diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 97 af 111

Nybagte erfaringer – og lækker nougatmasse

Nybagte erfaringer – det ord giver jo egentlig ikke så meget mening. Og så dog. For det svarer meget godt til det, jeg bagte her. Det skulle have været et brød/kage med lækkert nougat fyld – men forholdet her mellem brød og fyld harmonerede slet ikke.

Så det kræver et par forsøg mere – mindst, før det lige som kommer frem her 🙂

Men bortset fra det, så kan brødet nu sagtens spises – det er bare mere brød end kage.

Gærdeje er fascinerende at arbejde med, for det er aldrig helt til at vide, hvordan det færdige resultat bliver. Og denne gang voksede (hævede) det bare bare rigeligt, eller formen var for lille 🙂

Men fyldet kommer her, for det kan være, du kan bruge det i en anden sammenhæng. Det er en lækker masse – som kun består af gode ting.

Nougatmasse

40 gr. nougat

40 gr. marcipan

20 gr. hasselnødder, meget finthakkede

Nougat og marcipan røres godt sammen og nødderne komme i til sidst. Enkelt og ikke de store besværligheder her. Dufter dejligt og smager skønt 🙂

Og kan bruges som fyld i lækre boller eller horn eller lignende.

Men nu kan jeg vist ikke sige så meget mere om det lidt mislykkede projekt.

Nu håber jeg blot at dagen i dag bliver solfyldt og glad – det tegner godt allerede 🙂

God torsdag.

Jette

10 års jubilæums koncert

“Gak ud min sjæl

betragt med flid ….”

Det var den verse linje der faldt mig ind til morgen – allerede inden jeg havde været uden for. Men lyset, fulgefløjt og forventeningen om den friske grønne farve, ja det er nok til at lokke en ud og betragte med flid Guds underfulde gaver! Og jeg tænker, så er det jo ingen sag at stå op 🙂 Må din dag være lige så indbydende.

I aftes sang jeg sammen med Fønskoret koncert. 10 års jubilæums koncert.

Med blandede sange, forårssange og salmer, lidt klassisk og som ekstranummer: “Barndommens land” af Benny Andersen. Kender du ikke den, så lyt evt. til den her, det er bare en sød og glad sang.

Koret har 20 – 25 medlemmer, enkelte har været med alle 10 år, nogle er kommet til undervejs – det gælder blandt andet mig.

Men at være medlem af et kor er at være en del af et musikalsk fællesskab, hvor sangen og det at få det til at klinge, lyde bedre, og i det hele taget blive dygtigere, det går op i en højere enhed.

Ud over at vi så undervejs får lært hinanden bedre at kende.

Nu går koret på sommerferie – det er fint nok. Men jeg ved, at når vi kommer til august, så begynder jeg at glæde mig til igen at skulle af sted mandag aften – for at synge og gå nynnende hjem igen 🙂

Jette

Dugen blev reddet – et godt råd

Min store og flotte damaskdug var i fare forleden. Trine havde inviteret gæster til fødselsdagsmiddag og dækket fint op og alt gik, som det skulle.

Maden var lækker – og anderledes – selskabet dejligt. Men så væltede et glas rødvin. Det er sket før, og vil ske igen. Men jeg har tidligere haft svært ved at få det af.

Men denne gang lykkedes det, og dugen blev reddet.

Alle husmor råd kom på banen, google blev konsulteret og så blev der handlet. (Og derfor har jeg heller ikke et billede af pletten) 3-4 liter danskvand blev af flere omgange hældt ud på den store plet af rødvin, så bordet sejlede men farven tog af. Det var virkelig imponerende at se. Det nærmest sydede og boblede 🙂 Og straks efter kom dugen i vaskemaskinen ved 95 grader og jeg ventede spændt. Men pletten var virkelig væk. Jeg har læst mig til, at en af grundene til, at det lykkedes, var at pletten ikke nåede at tørre ind.

Det betød til gengæld også, at sidste del af måltidet blev indtaget uden dug på border 🙂

Hvor er jeg glad for det. For det er en dejlig dug, som bruges jævnligt, og så er det en gave fra min mor, så affektionsværdien er naturligvis også stor.

Men jeg har også den holdning, at selv om det er dyre ting eller bestikket er sølvtøj, så skal det bruges og gøre gavn. Og give glæde. Der er ikke meget ved at gemme det hen i skuffer og skabe og så aldrig få det brugt.

Så dug og bestik kommer frem igen, så snart der bliver en ny anledning 🙂

Hvordan fotograferer man en skøn morgen ? Jeg ved det ikke, men dette er et bud – for uden for er det stille, enorm klar blå himmel og det skønneste solskin. Virkelig en dejlig morgen. Med alle tre børn hjemme, det er altid livligt og hyggeligt 🙂

God weekend.

Jette

Glimt – af meget forskelligt

I dag fylder Trine år – mit ældste barn bliver 26 år, og jeg sidder forundret og tænker på, hvor blev alle de år mon af 🙂

Det bliver nu ikke glimt fra hendes lange liv, der popper op her i dag, men glimt fra lidt forskelligt her hjemme i præstegården. For der sker også andet end at blive bagt, selv om det stadig er en stor og tilbagevendende fornøjelse.

I anledning af mors dag betænkte mine børn mig med denne skønne brødkasse – og lækre Blomsterberg chokoladepastiller.

For et par uger siden kom min søster og svoger, og så blev der lavet hønsegård 🙂 Mit bidrag var at holde og se om det hele nu var i lod og vatter. Og det blev en fin hønsegård med plads til ret mange høns. Men jeg har stadig kun to 🙂 Og så skulle man synes det var godt nok. Men nej ….

De to nye damer holder meget af pladsen uden for hønsegården. Og er nu også hyggeligt selskab.

For første gang har jeg købt en lille tomatplante – til 7 kr. i Netto. Den står i et hjørne på terrassen, så jeg følger den spændt. Og giver den bare et par tomater til sommer, så har den gjort det rigelig godt 🙂

Og så prøver jeg at forspire nogle blomster. Tagetes til forspiring og hvad så? Jeg er stadig i tvivl, og har mine høns mistænkt for, at de gerne vil spise dem, hvis de fik mulighed for det 🙂

God onsdag, må din også blive festlig – det er jeg ret sikker på min bliver.

Jette

Konfirmationssøndag

“Kom maj du søde milde,

gør skoven atter grøn …”

For årets konfirmander har det nok været forventingen om konfirmationen, der fyldte mere end tanken om den lyse grønne bøgeskov 🙂

I dag blev mine konfirmander konfirmeret. En festlig dag, med fyldt kirke og glade forældre og gæster og forventningsfulde konfirmander.

Hjemme i præstegårdshaven var flaget også hejst.

Det første år jeg var præst her, havde jeg ikke hejst flaget – det blev påtalt, så siden er der blevet flaget på konfirmationsdagen 🙂 Og smukt er det på en dag med lidt vind og solskin.

I våbenhuset har hver konfirmand en pose – med navn. Så er der styr på telegrammer og små gaver, som bliver lagt der. Det er en meget praktisk løsning, men fungerer fint, og ser da egentlig også meget fint ud.

Nu håber jeg, dagen er blevet, som konfirmanderne håbede. Det er en stor dag, både i deres liv og forældrenes liv.

Tillykke til mine søde konfirmander 🙂

God søndag.

Jette

Hvilken helligdag ?

I morgen er det bededag.

Egentlig en lidt underlig dag midt i tiden fra påske til pinse. Det er nemlig en dag, der er placeret ved lov, til at skulle ligge her: Fredag før 4. søndag efter påske. Så den har som sådan ikke noget med Jesu livs historie at gøre. Men der blev på et tidspunkt (i 1686) ryddet op i de mange skæve bods- og bededage og sluttelig samlet til en dag. Det blev til den bededag, vi kender, og med denne placering.

Bededag har naturligt fokus på bøn. Vores samtale med Gud. Vi kan selvfølgelig bede til Gud på alle andre dage også, men denne lægger op til det.

Hvad kan vi bede Gud om ? Det korte svar er alt. Og vi skal endelig gøre det. Alene af den grund, at det ofte er godt at få talt med en anden, om det, som fylder en. Og her kan vi være sikre på, at Gud altid har tid og altid har ørene foldet ud, så han hører, hvad vi siger. Eller tavst tænker i vort hjerte.

Bøn kan gøre det svære lettere at bære og gøre glæden over livet dybere.  

Bededag huskes af mange, fordi der er knyttet noget spiseligt til 🙂 Og det er nu slet ikke så dårligt.

De varme hveder – bagte jeg også sidste år, og har gjort det igen i dag 🙂

Men denne gang er der blevet tilsat 50 gr. tranebær. Du har sikkert opdaget, at jeg synes tranebær er et ret interessant bær 🙂 Det smager i hvert fald godt. Så nu kom det med her også, sammen med lidt ekstra grahamsmel.

Og måske kan de nydes på terrassen, det ville da være dejligt.

God bededagsferie.

Jette

Havearbejde og rug-trekanter

I går var en god dag at være på havearbejde i. Der var så tilpas koldt, at det var nødvendigt at have en trøje på, og dermed også lige koldt nok til bare at sidde stille på terrassen. Jeg havde ellers taget tæppet med ud, ifald der nu lige var en tilpas varm solstråle …

Det håber jeg så kommer i dag 🙂

Jeg fik bagt en omgang rug-trekanter – lækre stykker med masser af kerner. I går tilsatte jeg en håndfuld tranebær, de er altid gode i noget bagværk. Og giver den der overraskelse, når man lige tager en bid – hov, her var noget sødt 🙂

Nybagt brød er bare noget ganske særligt. Og efter at have travet ret lang tid bag efter græsslåmaskinen, så forsvandt der snildt et par af de trekanter 🙂

Jeg har godt nok en plænehavetraktor, men den nægter at starte efter vinterens lange pause, så indtil den bliver fikset og får førstehjælp, så er der ikke anden mulighed end at gå bag efter den gamle og velfungerende klipper.

Madbloggerudfordringen#8er i gang, og der skal inden pinse “afleveres” eller præsenteres et forslag på en løsning af opgaven. Så i går blev der også lige bagt en del af den udfordring. Det kommer der mere om i morgen.

Smuk og dejlig tirsdag til dig.

Jette

En uventet ½ fridag …

Dagen i går blev noget anderledes, end jeg for blot et par dage siden havde tænkt 🙂 Men muligheden for at holde lidt fri og tage med en hurtig tur til Nordjylland bød sig, og det benyttede jeg mig af. Trine havde sin sidste undervisning i Ålborg og alt imens hun slog ørerne ud og koncentrerede sig, kørte jeg videre op og besøgte min far.

Vi havde en hyggelig formiddag, i det skønneste solskinsvejr.

Jeg gik en tur udenfor i haven og tænkte lidt baglæns. For huset er der, hvor jeg i bogstaveligste forstand er født – og det er der, hvor min far har boet i over 66 år. Det er i sig selv imponerede at tænke på 🙂

Haven og det udenom, var mest min mor, der passede. Ud fra den holdning, at haven helst skulle passe sig selv 🙂 Og noget af det, hun gjorde var at fylde masser af sten ind i haven. Jeg ved ikke, hvor hun havde interessen fra, men det begyndte med stendiget her. Og næsten hver eneste sten, har hun hentet på markerne rundt om. Men jeg tror, hun hyggede sig med det, selv om det må have været et tungt arbejde at fragte alle de sten hjem 🙂

Inde i haven fandt jeg denne flotte blomst, med de store gule blomster. Jeg kender den ikke, men den stod utroligt livskraftig og lyste på en tidlig forårsdag. Det undrede lidt, for alting plejer at være 14 bagefter i forhold til haverne her på Fyn. Men denne blomst var i hvert fald klar til at sprede glæde 🙂

Den halve fridag bød også på tildeling af en opgave. Jeg har endnu en gang tilmeldt mig Madbloggerudfordringen#8. Denne gang handler det om at arbejde med en bestemt farve. Og i går fik jeg så tildelt “min” farve: Rød.

Umiddelbart en god farve – og jeg tænker jordbær, rabarber eller tomat 🙂 Nu ser vi. Jeg har en måned til at aflevere mit forslag i. Jeg glæder mig til at komme i gang.

God torsdag.

Jette

Lækkert lokalt design

Spændende, men hvad drejer det sig om? Det handler om et spækbræt! Er det nu også noget at skrive om ? 🙂 ja det synes jeg faktisk.

Jeg har vist lidt en svaghed for lækre nye spækbrætter. I bakspejlet kan jeg se, at jeg både ønskede mig et smukt Trip Trap i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 50. Og fornylig købte et fint lille et i Netto fremstillet af flot bambus. Og sidste år gav jeg også et fint formet spækbræt i julegave. Og nu har jeg så købt et igen – til en gave.

Jeg faldt over dette som et opslag på Facebook. Og det var så interessant. Det var nogle unge mænd fra Strib, der havde startet deres eget lille firma, hvor de solgte hjemmelavede spækbrætter.

Lavet af egetræ, håndsamlet og olieret. Du kan se lidt mere på deres hjemme Strib Design Siden er stadig helt ny, og mangler lidt info omkring navne på de unge mennesker.

På deres Facebook side reklamerede de for gratis levering i lokalområdet. – Det betød, at de lørdag eftermiddag stillede her på matriklen med et smukt spækbræt, mens de selv stod i jakkesæt – på vej til gallafest på gymnasiet 🙂

Jeg håber det går godt for deres lille firma – og ikke mindst håber jeg, at modtageren af spækbrættet her synes lige så godt om det, som jeg gør 🙂

God søndag.

Jette

Haven netop nu :-)

Jeg er ikke det store havemenneske – men jeg nyder at alting bliver lysere og grønnere dag for dag. Nu mangler der kun lidt varme, for vinden er ret kølig. Her til morgen skinner solen fra en flot blå himmel, men det er godt nok koldt at stikke næsen uden for 🙂

Magnoliatræet er nok havens bedste træ. Jeg glæder mig i hvert fald over det, og i disse dage åbner blomsterne sig med ret stor hast. Og de lyser op.

Køkkenhaven – det vil sige mine to højbede, der er sat kartofler. Og de blev dækket med visne blade, men jeg har mine to fritgående høns mistænkt for at have skubbet til bladene, for der er ikke mange tilbage 🙂

Påskeliljer og pinseliljer står her endnu – og de har fået selskab af tulipanerne.

Deres fine hoveder venter på lidt mere varme, og så vil de ellers blomstre noget så fint. Og ja, der er en mælkebøtte midt i det hele, dem er der i det hele taget mange af 🙂

Og græsset gror – jeg venter stadig på, at jeg synes det er lunt nok til at køre en tur med plænetraktoren. Men det kommer nok.

Der skal dog vist lige samles nogle grene op først. Det er dejligt med store træer i haven, men de taber altså nogle grene i løbet af en vinter.

Og mens jeg venter på varmen begynder forårsangene at dukke op i erindringen – “Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn.” Og med duften af nyslået græs i næsen så vender denne skønne salme tilbage:

“Det dufter lysegrønt af græs

i grøft og mark og enge …” 

Jo det er en fantastisk tid vi er midt i – det er kun til at glædes over.

Rigtig god weekend.

Jette

Side 97 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal