I weekenden skulle jeg lidt hurtigt finde på en kage, der kunne transporteres og spises midt i et flytterod. Og her er bradepandekager bare gode. Og med nedfaldsæbler i massevis – så var det oplagt, at der skulle æbler i kagen 🙂
Så efter et kig på nettet og i egne gamle opskrifter – blev det til denne kage. Og igen med lidt grahamsmel i dejen – jeg går sjældent ned på det grove og antydning af sundt. Selv om kager nok altid vil være i den del af kostpyramiden, som ikke er så nødvendig 🙂 Men lækkert er det nu med et stykke nybagt kage til sin kaffe.
Æblekage med marcipan og kanel (10-12 stk)
3 æg
225 gr. sukker
75 gr. revet marcipan
175 gr. smør/margarine, smeltet
1 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
et nip salt
50 gr. grahamsmel
200 gr. hvedemel
5 æbler af en pæn størrelse
kanelsukker: 3 spsk. sukker + 1 tsk. kanel
25 gr. hakkede mandler
Skræl æblerne og skær dem i tynde både og drys med lidt af kanelsukkeret undervejs.
Pisk æg, sukker, vaniljesukker og salt til en luftig æggesnaps. Tilsæt den revne marcipan og den smeltede, lidt afkølede smør og pisk igen. Vend de to slags mel og bagepulver i dejen og sørg for at melet er helt optaget.
Kom bagepapir i en lillebradepande – min måler 21 x 21 cm – og fordel halvdelen af dejen i bunden. Kom alle æblebådene ovenpå – det bliver et solidt lag – og kom så den sidste del af dejen over. Drys med hakkede mandler og det sidste kanelsukker.
Bag kagen ved 170 grader ca. 50 minutter – tjek med en tandstik om dejen er helt bagt. Køler af i formen. Og serveres gerne med lidt creme fraiche – det smager nu altid godt 🙂
Kagen blev spist med velbehag i en pause i nedtagning og nedpakning – Oles storesøster og mand skal flytte i lejlighed, så det er en stor omgang at få mange års historie ned i flyttekasser, så det vigtige kommer med og andet kommer til genbrug. Men de er godt på vej.
Midt i efteråret – god mandag.
Jette
Skriv et svar