diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Glimt fra en smuk september uge

Det har da bare været det skønneste vejr i denne uge. Med tåge og kølige morgener og så siden den dejligste solskinsdag. Dejlig lun og lige tilpas til at være ude i 🙂 Og det er blevet nydt.

Øverste billede er en mikrobuket fra den nye have 🙂 Der er egentlig ikke noget at plukke af – jeg nænner ikke at tage af de få blomster der er – men en enkelt sankthans urt blev det til og så et par kløver blomster fra den vilde afgrænsning ind til naboen 🙂 Her kommer snart en hæk, men her i sommer har naturen selv ladet gro et lille bælte af vilde blomster. Og dem har jeg bare ladet stå.

Min lille frugtplantage

Nu ved jeg ikke rigtig ,hvor mange træer der skal til, før man har en frugtplantage 🙂 Men nu har jeg fået plantet 11 frugttræer af forskellige slags – æbler, pærer, kirsebær og blommer – i en skøn blanding. Og jeg ved faktisk ikke hvilken er hvilken, det håber jeg næste år vil vise mig 🙂

En ibrugtagningsattest

At være nybygger er lig med at lære nye ord 🙂 Og altså også lære et nyt ord, når det hele er ved at være afsluttet. Forleden kom vores ibrugtagningsattest – og det betyder, at vi nu må tage huset i brug 🙂 Jeg er jo så småt begyndt, og vi har også overnattet en enkelt gang – men fremover kan vi gøre det med juraen i orden.

På planteskolebesøg

Forleden var Ole og jeg på besøg på en planteskole. Det er sket før, men det er ikke ofte 🙂 Men denne gang var det den lokale Haveforening, der havde arrangeret en aften, hvor man kunne komme, kigge, spørge og købe og tilligemed få en kop kaffe og et stykke kage 🙂 Det var en super måde at blive godt introduceret til alt det, som en planteskole kan.

Et par husglimt

Det har været en dejlig og varm weekend 🙂 Og kamerarullen afslører, at der ikke er taget mange billeder. Det har været en stille og rolig weekend – jeg bevæger mig også altid langsomt, når temperaturen når over 25 grader 🙂

Øverste billede er et glimt gennem hele huset. Jeg læser meget om indretning og arkitektoniske fif – og noget af det, som går igen er, at det er godt med et langt kig gennem huset. Og uden at det har været udtalt på noget tidspunkt, så kan vi faktisk se hele vejen gennem huset – igennem entreen, forbi alle døre og helt ud til gavlen og vinduet mod syd. Og det giver da noget – dette lange kig gennem huset 🙂

Den første efterårsdekoration

Selv om der næsten er hedebølge og meget varme dage, så er vi alligevel på vej ind i efteråret, og dermed på vej ind i den tid, hvor dekorationer med lys på fungerer godt.

Forleden så jeg en meget fin og enkel dekoration på Instagram – men det er ikke lykkedes mig at finde den igen – så jeg har lavet min egen udgave her.

I al sin enkelthed består den af en bund af efeu, hvorpå der ligger et pyntegræskar og til slut vikles en lyskæde rundt om. Dekorationen er til udendørs – det synes jeg er så hyggeligt.

Flettet rosmarinbrød

Jeg får i denne tid hver uge tilsendt på mail et forslag til madplan for den kommende uge. Det er nu sjældent, at jeg bruger den – men det er altid godt at høre forslag til forskellige grønne retter. Og i denne uge foreslog Amalie Sigrid at bage nogle små flettede rosmarinbrød. Og de så bare så fine og lækre ud, at dem måtte jeg da også lige prøve at bage 🙂 Jeg skalerede lidt ned, så her er opskriften på et enkelt lille flettet brød. Og det vil pynte på et ethvert bord eller buffet – ud over at det også smager virkelig godt 🙂

Efterår

I følge kalenderen 🙂 Udenfor er det dog stadig lunt, men bladene på træerne begynder at skifte lidt farve, og den kraftige dug i græsset om morgenen fortæller samme historie. Efteråret er på vej.

Men det kan nu også nået. Især når jeg tænker på den nye have i Jelling. Så er september også lig med tid til at plante. Hvor bliver det spændende. Jeg har jo tyvstartet – men de gode måneder at plante i, er dem, hvor der er et “r” i. Og det er der i september, så nu er det ved at være tid til at plante hæk og få mine nykøbte træer rigtigt i jorden.

Efterår er også tid til at mødes indenfor til en kop kaffe. Det blev der også tid til i weekenden, en lille efterårsbuket stod på bordet. Der er efterhånden både kopper og tallerkner i det nye hus, så det er lidt lettere at dække bord, når der dukker gæster op 🙂

Efterår er også tiden med de mange smukke sange og salmer. Septembers himmel er så blå, Nu falmer skoven og Æbler lyser rødt på træernes grene – for blot at nævne et par stykker. Jeg holder meget af årstider sat på rim – og med gode melodier i tillæg, så er der musik i ens sind 🙂

God mandag.

Jette

Klimafolkemødet 2024

I disse dage afholdes Klimafolkemødet 2024 i Middelfart. Det er efterhånden blevet en tradition, og det er blot vokset år for år. De første år måtte kommunen skrive på flagstangen, hvorfor flaget var hejst 🙂 Det er ikke længere nødvendigt.

Hele byens Havnegade og tilstødende områder er nu en del af hele mødet.

Jeg er igen i år frivillig på mødet – og havde en vagt i går. Årets varmeste dag. Og det var virkelig en dejlig dag. Der var et hav af unge mennesker, skoleelever og så en hel masse andre. Liv, snak og grønne håb fyldte gadebilledet.

En lille pose til strik

Det er blevet ret populært at sy muleposer, indkøbsnet og små poser til alverdens krea-projekter. Og det er bare så fint, for hver gang spares der jo en plastikpose.

Jeg har før syet et par muleposer af genbrugsstof. Det er virkelig en tilfredsstillelse at kunne forvandle noget, der er på vej ud – til noget der igen er brugbart.

Denne gang er det en lille pose, jeg har syet. Efter inspiration fra Instagram. Det er ret enkelt og resultatet er bare så fint. Posens ydre og indre er pæn og den opfylder til fulde sit formål. Nemlig at rumme mit strikketøj – her et par strømper til genbrugsbutikkens lille salgsbod med hjemmestrik 🙂

Stoffet er som sagt fra gemmerne, foret er det nederste af gardinerne i det nye hus – og det lille motiv på forsiden er klippet ud af en dækkeserviet, som min mor har broderet for mange år siden. Og de servietter blev ikke længere brugt, men det er også sin sag bare lige at skille sig af med dem. Nu fik en af dem et lidt længere liv her 🙂

Og sådan bindes historien sammen med nutiden – det er nu ganske fint.

God onsdag.

Jette

Side 11 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal