Ja, vi er jo kun halvvejs i påskehelligdagene, men de har nu også været ret så hyggelige.
Rigtig meget afslapning – ud over selvfølgelig gudstjenesterne. Men jeg har i alle mine år som præst haft den aftale med familien, at prædikenerne skulle være færdig fredag eftermiddag. Og når det for eksempel gælder påske, så er alle prædikener også færdig onsdag eftermiddag, og det giver en dejlig ro på selve helligdagene.
I torsdags holdt vi brunch efter gudstjenesten – og det gik godt. Der var heldigvis et par kvinder, som havde lovet at bage påskebrød, og jeg havde bagt et brydebrød med spinat og hvidløg – som reserve.
Det blev en meget vellykket brunch.
Og i går brugte ungerne og jeg det gavekort, jeg havde vundet – og tog en tur i biografen. Vi så filmen Skammerens datter. – Og selv om det nok mest er en børne/familie film, så var vi nu alle enige om, at det var en rigtig god film. Spændende og storslået lavet og med meget livagtige drager 🙂 Og så var det vist første gang, at vi alle fire havde været inde og se en film sammen 🙂
I dag blev der bagt lidt – en mazarintærte med nøddetop. For afslapning i sofaen (det har indtil nu været for koldt til at være særlig meget ude) betyder også, at mange opskrifter læses og studeres. Kagen her blev fundet hos Dansukker og så formindsket ret så meget.
Og billedet blev taget ude på græsset, for i dag er himlen blå, solen skøn og vinden har lagt sig 🙂
Der er også blevet en æggehvide i overskud – som nu hygger sig i ovnen til en marengs – og så ved jeg, at der i hvert fald er en person (yngstemanden) her i huset, der synes, der er fest 🙂
Og nu vil jeg ud i det fantastiske vejr, fortsat dejlig påske til dig.
Jette
Skriv et svar