diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: august 2017

Noget med gule blommer

For nok 20 år siden plantede vi tre frugttræer i præstegårdens baghave. To æbletræer og et blommetræ. Et cox orangetræ og et Ingrid Marie træ. Begge trives og har det godt og giver hvert år passende mængder æbler.

Og så er der blommetræet.

Det har haft en noget hårdere skæbne. Indtil flere gange er grenene med de mange tunge blommer blevet for stor en belastning og med hjælp fra nogle vindstød, ja så er tykke grene knækket af – eller stammen er helt flækket. Det sidste skete for en uges tid siden. Og den tunge stamme landede midt i kornmarken. Hvor vi lod den ligge, for ikke at træde kornet ned. Så kunne vi se på den senere.

Forleden blev præstemarken høstet, så nu kan vi komme i gang – eller rettere Ole kan komme i gang 🙂 Og jeg kan samle det opsavede brænde sammen.

De mange gule blommer – ja de er ved at være modne. Men jeg er ikke så vild med blommer. Men synes også lidt, at det er en skam, at de bare sidder fine og modne på grenene eller ligger der på jorden. Så jeg må i gang med et eller andet.

Det må kunne blive til en bradepandekage og noget syltetøj.

Jeg går i gang 🙂

God torsdag.

Jette

Sommertærte med syrligt syltetøj

Syrligt syltetøj – det kom af, at jeg i ferien syltede nogle ribs og mirabeller, og kom ikke helt nok sukker i – så det blev rimelig syrligt.

Men når syltetøjet kom i en lækker tærte med mazarintop, flødeskum og friske bær – ja så fungerede det meget godt 🙂

Så til mødet i aftes sammen med menighedsrådet, blev sådan en kage bagt.

Sommertærte (6-7 personer)

Mørdej

125 gr. mel

65 gr. smør

25 gr. sukker

evt. lidt cremefraiche eller koldt vand

Smørret smuldres i mel og sukker og dejen samles let og lægges på køl, til den skal bruges.

Mazarinmasse

60 gr. smør

60 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

35 gr. marcipan

1 æg

50 gr. mel

Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen inden marcipan i små stykker tilsættes. Piskes med inden ægget piskes i. Vend til sidst melet i og rør grundigt rundt.

4-5 spsk. syrligt syltetøj

ca. 100 gr. frisk frugt

2 dl. piskefløde

Rul mørdejen ud og beklæd en tærteform ( ca. 18. cm i diameter) med dejen. Fordel syltetøj i et jævnt lag og kom mazarinmassen over. Bag tærten ved 175 grader 20 – 25 minutter. Prøv gerne med en tandstikker om dejen slipper pinden. Tærten køler af i formen.

Pisk fløden til skum og fordel med rund hånd på kagen og pynt med friske bær – hindbær, bromhær, kirsebær. Alt efter hvad haven eller Netto har den dag 🙂

Og så er kagen klar til at blive serveret. Det er faktisk en ret lække sag.

På det første menighedsrådsmøde efter en lang sommerpause, så var det godt med en god kage til kaffen 🙂 Vi skulle lige op i omdrejninger igen.

I dag venter næste møde, denne gang sammen med personalet. Der er altid en del planlægning her på kanten af efteråret. Men også rart at komme i gang igen.

God onsdag.

Jette

FSC audit – sommerhuset til eksamen

Det har helt fra begyndelsen været meningen, at jeg gerne ville have sommerhuset certificeret. Altså have papir på, at det er bygget af træ, hvor der er taget hensyn til bæredygtighed, miljø og klima og meget andet.

Det er et uvildigt firma, der foretager certificeringen, jeg og byggefirmaet har så skullet sørge for at samle den nødvendige dokumentation for, at de materialer – af træ – der blev brugt, alle var mærket med et FSC certificat. Det har til tider været op af bakke. Men er lykkedes langt hen af vejen.

For et år siden var jeg med til et møde, hvor FSC processen blev sat i gang. Og i sidste uge var Karina fra Orbicon så besøg i sommerhuset, og alle dokumenter, fakturaer, følgesedler og foto blev gennemgået. Der blev regnet og noteret, der blev talt og orienteret – så Ole og jeg var noget trætte i vores hoveder, da Karina tog hjem 🙂

Men samtidig havde det været super spændende. Vi blev klogere på hvad FSC egentlig betyder. Forest Stewardship Council – som forkortelsen står får – den siger ikke så meget. Men træ med FSC mærket er dyrket og fældet med fokus på bæredygtighed, miljøkonsekvenser, økonomisk ansvarlighed og socialt engagement. Det betyder, at FSC certificatet har et meget bredt fokus område. Der kigges ikke kun på træet, men også på arbejdsvilkår, uddannelse af skovarbejdere og arbejdsmiljø og meget andet.

For sommerhusets vedkommende blev der beregnet, hvor meget træ – inklusiv isolering – der er blevet brugt og hvor stor en del, der så kunne dokumenteres at være FSC. Vi nåede ikke til det færdige resultat, der manglede et par fakturaer og lidt anden dokumentation – så vi afventer i spænding, hvor vi lander. Altså hvor stor en procentdel af hele byggeriet, der bliver FSC certificeret. Den foreligger endnu ikke 🙂

Efter nogle intense timers arbejde blev der tid til lidt let frokost – tærte og speltsalat – og et glas kølig hvidvin. Det gjorde godt.

God tirsdag.

Jette

Velkommen hverdag

Så blev det mandag – og hverdag for de fleste.

Jeg nyder en solskinsfyldt fridag, vel vidende at i morgen er en helt almindelig tirsdag, med arbejde, opfølgning og møde. Så Velkommen hverdag! Det er nu helt som det skal være 🙂

Pluk selv blomster i Faldsled. En super idé

Men ferien sidder stadig i kroppen – som dage, hvor alt andet end det almindelige var i højsæde. Denne sommerferie har virkelig budt på så mange besøg som aldrig før. Og hvor har det været hyggeligt. Dejligt at være sammen med søde mennesker, venner og familie. Der er blevet snakket meget og ikke læst en eneste bog! Det havde jeg ellers tænkt mig, men sådan blev det ikke i år 🙂

Men efteråret byder på lidt mere læsestof end normalt, da jeg skal i gang med et vejleder kursus – en slags mentoruddannelse, så jeg bliver rustet til for eksempel at hjælpe nye præster godt i gang. Og den gode underviser har allerede sendt ret mange sider, vi gerne må læse, inden vi møder ind næste mandag 🙂

Men denne mandag går turen en sidste gang til sommerhuset, hvor Trine og Martin holder en uges ferie. Det bliver hyggeligt at komme derned igen.

God mandag.

Jette

Et glimt fra en feriedag :-)

Det hedder fortsat ferie.

Og jeg nyder det – det har været dage fyldt med indhold, gode mennesker at være sammen med og masser af tid i det færdige sommerhus. Hvor er det rart at være der 🙂

Haven omkring huset er ikke som sådan færdig eller gjort noget ved – jeg har lavet to højbede, hvor jeg tænker at her skal være stauder! Så ved jeg hvor de er 🙂

Indtil videre ser det ene sådan ud – jeg er ret glad for det, og min rosmarin i højre hjørne vokser så godt. Den blev brugt i et foccaciabrød og gjorde virkelig en forskel.

I hvert fald sådan for syns skyld 🙂 Og solen skinnede …

God weekend – jeg vender tilbage i næste uge 🙂

Jette

Ret klassisk smørkage

Vi nyder fortsat at holde ferie – og er nu rykket ned i sommerhuset. Og jeg viser det gerne frem og fortæller gladeligt om bæredygtighed, FSC-certificeret træ, arvestykker og indkøb på Den blå Avis 🙂

I søndags havde jeg inviteret menighedsrådene til at kigge forbi, og det gjorde en god del af dem.

Og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag.

I invitationen stod kaffe og kage, så de første kager er nu blevet bagt i sommerhusets lille fine køkken. Men der er ikke nogen vægt endnu – kun et litermål! Så målene er lidt ca. mål, men det går fint endda 🙂 Jeg havde bagt klassiske chokoladebrød og så forsøgt mig med en smørkage. Den faldt i god jord og smagte også dejligt.

Smørkage (10-12 Pers.)

Dej

20 gr. gær

1 ½ dl kold mælk

1 æg

½ tsk. salt

1 spsk. sukker

Ca 300 gr. mel

100 gr. Smør

Smuldr smørret i melet, der er blandet med sukkeret. I en skål røres gær, mælk, æg og salt sammen inden det hældes i melblandingen og røres sammen. Der tilsættes mel efter behov, til du har en blød og lækker dej. Stilles til hævning et par timer.

Vaniljecreme

2 dl. mælk

1 tsk. vaniljesukker

2 spsk. sukker

1 spsk. mel

Alt kommes i en gryde og bringes langsomt i kog, koger et par minutter inden det kommes i en skål og film lægges over og cremen køler af.

Remonce

100 gr. smør

50 gr. sukker

75 gr. rosiner

Smør og sukker røres godt sammen.

Glasur

75 gr. flormelis + lidt kogende vand

Ælt dejen igennem og del den i to dele. Den ene rulles ud til en cirkel og lægges i en springform beklædt med bagepapir (ca 24 cm. i diameter) Fordel 1/3 remonce på dejpladen og dernæst fordeles ½ af cremen oven på. Drys ½ af rosinerne over. Rul det resterende dej ud i en rektangel. Fordel remonce, creme og rosiner og rul pladen sammen. Skær i ca. 2 cm skiver og fordel  “sneglene” oven på bunden.

Efterhæver ca. 1/2 time og bages ved 200 grader ca. 35 minutter. Køler lidt af inden den pyntes med glasur.

Så er det bare at sige værsågod 🙂 Virkelig en gammel klassiker, men stadig yderst gangbar.

Ferien fortsætter – i morgen med FSC audit – en slags eksamen for huset 🙂 Det kommer der mere om senere.

God tirsdag.

Jette

Fem fantastiske dage

Sommerferien er godt i gang. Første del var planlagt til at indeholde slots ophold, familie- og vennebesøg og en tur til Danmarks nordligste spids – Grenen og besøg i ikke mindre end tre kirker – og rundt om en tilsandet kirke.

Det har været skønne dage – i glimt ser de sådan ud 🙂

Dronninglund slot – et gammelt slot med masser af stemning, ledsaget af lækker mad i rigelige mængder. Opholdet var en bryllupsgave, og en perfekt måde at fejre et års bryllupsdag på 🙂

Vi havde valgt at overnatte på Bed & Breakfast. Det er virkelig en hyggelig måde at gøre det på, for hvert sted har sin helt egen måde at gøre det på. Der er et klart personligt præg på stedet. Det første sted var i Skagen på Butterly. Inga var den energiske og engagerede værtinde og ved indgangen ventede søde pindsvin og masser af blomster.

 

Den anden Bed & Breakfast var hos Karen i Skivholme.  En rigtig gammel staldbygning var indrettet med hygge og charme og emmede af ro og udsyn til dejlig natur. Vi oplevede det hele i regnvejr 🙂 men skønt var det. Morgenmaden var imponerende med tre slags boller, muffins, ost og hjemmelavet syltetøj. Karen har jeg mødt gennem bloggen, og hvor var det morsomt at møde hende “i virkeligheden”.

Det blev også til besøg i unikke og spændende kirker. Kirker er nu altid et besøg værd! Læg for eksempel mærke til de to meget forskellige altertavler her.

den tilsandede kirke

Skivholme kirke

Them kirke

Og så var der jo Skagen. Et skønt sted. Vi havde det bedste vejr og tid til at nyde vand, museum og lækker mad 🙂

Turen ud til Grenen var lidt som at deltage i en folkevandring, men super hyggeligt.

Og altid fascinerende at stå med et ben i to forskellige have.

Vel tilbage på Fyn skal det hele lige falde på plads. Nu fortsætter ferien med tid i sommerhus – det glæder jeg mig også rigtig meget til.

God weekend.

Jette

Side 2 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal