et gammelt stuehus. Og selve savværket holdt til i meget gamle og enorme haller. Men PA Savværk er også 130 år gammelt.

Jeg bankede lidt forsigtigt på døren til kontoret og gik ind. Og blev mødt af en venlig medarbejder, der spurgte, hvad han kunne hjælpe mig med. “Jeg vil gerne se lidt på træ” var mit noget vage og uklare svar. Han tog det pænt 🙂 men må helt sikkert have rystet lidt på hovedet indvendigt. Det lyste ud af mig, at jeg var på udebane og ikke anede ret meget om det her.

Men han viste mig rundt i en helt fremmed verden. Larm, store planker, robuste medarbejdere og enorme maskiner – til sammen fremstillede de skønne massive gulv planker. Af eg og ask og douglasgran – og flere andre træsorter.

Jeg fik prøverne her med hjem, lækkert og fint douglasgran udskåret til gulvplanker. De er så fine, med forskelligt spil i træet – så et gulv vil altid komme til at fortælle træhistorie.

Tanken er, at det er træ som dette, der skal være på gulvet og sandsynligvis på væggene i sommerhuset.

Savværket har en klar miljøprofil og tænker meget på bæredygtighed, og er derfor i stand til at levere FSC-certificeret træ. Og savværket ligger kun 15 km fra min grund og bruger meget lokalt træ til produktionen, så bliver det vist ikke meget bedre 🙂

Det var et besøg i en fascinerende verden – konkret og synlig – ret langt fra min verden med mange ord og store tanker. Men der er brug for begge dele.

God torsdag.

Jette

Æbletærte med crumble

På en blæsende dag smager en lun æbletærte altid godt. Og sådan en dag var det i går – så efter at have været på byggegrunden, blev det lige til lidt tid i køkkenet. Og en lille æbletærte.

Den er ret klassisk, men gemmer under æblerne lidt dulceria nublo. (det smager sødt, som flydende marcipan :-)) Tærten kan også bages uden, men så skal æblerne lige drysses med lidt sukker, før smuldredejen kommes over.

Æbletærte med crumble

125 gr. mørdej (evt. ½ portion af opskriften her)

1-2 æbler

2 spsk. dulceria nublo

Crumble

40 gr. mel

10 gr. havregryn

35 gr. smør

20 gr. sukker

Det hele smuldres sammen.

Rul mørdejen ud og beklæd en tærteform (ca. 14 cm. i diameter) Fordel dulceria nublo, og kom æblebåde oven på. Drys til sidst crumblen over.

Tærten bages ved 175 grader ca. 35-40 minutter. Server evt. med creme fraiche eller lidt græsk yoghurt.

Og det blæser stadig uden for, det er virkelig blevet efterårsagtigt, med masser af nedfaldne blade. Så jeg er sikker på, at tærten også i dag vil blive nydt i sofaen og med ild i brændeovnen.

God onsdag – og spændende at se hvad Den store bagedyst bringer på banen i aften 🙂

Jette

Et lille fundament

I dag blev der sat det første lille fundament på sommerhusgrunden. Det er til det anneks, der også skal være – til opbevaring, ekstra soveplads og andet.

Det er et punktfundament, og af samme slags som hovedhuset engang skal bygges på. Det er ikke en fundaments type, der er så udbredt endnu, men jeg synes, det virkede spændende og bæredygtigt og er desuden genanvendeligt. Så var det er interessant at se, hvordan det så ud i virkeligheden.

Fundamentet består af store skruer, som skrues ned i jorden – og det er faktisk det! Den dag huset skal tages ned igen, kan skruerne skrues op og genanvendes.

Der skulle bruges 4 skruer til mit anneks. Lasse målte ud til dem og så blev de skruet ned med en stor elektrisk skruetrækker 🙂 Der skulle, som du kan se, ikke først planeres eller fjernes en masse græs. (Det kunne man godt have gjort – men det havde jeg ikke fået gjort) Så det var let at gå til arbejdet.

På de 4 skruer er der monteret en bundramme, som selve annekset sættes fast på. På mindre end en formiddag var der gjort klar til at samle hus.

Det bliver en pæn størrelse, 2,8 x 2,8 meter. Så nu venter næste håndværkere på at komme igang – og jeg glæder mig til, at huset er færdigt. Så skal det have olie, og det skal jeg selv give det, for der er vi ved noget, jeg kan finde ud af 🙂

Men dejligt at være kommet en lille smule igang – på en blæsende tirsdag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal