diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 208 af 221

Græskarspirer godt på vej

Græskarfrøene er godt på vej. Efter en lidt sen start 🙂

Første hold blev sået efter forskriften på pakken og der skete uendelig lidt. Der kom en enkelt tynd og ranglet spire – som nu er blevet plantet ud i højbedet. Og nu er der lidt flere på vej op af jorden….

Men en enkelt plante ville ikke være nok – den kunne jo blive angrebet af både dræbersnegl og høns -så der måtte sås flere frø.

Denne gang lagde jeg frøene i vand i godt et døgn, og så kom de i jorden. Og det gør altså en forskel, om de er blevet blødt op inden de kommer ned i den lune og mørke jord.

 

Hvis alle planter klarer at blive plantet ud i haven, så får jeg godt nok mange pyntegræskar til efteråret 🙂

Hvis der kommer lidt regn i dag – så tror jeg nogen af de små planter kommer ud i naturen.

God mandag.

Jette

Konfirmation og 4.maj

På denne kolde dag i maj blev de første af mine konfirmander konfirmeret.

Festligt og højtideligt er det. Og hvor dejligt at opleve konfirmandernes familier, der bare er så stolte af netop deres konfirmand.

Og konfirmanderne de glæder sig bare til det hele. Ind i mellem får konfirmander skudt i skoene, at de kun bliver konfirmeret for pengenes skyld. Det tror jeg simpelt hen ikke på! Det er langt mere en blanding af det hele. Selv at kunne stå i kirken og sige et ja til sin dåb, at være i centrum for en dag, og opleve, at alle har gjort sig umage for deres skyld. At de er værd at feste for.

At det så tillige i år er 4. maj – og dermed en historisk vigtig dag, hvor glæde og lys og frihed er i fokus – det er noget de unge mennesker også kan tage til sig og med sig. At frihed, glæde og ansvar er vigtige pejlemærker i ens liv.

Så alt i alt en mindeværdig søndag.

Jette

Stenalderbrød – spændende og anderledes

Nu skal det være! Oven på nogle dage med ret meget lækker kage og andet godt – så skal stenalderbrødet afprøves.

Jeg har hørt flere tale om det, og set færdigblandinger i Netto og Brugsen – hvor alle nødder og kerner er samlet, og der så kun skal tilsættes æg, olie og salt. Og at prisen på en færdigblanding af nødder og kerner til stenalderbrød er ca. 1/3 af, hvad det koster at købe ind og blande det selv.

Men jeg havde de fleste af ingredienserne i forvejen og ville gerne nøjes med en meget lille portion. Så derfor blandede jeg det hele selv, og er var spændt på resultatet. For det lyder altså lidt mystisk, at man kan blande rigtig mange nødder og kerner, røre det sammen med æg og olie og så bage det – og så har man et brød!

De opskrifter jeg har kunnet finde på stenalderbrød peger alle tilbage i retning af Thomas Rode, og hele hans tanke om at spise som man gjorde i stenalderen. Jeg må indrømme, at den filosofi tror jeg ikke helt på, men derfor kan jeg jo godt afprøve en opskrift 🙂

Stenalderbrød ( mikroportion)

20 gr. græskarkerner

20 gr. solsikkekerner

20 gr. mandler

20 gr. hasselnødder (eller valnødder – dem havde jeg ikke)

20 gr. hørfrø

20 gr. sesamfrø

1 æg fra en morgenfrisk høne

1½ spsk. olivenolie

½ tsk. groft salt

Bland alle nødder og kerner – hele, de må ikke hakkes. Tilsæt salt, æg og olie og rør rundt så alt er blevet fugtigt og godt blandet.

Fordel massen i en smurt form – jeg brugte 3 små forme (i skolerugbrødsstørrelse)

Bages ved 160 grader i 1 time. (Jeg bagte mine små brød i 50 minutter) Lad brødet/brødene stå lidt i formen før de vendes ud.

Det her forsøg med stenalderbrød er jo ikke særlig energirigtigt – forstået på den måde, at det var en lille portion, der skulle bages, og tænde ovnen for så lidt …  Men tænk, hvis jeg nu slet ikke  kunne li’ smagen af brødet, så ville det da have været ærgerligt at bage et kæmpe brød 🙂

Og hvordan smagte de så? Okay – men jeg er glad for, at jeg ikke levede i stenalderen. Næste gang den står på brødbagning her – så bliver det et helt traditionelt brød.

God weekend – håber den bliver fyldt med gode ting.

Jette

Marcipanroser – til senere brug …

Jeg havde en lille rest overtræksmarcipan tilbage. Fra Othello-lagkagen 🙂

Og så kom jeg på ideen med at øve mig lidt mere på at lave marcipanroser og blade. For selv om jeg synes, jeg allerede har lavet en del roser, så kan det sagtens blive bedre. Og det handler vist mest om at øve sig – rigtig meget.

Og et kig på internet og youtube kan bestemt gøre ens viden meget større, og give nogle gode fif.

Både roser og blade er lavet i fri hånd – altså uden brug af særlige redskaber.

Så nu står der i køleskabet en lufttætboks med marcipanroser og blade – klar til at komme på en kage – eller måske som pynt på en islagkage.

Jeg prøver at komme dem i fryseren, det burde de kunne holde til.

Denne torsdag byder på et 20 års jubilæum for kirkens graver – det er da værd at fejre. For så mange år samme sted vidner om både trofasthed og arbejdsglæde. Og en masse erfaring, som kommer alle kirkens og kirkegårdens brugere til gode 🙂

Jette

Othello-lagkage

Mine to menighedsråd har hvert år et fællesmøde – blandt andet for at fremme samarbejde, forståelse og og i øvrigt bare ha’ nogle gode timer sammen. Jeg tænkte her var muligheden for at få gang i min nye røremaskine. Så jeg lavede Othello-lagkager 🙂

I Fyns Stifsttidende læste jeg forleden i et tillæg om kage-kultur, at netop Othello-lagkagen er ret gammel. Den er fra ca. 1900 og er opkaldt efter Shakespeares Othello-figur. Desværre stod der ikke noget om hvorfor, eller hvilke fællestræk der måske havde været. Det kunne ellers have været sjovt at vide.

Othello-lagkagen er på sin vis en enkel kage, og smager ret godt. Jeg surfede lidt rundt for at få nye tips og gode ideer til opbygningen. Og fandt ud af, at mange opskrifter har en mandel/makron bund nederst. Det har jeg nu ikke tidligere haft. Men det skal absolut prøves en dag. I denne omgang blev det så til, at købte makroner blev lagt inden i cremen. Men mere om det senere.

Othello-lagkage (ca.10-12 pers.)

3 lagkagebunde (opskrift her – kagen delt i tre)

Vaniljecreme (opskrift her – dobbelt portion)

Chokoladeglasur

50 gr. mørk chokolade

100 gr. flormelis

lidt vand

Smelt chokoladen over vandbad. Kom flormelis i en lille gryde og rør vand i til glasur. – Lun det lidt og tilsæt den smeltede chokolade. Rør grundigt og tilsæt evt. lidt mere vand. Glasuren må ikke være for tynd, men heller ikke så tyk at den ikke kan flyde ud og fordeles på kagen.

Marcipanbånd

175 gr. marcipan

85 gr. flormelis

ca. 25 gr. glukosesirup

Det hele æltes sammen – bland evt. glukosesirup og flormelis først og ælt det lidt af gangen ind i marcipanen. Det tager noget tid – men resultatet er en smidig og medgørlig marcipan. Kom den i en lufttæt pose indtil den skal bruges – tørrer ret hurtig ud. En røremaskine kunne sikkert hjælpe med at ælte her – det må jeg prøve en anden gang 🙂

Derudover bruges:

2½ dl. piskefløde – pisket til flødeskum

15 makroner, let knuste

Samling af kage:

Læg en lagkagebund på det fad, du vil servere kagen på. Sæt den rengjorte springformskant rundt om bunden.

Fordel de let knuste makroner ovenpå og sprøjt langs den yderste kant en krans af flødeskum. Inden i fordeles halvdelen af vaniljecremen.

Læg anden lagkagebund på og sprøjt igen en krans af flødeskum.

Fordel den sidste del af vaniljecremen inden i – og læg den sidste bund på. Pres let og sæt nu kagen på køl – helst nogle timer.

Tag den kolde kage ud af køleskabet og fordel hurtigt den lune chokoladeglasur på toppen af kagen. Glat det ud. Min glasur var lidt for tyk, så den blev ikke så pænt fordelt, men noget kan skjules med flødeskumskanten til sidst 🙂 Sæt evt. kagen på køl igen inden marcipanbåndet kommes på.

Ælt overtræksmarcipanen godt igennem og rul den til en lang pølse.

Jeg brugte en ren fryseplastikpose, som jeg klippede op og lagde marcipanen inden i og rullede den så ud. Så slipper den let og hænger ikke i bordet eller fingrene.

Beregn kagens omkreds (diameter x 3,14) eller mål med et målebånd. Mål også kagens højde og skær så marcipanbåndet til, så det passer. Det skal være lidt bredere end kagens højde. Jeg delte båndet på midten – det er langt, når man skat styre et 75 cm  langt marcipanbånd.

Og slut så af med at sætte en kant af flødeskums rosetter – de skjuler mange ujævnheder 🙂

Og endelig er kagen klar til servering.

Og alle anstrengelserne værd. Den smagte ret godt 🙂

Menighedsrådsmedlemmerne var godt tilfredse med kagen. – Og foreslog at jeg med tiden kunne lave en samlet pakkeløsning, så man i vores kirke kunne få både: Dåb og dåbskage 🙂 Men jeg tror nu nok, at jeg holder de to ting adskilt.

Jette

Othello-lagkage på vej

Jeg skriver mere om den færdige lagkage – Othello-lagkagen – i morgen. For selv om det er en enkel kage at lave, så kræver den lidt forberedelse. Så den ene dag bager jeg normalt bundene og næste dag lægger jeg så kagen sammen.  Og lige nu har jeg kun bagt bundene 🙂

Opskriften er den sædvanlige – her blot i lidt større portion, derfor to kager. Jeg vender altid kagen på “hovedet” – det giver en meget mere jævn overflade at pynte på senere.

Hver bund deles her i 3 dele. Det gøres lettest med en takket kniv.

 

Lette, lyse og gule bunde – klar til at blive lagt sammen med lækker vaniljecreme og pyntet med chokoladeglasur og marcipan bånd.

Men som sagt – det færdige resultat ses i morgen 🙂

Forhåbentlig bliver der også tid til at nyde det skønne vejr …

Jette

Besætning fuldtallig igen :-)

Så er hønsebestanden oppe på det normale – nemlig to høns!

Nu er de to høns begyndt at følges ad. Men de første dage gik eller løb den gamle høne rundt, for lige som at finde den høne, der nu var væk. Det lød faktisk lidt, som om den kaldte på den.

Men nu har de her to høns fundet ud af det. Den unge er stadig lidt medløber, lidt forsigtig, men årvågen og nysgerrig 🙂

Ung og langhalset – og allerede i gang med at lægge æg! Det er ret fint 🙂

Og æg bliver der brug for – i denne uge skal der blandt andet bages Othello lagkager – med lækre bunde og hjemmelavet vaniljecreme.

Alt imens det gode vejr fortsat nydes – nu er det allerede på tide at slå græs igen.

God mandag.

Jette

Skøn søndag morgen

“Nu vågne alle Guds fugle små…” – og alle os andre.

Det er dejligt at vågne til lyse morgener – og i dag vide, at det er fri søndag. Jeg har ingen gudstjeneste i dag – men så er der andre planer 🙂

 

Det er dog hverken i haven eller i eget køkken. Jeg har for længe siden lovet nogle gode bekendte at hjælpe i køkkenet ved deres søns konfirmation. Og det er i dag. Men skal nok blive en rigtig hyggelig dag.

I haven er de første rhododendron sprunget ud. Det er virkelig skønne og flotte blomster.

Løbeskoene står parat og solen skinner fra en smuk blå himmel.

Jeg vil skynde mig ud – og ønsker dig en skøn søndag.

Jette

Gulerodskage – helt enkelt

På en dag, hvor det var lidt småkoldt og vådt, der var æg i køleskabet og gulerødder, der kun ventede på at blive afløst af forårets nye – ja, så var der ikke noget at betænke sig på. Gulerodskage!

Jeg tror, den kage kom frem i 70’erne – eller i hvert fald med Karolines kogebøger. Og i begyndelsen  modtaget med nogen skepsis. For både at bruge gulerødder i en kage, og så komme ost på toppen – det var ligesom lidt for moderne 🙂 Men siden hen er netop den kombination blevet ret godt modtaget.

Denne opskrift er helt enkel, helt simpel – ingen rosiner, ingen nødder og ingen ost på toppen! Men en lækker kage at fornøje sig med, når vejret kun opfordrer til at sidde indenfor – og arbejde.

Inspirationen til denne opskrift fandt jeg her. Og formindskede opskriften lidt og sparede lidt på sukkeret.

Og skulle i øvrigt se, hvordan det gik, når jeg brugte min nye røremaskine. Det her er nok den mindste portion maskinen kan piske ordentligt. Men så må håndmikseren bare i gang igen 🙂

Gulerodskage (springform 18 cm)

2 æg fra fornøjede høns

1 dl. neutral olie

200 gr. farin (havde ikke nok, så der er lidt almindelig sukker i)

150 gr. mel

200 gr. revne gulerødder

1 tsk. bagepulver

1 stor tsk. kanel

1 tsk. nelliker

1 tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)

1/4 tsk. salt

Pisk æg og sukker, tilsæt olie og pisk det sammen. Sigt mel, bagepulver og krydderier og vend dem i dejen sammen med de revne gulerødder. (Jeg rev halvdelen fint og den anden halvdel groft)

Kom dejen i en smurt form – eller kom bagepapir i – og bag kagen i ca. 50 minutter ved 180 grader.

Og huset dufter af kanel! Også selv om det er forår og april. Men kagen og smagen er der ikke noget i vejen med. Så bare prøv den og lad tankerne gå baglæns.

Nu kommer resten af kagen med en tur til Nordjylland – så må jeg bare håbe, at min Far ikke synes det er lidt for mærkeligt med gulerødder i en kage 🙂

God weekend.

Jette

Rugstykker med chokolade

Ja, så kommer der igen noget med chokolade 🙂 Jeg ved ikke rigtigt. Jeg spiser ikke så meget ren chokolade, men så snart det er gemt i noget lækkert brød – så forsvinder det. Og denne gang er det i små rugstykker, hvor der også er solsikkekerner og hørfrø i.

Anledningen til at bage disse, var at jeg ville prøve min nye Kitchen aid af. Og også lære den lidt at kende. Jeg har indtil dato altid rørt og æltet gærdej ved håndkraft, så er det jo noget af en omvæltning at skulle overlade alt røre og ælte arbejdet til en maskine 🙂

Det gik nu meget godt – der stod heldigvis ikke en støvsky af mel ud over det hele. Men jeg havde ikke meget fornemmelse af, om der var nok mel i – eller om der måske var kommet alt for meget i. Det kræver noget tilvænning at blive helt dus med min fine maskine. Men vi skal nok blive venner med tiden!

Inspirationen til rugstykkerne fandt jeg her – men lavede igen en mindre portion, og ændrede lidt i forhold til melet.

Små rugstykker (12-14 stk.)

1/4 pakke gær

3/4 tsk. salt

2½ dl. vand

40 gr. solsikkekerner

25 gr. hørfrø

150 gr. rugmel

50 gr. grahamsmel

ca. 75 gr. hvedemel

60 – 75 gr. hakket mørk chokolade

Rør gæren ud i vand og salt. Min maskine klarede fint opgaven med dejkrogen påsat.

Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen chokoladen, og hold også lidt af hvedemelet tilbage. Maskinen kørte videre i sindigt tempo og fik det hele godt blandet.

Når dejen næsten er færdig kommes chokoladen i – og det hele æltes godt sammen. Det sidste gjorde jeg selv, jeg var nødt til at mærke, hvordan dejen var. Men alt det hårde arbejde havde maskinen klaret.

Sæt dejen til hævning ca. 1 time.

Ælt dejen let igennem – den er ret blød, så ikke arbejd for hårdt 🙂

Rul dejen ud i en firkant ca. 1½ – 2 cm tyk og læg på en plade med bagepapir.

Skær dejen ud i stykker, pensl med vand og drys evt. med sesamfrø eller en anden slags frø eller kerner. Efterhæver ca. 1 time.

Bages ved 200 grader ca. 25-30 minutter.

Køler af på en rist før brødet deles i små rugstykker.

Og så er der bare serveret små lækre brød – de er virkelig gode. Og super at tage med på tur.Der er både noget at tygge på, de smager skønt og mætter godt. Så der er ikke meget at betænke sig på her 🙂

God torsdag.

Jette

Side 208 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal