Kender du det – at du har en opgave liggende, som i den grad bare skubbes foran en ? Der sker absolut ingenting, og det hele kommer mere og mere på afstand ?
Det er ikke specielt flatterende, men sådan er det gået med mit pastorale tilbageblik.
Jeg har længe (ca. et år) haft den gamle bog liggende på min hylde, til et konstant minde om, at jeg burde få skrevet lidt om mine godt 25 år som sognepræst i Kauslunde og Gamborg sogne.
Bogen er gammel – det første notat er fra 1912. Bogen indeholder forskelligt fra årene – det første er mest om indberetninger til kredslægen, salg af jord og bygning af ny præstegård. Siden er det blevet til præsters afskeds hilsen.
Og nu har jeg fået skrevet min 🙂 Men hvad skal lige med, og hvad skal ikke. Men det blev til super korte glimt af, hvad der blandt andet er sket i årene. Men mest af alt så har det været 25 år med præstearbejde – alt det, som det indeholder: Gudstjenester, konfirmander, minikonfirmander, møder, vielser og begravelser og meget mere. Og meget af det er båret af tillid, og er ikke egnet til at nedskrive i et tilbageblik – men jeg har gemt meget som minder om gode år i netop mine to sogne.
Og det er blevet skrevet i hånden. Som alt det andet i den bog. Det synes jeg var vigtigt, selv om en foreslog, at jeg da bare kunne skrive det på computeren og så printe det ud og lime det ind. Men nej, det passede ikke helt ind i stilen. Det gør min håndskrift nu heller ikke – men det er en anden sag 🙂
Nu vil jeg aflevere bogen tilbage igen – og så kan den vente på, at den nye unge præst skriver sin hilsen, når han en gang forlader to dejlige sogne på Vestfyn.
God mandag.
Jette
Skriv et svar