diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: juli 2017

Cookies med glaze :-)

Der blev noget lækker glaze til overs i går. Det består af hvid chokolade, fløde og sukker – og det er altså for godt til at give til hønsene 🙂 Det må kunne bruges.

Så der blev eksperimenteret – og her er resultatet 🙂 Det er kager uden æg, glazen er “bindemidlet” i disse cookies.

Cookies med glaze (10-12 stk)

1 dl. glaze

50 gr. sukker

50 gr. farin

60 gr. smør

40 gr. havregryn

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

lidt groft salt

30 gr. grofthakket chokolade

Pisk smør, sukke og farin sammen, lun glazen og kom den i og pisk det sammen. Vend de øvrige ingredienser i dejen og rør det godt sammen. Dejen sættes med en ske i passende klumper på en plade med bagepapir. Bages ved 175 grader ca. 15 minutter. Køler af på pladen.

Det blev faktisk udmærkede kager. De er nu kommet i en fin kagedåse og tager turen ned i sommerhuset.

Og så blev det dagen, hvor kyllingerne endelig kom ud af reden. Gravermedhjælperen gav en hånd med – hun har klart mere føling med det, end jeg har. Så med et kærligt skub landede alle kyllinger sikkert på jorden – og er nu ved at undersøge, hvad det er for en verden 🙂

God og sommerlig weekend.

Jette

Kage med glaze

Nu skulle det prøves. Efter at have set “Sukkertoppen” forleden, kom jeg i tanke om, at glaze havde jeg ikke prøvet at lave. Og havde altså heller ikke prøvet at overtrække en kage med glaze. Det ville jeg gøre.

Hermed forsøget 🙂 og lidt ambitiøst, så havde jeg inviteret graverne til kaffe og kage, inden jeg havde lavet kagen. Det forpligtede ligesom 🙂

Blondie

75 gr. hvid choklade

60 gr. smør

1 æg

75 gr. sukker

1 tsk. vanilje

100 gr. mel

et nip salt

Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Pisk æg, vaniljesukker og sukker til en god æggesnaps, tilsæt og pisk den afkølede smør blanding i. Vend til sidst salt og mel i blandingen. Dejen kommes i en springform (16 cm i diameter) med bagepapir i bunden. Bager ca. 35 minutter ved 175 gr. Tjek med en tandstik om den er gennembagt. Afkøler i formen.

Bærmousse

125 gr. blandede bær (jordbær, ribs, rabarber, brombær)

40-50 gr sukker

2 blade husblas

½ dl. syrnet fløde eller cremefraiche

1 dl. piskefløde

Sæt husblas i blød. Kom bær og sukker i en gryde og lad det koge et par minutter. Kom den udblødte husblas i, rør rundt til den er smeltet. Kan evt. blendes lidt. Lad bærene det køle af, inden creme fraichen tilsættes. Pisk fløden til skum og vend den i.

Sæt kageplast rundt om den kolde bund og fordel moussen ovenpå. Sættes på køl, gerne til næste dag, og videre en time i fryseren, inden den overhældes med glaze.

Glaze

40 gr. glucose

80 gr. sukker

1,25 dl. piskefløde

100 gr. hvid chokolade

2 blade husblas

lidt farve

Sæt husblas i blød i koldt vand et kvarters tid. Kom sukker, glucose og fløde i en gryde og bring det i kog. Tages af varmen og husblas smeltes her i. Flødeblandingen hældes over den grofthakkede hvide chokolade – i en høj beholder. Blend det sammen og kom lidt farve ved. Lad det køle ned til lunken.

Tag kagen op af fryseren og fjern kageplasten. Sæt kagen på en rist og læg bagepapir under, inden glazen hældes over. Sørg for at hele kagen og siderne får glaze. Det, der bliver til overs opsamles og kan evt. bruges i nogle cookies (opskrift følger i morgen)

Kagen pyntes med bær og andet sjov.

Og sættes på køl et par timer inden servering. Det er en ret fin kage at se på. Men jeg må indrømme, at bunden var ret bastant. Min næste kage med glaze skal have en lidt anden bund. Men bunden skal være lidt solid, for den skal kunne tåle at flyttes rundt med.

God torsdag.

Jette

Sommerhusboller

Den kommende weekend skal for en del tilbringes i det nye sommerhus 🙂 Det er helt mærkeligt, at kunne planlægge at tage derned og vide, der både er seng og komfur og toilet – og det fungerer 🙂

Jeg er ikke helt klar til at bage dernede endnu, så derfor blev der bagt sommerhusboller i går. Det eneste særlige ved dem er, at de serveres i et sommerhus 🙂

Så de smager også fint alle andre steder.

Sommerhusboller (10 stk.)

3 dl. kold fløde/mælk

10 gr. gær

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

1 spsk. sesamfrø

2 spsk. solsikkerkerner

50 gr. grahamsmel

ca. 400 gr. hvedemel

Rør gær, salt og sukker ud i den kolde mælkeblanding. Tilsæt frø og kerner sammen med grahamsmelet og rør sammen inden hvedemelet kommes i – lidt efter lidt. Dejen æltes sammen og sættes til hævning 2-3 timer.

Æltes igennem igen og formes til boller, der sættes på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 20 minutter og afkøler på en rist.

Og så er der lækre boller – der kun venter på, at det bliver weekend 🙂 De må dog lige en tur i fryseren først.

Men det er ikke kun bollerne, der skal med i sommerhus – det skal kopperne også.

Hvor stort set alt serviset er fundet i skabene eller købt gennem DBA, så havde jeg ikke nogen krus. Så det blev til en tur i Imerco og så ellers på udsalg. Hvor jeg fandt disse fine enkle termokrus – sat gevaldigt ned. Så nu kan der også bydes på kaffe – det er jo en vigtig ting at kunne klare 🙂

På en lidt grå onsdag –

Jette

Tirsdags glimt

Det er ferietid – ikke for mig endnu, men for mine kollegaer. Så det betyder, at jeg i fjorten dage forsøger at tage mig af fem sogne med de kirkelig handlinger, der nu dukker op. Det kan også fint lade sig gøre, men der er da lidt mere at tage stilling til, end når jeg “bare” har mine egne to sogne at tage vare på 🙂

Kyllingerne vokser 🙂 De er endnu ikke kommet ud af deres hus og den rede, de bor i. Men de trives og vokser – og det bliver sjovt, når de begynder at futte lidt rundt uden for. Og der er stadig 4 livlige kyllinger.

Som jeg skrev i går, så er mit sidste indlæg på Træ.dk blevet lagt ud. Det har været sjovt at skrive til en anden “side” end min egen – og ikke mindst har det været interessant at se, hvordan mit indlæg er blevet præsenteret. Denne gang, har de gjort det rigtig fint 🙂

Et billede der ikke var med i indlægget er dette:

Første gang, det var muligt at tage et billede af huset, oplyst i natten 🙂 og med fuldmånen i baggrunden.

I præstegårdshaven – i regnvejr – står mine fine fairy roser. De er vel 10-15 år gamle og blomstrer bare flittigt hvert år. En fornøjelse at se på.

God tirsdag.

Jette

Første nat i sommerhuset

Jeg har sovet her i sommerhuset – for første gang.

Virkelig underligt. Og rigtig dejligt! Mange nye lyde og dufte. Og vågne op med udsigt til sol og masser af grønt, det var helt godt 🙂

Vi havde travlt med at møblere i lørdags, nu sidste håndværker havde forladt grunden. Og jeg er blevet super tilfreds med alt – også indretning. Der skal nok komme flere billeder snarest.

I morgen kommer sidste indlæg på Træ.dk om sommehusbyggeriet. Der vil der være lidt mere om det sidste  arbejde i huset.

Nu skal der vaskes vinduer, købes lidt småting – af helt lavpraktisk karakter, så huset bliver indbydende, når det meste af familien skal være her i den kommende weekend.

God mandag – med kh sendt fra Sydfyn 🙂

Jette

Tanker omkring et guldbruyllup

Jeg er så heldig igen at være blevet inviteret til guldbryllup 🙂

For nogle år siden var det naboens guldbryllup, der blev fejret – i dag er det så menighedsrådsformanden, der kan fejre, at han og hans kone har været gift i 50 år.

Det er altså bare en bedrift!

Om kort tid kan jeg fejre min 1 års bryllupsdag med Ole. Et godt, indholdsrigt og spændende år sammen kan vi se tilbage på. Og har altså nu skrevet første kapitel, hvis hvert år er et kapitel i ægteskabets bog.

Men tænk – 50 år.

Som nygift tænker man ikke så langt frem. Men det ene år tager måske det næste, og så en dag – så er det tid til at fejre guldbryllup.

Man lever sammen år efter år og opbygger et fællesskab og et følgeskab. Der skabes en fælles historie – fyldt med minder, oplevelser, erfaringer, glæder og sorger – et livs mange facetter. Tråde spindes sammen og fletter sig ind i hinanden, så det til sidst danner et mange farvet tæppe. Og hvor må det være en velsignelse at kunne se og kigge tilbage på.

Det bliver en festlig aften – den indledes i kirken med en kort andagt, fyldt med musik og gode ord – og en tak til Gud, for dette guldbrudepar og deres lange fælles vandring. Det er glæde og taknemmelighed der præger sådan en dag.

God weekend.

Jette

Jordbærkage

Jeg har spist for få jordbær i år. Det besluttede jeg lige i går 🙂 Så på min tur rundt i Lidl stod der heldigvis en bakke med danske jordbær – de kom med hjem. Og kom senere oven på kagen her.

En skøn kage, lidt mazarinagtig med lækker chokolade, flødeskum – og jordbær. Det er altså ret godt! og noget af det mest sommerlige jeg kan tænke mig – måske lige overgået af en pavlova 🙂 Friske bær, sukker og flødeskum – det klinger ret godt sammen.

Jordbærkage (4 pers.)

100 gr. smør

100 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

75 gr. marcipan i små stykker

2 æg

75 gr. mel

1 spsk. abrikoslikør – eller anden likør

50 gr. chokolade, grofthakket

1 dl. piskefløde

100-150 gr. jordbær

Kom blødt smør, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det sammen. Tilsæt marcipanen og pisk det grundigt sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Vend mel og likør i dejen og fordel det godt rundt. En springform (16-18 cm i diameter)  får bagepapir i bunden inden dejen hældes i. Bager 30-35 minutter ved 175 grader.

Når kagen kommer ud af ovnen fordeles chokoladen ovenpå, og den smelter ved varmen fra kagen, og glattes lidt ud.

Køler helt af, inden den pyntes med flødeskum og overskårne jordbær.

En helt igennem lækker kage 🙂 Som tilligemed er ret let at lave og samtidig ser godt ud.

Peter kom ned og så kagen og undrede sig, hvorfor så fin en kage en helt almindelig onsdag ? Forklaringen med, at det var jordbærtid, blev købt, og så gik han ovenpå med et stykke kage på sin tallerken. Tilfreds med lige at være hjemme til kagetid 🙂

God torsdag.

Jette

Sprogforvirring

Eller rettere forvirring omkring den rette måde at stave på. For lidt pudsigt så har sommerhusets navn også to stavemåder – præcis som byen det ligger ved har to stavemåder.

Skrives det Faldsled eller Falsled? Den problematik har tidligere i år været på dagsordenen hos byrådet i Fåborg-Midtfyns kommune. En umulig opgave at tage stilling til. For der var gode argumenter for begge stavemåder.

Den kendte gamle kro i byen staver sit navn med et d og byens skilte staves med to. Byrådet endte med at beslutte, at den rigtige stavemåde var Faldsled – men pointerede, at stavede nogen byens navn med kun et d – så var det også i ordern 🙂

Sommerhuset følger samme spor – med to stavemåder. Da børnene gav mig nøgleringen med husets navn, var det stavet med e – Kernehuset. Helt som i retskrivningsordbogen.

Så gik der 1½ år, og så fik jeg husets navneskilt, nu var navnet stavet Kærnehuset. Og helt som det skulle være, når man kiggede på kassen, som huset er lidt opkaldt efter.

Så jeg er endt som byen er gjort – at der er to stavemåder – og et hus!

Den fine kasse er et arvestykke. Min svigerfars grøntbutik – tilbage i 70’erne – hed Kærnehuset, og kassen blev brugt i butikken. Siden har den haft en trist tilværelse i præstegårdens skur. Men er nu fundet frem igen og er forsøgt restaureret efter bedste evne.

Sådan så den ud, da den kom frem, efter mange år i glemsel. Og indeni var og er den rigtig grim, efter at have huset både brænde, nødder og mus!

Den endte med at se ud – efter at jeg havde malet lidt på den og Ole havde slebet de medtagne metalbånd og sat fin ny aluminiumsbund under.

Nu har jeg en historisk kasse til opbevaring af træ – en ret unik brændekurv.

Det er lidt fint at have ting med ned i sommerhuset, som trækker tråde bagud. Og stavemåden – tjah, det står hen i det uvisse. Huset selv er nok ret ligeglad 🙂

God onsdag.

Jette

Krydder kage med rugmel

Selv om kalenderen siger sommer, sol og næsten ferie – så føles det nu lidt køligt udenfor. Så en krydderkage kan være løsningen 🙂 Selv om alle krydderier mest hører til i december, så smager de nu meget godt i juli også 🙂

Inspirationen er igen fra Morten Heibergs “Søde tand”. Når jeg læser en opskrift med lidt uventede ingredienser i, så spidser jeg ører eller pudser brillerne. Denne gang var der rugmel i en helt almindelig krydderkage. Det måtte prøves. Så her kommer min tillempede og formindskede udgave.

Krydderkage med rugmel (5-6 pers)

½ dl. mælk

½ kanelstang

1 stjerneanis

Bringes i kog og trækker derefter i 10 minutter før krydderierne sies fra og mælken kommes over:

50 gr. rugmel

70  gr. honning

35 gr. glukose

Det hele røres sammen og køler af en times tid i køleskab. Derefter piskes:

1 æg

35 gr. blødt smør

i dejen. Sigt og bland

1/3 tsk. fint salt, kanel, muskat, nellike og kardemomme

50 gr. mel

1 tsk. bagepulver

De tørre ingredienser vendes i dejen sammen med

2 spsk. appelsin juice.

Dejen kommes i en smurt lille springform (16 cm. i diameter) og bager ca. 40 minutter i en 170 grader forvarmet ovn.

Køler af og nydes 🙂

Det er en lidt solid kage, men med den mængde rugmel i dejen, er det heller ikke så mærkeligt. Men serveret på en lidt kølig sommer dag – så er den ret fin.

God tirsdag.

Jette

Turen gik til Sprogø

En gang om året er der studietur for kirkernes menighedsråd og personale – og deres ægtefæller. Det er altid en hyggelig tur og gennem mine mange år som præst, ja så har vi besøgt utallige spændende steder, kirker og historiske monumenter. For to år siden var vi her.

I går var vi afsted igen. Til Sprogø. Den lille ø i Storebælt, der blev mest kendt i offentligheden, da TV2 havde vejrstation derude fra  1994 – 1998. Men som i øvrigt har haft en lang og spændende historisk og betydningsfuld historie. Som jeg ikke kan, men som en meget engageret guide kunne berette om 🙂

Fyrbakke- og tårn, pigehjem og midtvejsvarde – var noget af det, vi så. Udefra. For øen er meget beskyttet af hensyn til natur og dyreliv, og bygningerne er som sådan lukket for offentligheden. Der er kun guidede ture derover, og de tre huse på øen er forbeholdt dem, som arbejder og har deres gang på Sprogø.

Der er masser af dyre- og især fugleliv på øen. På turen rundt i bussen, måtte vi behørigt holde tilbage for små grå mågeunger, der ikke helt kendte færdselsreglerne.

Midtvejsvarden fortæller, at her er lige langt til Korsør som til Nyborg. Altså midten af Storebælt. 9 meter høj og et fint markeringsmærke.

Fyrbakken og fyrtårnet, som man når at se, når turen går over Storebælt i bil. Det var lidt sjovt at stå og se den anden vej 🙂 Vi er 24 meter over vandet, og stendiget nederst er et tre meter højt dige (her ses kun toppen) – et imponerende flot værk.

Vel tilbage i bussen kørte vi rundt på øen – men gjorde stop under broerne. Det er virkelig store søjler og mega tykke beton flader. Konstrueret så det kan bevæge sig i forhold til temperaturen.

Alle de store granit sten, der ses overalt på øen, er sprængt i et granit brud på Bornholm og sejlet hertil. Flotte er de.

Og her står vi – personale og menighedsråd – ved fyrtårnets fod. Fyrtårnet er flot restaureret med øje for detaljer.

Det var en hyggelig dag, som også bød på besøg i Nyborg kirke og lækker og solid frokost på Villa Gulle.

Det er sådan en tur der er med til at skabe noget fælles historie og giver energi til fortsat at arbejde med alt det, der nu rører sig omkring kirkerne hos os.

God mandag.

Jette

Side 2 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal