Den første uge i den første sommermåned er allerede gået 🙂 Tiden flyver afsted med hverdagsting, drømme og forventning.

Den første uge indeholdt også grundlovs dag – det fik jeg ikke skrevet om, men det er da fantastisk at bo i et land, hvor vi har en sådan lov. Og samtidig tankevækkende at den ikke er ældre end den er. Men “i et land uden høje bjerge” er der godt at bo, fordi nogen før os har haft høje tanker om vores måde at være samfund på. Så tillykke til Grundloven.

Min første uge tilbage i pensionistrollen blev brugt i huset i Jelling – inden for, hvor Ole og jeg næsten fik sat det allersidste Troldtekt loft op ude i garagen. Og uden for fik jeg hevet en del mælkebøtter op af jorden og i stedet lagt en del forårsløg ned. Så nu satser jeg på, at der næste forår kommer vintergækker og tulipaner på skråningen uden for stuens vindue 🙂

Og samtidig kom min lille hjemmelavede kompostbeholder i brug. Den jeg har lavet af pil, og den er nu endelig kommet på plads i den nye have. Den er ikke stor, men indtil videre fungerer den fint 🙂 Stenbunken ved siden af er sten fra grunden – her kan insekter sidde og hygge sig, når solen får stenene varmet op 🙂

Ugen bød som vanlig også på mormordag – nu til to. Og i denne uge blev det til lidt tid alene med yngstebarnebarnet – som nu allerede er godt to måneder. Og trives og er klar til at erobre verden 🙂

I dag er tilmed også dagen, hvor børnebørnenes forældre kan fejre fem års bryllupsdag. Og i et tilbageblik, ja så er der også sket meget i deres liv på de fem år. Hus, arbejde og børn – en travl hverdag. Som de jo deler med rigtig mange andre unge – og hvor jeg tænker, at jeg er glad for, at jeg ikke lige er der nu. De rolige morgener, en hel nats søvn og muligheden for selv at tilrettelægge dagen – det er luksus. Jeg nyder at være kommet hertil i livet 🙂

Endelig har jeg fået lavet en pude færdig 🙂 stoffet – i silke – blev købt i Hongkong, da jeg var på studietur med mine præstekollegaer i Middelfart provsti – tilbage i 2016. Jeg synes godt om mønsteret, men ville nok have valgt en anden farve i dag. Men nu er puden færdig – bagsidestof og puden inden i er begge fra genbrugsbutikken. Så selv om stoffet er fløjet hjem, så er der også en antydning af bæredygtigt over den 🙂

God weekend – i typisk dansk sommervejr.

Jette