Der er en søndagsstille ro

imellem træer og tage

en munter glæde ved at gro

som var det sommerdage.

Ordene er fra den skønne efterårs sang – Septembers himmel er så blå. Og jeg kom til at tænke på verset, da jeg ville forsøge at sætte ord på pensionistens første søndag 🙂

For der var en søndagsstille ro. Der var ikke noget, jeg skulle forberede eller tage hånd om. Men jeg ville i kirke. Det er min målsætning – som noget af det eneste indtil videre – at jeg vil passe mit kirkegængerembede, og tage i kirke søndag formiddag.

For det første jo fordi jeg er vant til at være i kirke på det tidspunkt. Men for det andet så er det med til skabe lidt struktur i en uge, der nu ikke længere har en almindelig arbejdsrytme. Så for at kunne skelne dage fra hinanden, så kan det at holde hviledagen hellig være med til at fortælle en, at nu er denne uge slut.

Vi var i Vorbasse til gudstjeneste. Det var en forklaringsgudstjeneste – tilrettelagt for konfirmander og deres forældre – og hvor hvert led af gudstjenesten blev forklaret. Og det var vældig godt – den ide kunne jeg godt have brugt 🙂 Og så var der altergang – helt som man gjorde før corona. Hvor var det dejligt. Igen at kunne samles omkring alteret og få delt brød og vin ud – det vakte virkelig genkendelsens glæde.

Eftermiddagen bød på en stille og rolig tur rundt om Kvie sø. Med kaffe og æblekage i rygsækken, så var vi klar til at kunne holde pause undervejs og nyde sensommerens varme sol. Det er lidt old-school selv at have kaffen med på tur – men det er altså super hyggeligt 🙂 Og vi mødte andre på vores vej, som også havde kaffe og krus med i kurven.

Det blev en stille første søndag i pensionistens liv. Og jeg nød den.

God mandag.

Jette