diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: maj 2014 Side 2 af 3

Brød med kommen

Ovenpå en weekend med mange ristede hveder og kardemomme smag, så vil det være godt med en helt anden smag. Og jeg har længe villet prøve at bage et brød med kommen – så sådan et bliver det. Selv om jeg nok må regne med at få det for mig selv 🙂

Peter er nu heller ikke hjemme. – Det er blevet tid til sidste skoledag på handelsskolen – så nu ventes med spænding på, hvilke fag, der udtrækkes til eksamen.

Så  kommer der 1½ måned, hvor jeg igen kan begynde at bekymre mig om, om de unge menenesker nu klarer det. Men det gør de jo som regel 🙂 Men derfor er det alligevel en spændende tid, vi går i møde på det felt.

Brød med kommen

2½ dl mælk (evt. ½ surmælksprodukt)

1/4 pakke gær

½ tsk. salt

1 spsk. sirup

1 spsk. olie

1 tsk. kommen

75 gr. groft rugmel

ca. 250 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken, tilsæt de øvrige ingredienser undtagen hvedemelet. Rør det hele godt sammen. Og tilsæt så hvedemel, lidt af gangen og ælt til dejen er fin blød.

Og sæt den så til hævning et par timer.

 

Æltes derefter godt igennem og kommes i en form og efterhæver en halv times tid.

Bages ved 200 grader i ca. 30 minutter. 

 

 

Og så er der nybagt brød en mandag formiddag- det er altså ret godt 🙂

 

God mandag.

Jette

Konfirmation – en dejlig ting

Udenfor mit vindue er flaget hejst.

Og i formiddags strålede og varmede solen, og dannede en perfekt ramme om de mange konfirmnader, som skulle konfirmeres i min kirke.

 

Spændte og forventningsfulde – her er første hold fanget inden det hele gik i gang.

Og her det andet hold 🙂

38 konfirmander i alt. Og hvor der nu er 38 familier, som fejrer deres unge mennesker, og glæder sig over dem, og ønsker dem alt godt.

Op til konfirmationssæsonen er der altid fokus på, hvorfor de unge vil konfirmeres, hvad de ønsker sig og hvad de glæder sig til. Det hele – er mit bedste bud. For det er bare en dejlig ting, en dag at være i centrum – og virkelig føle, at man hører til et sted.

Og husker vi tilbage, så kan de fleste af os huske glimt fra vores egen konfirmation.

Jeg talte med en af gæsterne i kirken i dag, og hun fortalte, at da hun for 35 år siden blev konfirmeret, da havde præsten gået ned til konfirmanderne og lagt hånden på deres hovede og sagt konfirmationsvelsignelsen. Hvorimod i dag, da kommer alle konfirmnader op til alteret og står rundt om det, og knæler ned på knæfaldet mens de får velsignelsen.

Blot et enkelt eksempel på, at ens konfirmationsdag og det som sker den dag, det bliver siddende i erindringen. Som en helhed – fyldt med mange indtryk og oplevelser.

Så en dejlig dag for alle de unge konfirmander – og en dejlig søndag til dig.

Jette

Det skete også i denne uge :-)

Det er lidt utroligt, at man ikke kan følge med her på sin egen blog med det, man gerne vil vise og skrive om 🙂

Så i dag bliver lidt opfølgning på løse ender og billeder fra den sidste uges tid – billeder og begivenheder jeg ikke rigtigt nåede omkring.

Skøn kageopsats – perfekt størrelse til kager bagt i min lille springform

Jeg fik sidste del af min mors dags gave – første del var jo en film. Men jeg fik også opsatsen her – så nu kan mine kager komme til vejrs og forhåbentlig tage sig fine ud.

Konfirmanderne havde sidste gang til præst og teknikken drillede – så først nu kommer billedet af kagerne til dem.

Pistaciesnitter, macarons og købte Oreo

Og jo – alle tre slags kager forsvandt – nærmest som dug for solen 🙂

Mont blanc kage

Trine havde inviteret til fødselsdag i Århus, lavet mad og købt kage. Hun havde de seneste uger jævnligt stået i Salling i bagerafdelingen og kigget på kagen her – og bestemt at den skulle hun have til sin fødselsdag.

Den var tung og lækker og smagte skønt. Nu består opgaven vist i at prøve at genskabe den selv. Det kunne i hvert fald være lidt sjovt 🙂

Tværsnit – creme, bund og en anelse frugt 😉

Indtil videre har min søgning på nettet ført til, at jeg tror, der skal kastanjecreme i sådan en kage! Spændende 🙂 Jeg leder videre, men kender du til kagen, må du meget gerne skrive en kommentar. 

Smukke syrener

I haven er det bedst at kigge op ad, for græsset står i ankelhøjde! Jeg håber på solskin og en tur på plænetraktoren lidt senere i dag.

God bededagsferie.

Jette

Hveder til bededag

Der må bages hvedeknopper. En gang om året hæver jeg dej over boblende varmt vand – så det er lidt særligt.

Og i år har Kohberg lige tilbagetrukket en stor mængde af deres hvedeknopper – fordi de havde glemt at komme konserveringsmiddel i! Godt man ikke har det problem – altså med konserveringsmidlet. Det bruger jeg ikke i bagværk, så hellere bage lidt oftere. Jeg tror nu heller ikke, at der er andre hjemmebagere der bruger konservering i deres bagværk. Det er slet ikke nødvendigt, for nybagt brød smager bare så godt 🙂

Skikken med at spise varme hveder, skyldes at bagerne før i tiden holdt lukket på store bededag. Det var dengang, butikkerne lukkede på helligdage, og samfundet turde gå i stå – som præsten Poul Joachim Stender udtrykker det. Og den pointe har han meget ret i. Vi har vist alle sammen godt af ind imellem at gå ned i tempo og tage det med ro.

Hveder (9 stk.)

50 gr. smør/margarine, smeltet

2 ½ dl. mælk

1 æg fra en nysgerrig høne

1/4 pakke gær

½ tsk salt

1 spsk. sukker

1 tsk. kardemomme

50 gr. grahamsmel

ca. 400 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken, tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme og det smeltede smør. kom grahamsmel i og tilsæt til sidst hvedemelet – lidt ad gangen. Æltes godt igennem og sættes så til hævning 2-3 timer – under et klæde.

Sæt en gryde med lidt vand i på komfuret og bring det i kog. Imens æltes dejen igennem, deles i 9 stykker og formes til boller og sættes i en form ( 18 x 18 cm) beklædt med bagepapir.

Sæt formen til hævning ovenpå gryden med det kogende vand. Læg et klæde over og lad bollerne efterhæve ca. 20 minutter. Og de hæver smukt og bliver til helt firkantede hveder 🙂

Sættes ind i en  200 grader varm ovn og bager ca. 15. minutter.

Vendes ud af formen og afkøler på en rist.

Og nu har du lækre boller, som dufter skønt og sagtens kan spises, som de er. – Men faktisk skal de først spises næste dag – ristet og med ret meget smør.

Det er ret lækkert.

God store bededag i morgen – og en dejlig dag i dag.

Jette

Der skal to til at fejre bryllupsdag …

Jeg læste i sidste uge et fint og vedkommende indlæg om det at fejre bryllupsdag alene. Det i sig selv er jo en selvmodsigelse. Men giver alligevel mening.

Sy en lap skrev om det vemodige i at tænke på at netop en bestemt dag ville hun kunne have fejret guldbryllup, hvis hendes mand ikke var død nogle måneder tidligere.

Jeg genkendte hendes beskrivelse – selv om det er flere år side, at min mand døde.

Men netop den 14. maj – altså i dag – er – eller rettere var – min bryllupsdag. Og sidste år kunne vi have haft sølvbryllup! En lidt mærkelig dag – for der var jo ikke nogen, der rigtig mindedes den. Og der var heller ikke noget at fejre.

Og så dog. Taknemmeligheden over det vi fik – og i nutid, taknemmeligheden over det jeg har. Ikke mindst 3 dejlige børn. Og alt det andet, som livet heldigvis byder på.

Og masser af minder – i haven er der plantet ret mange rododendron – og det var hans fortjeneste. Så dem glæder jeg mig dagligt over. Og skal også have nogle stilke med op på kirkegården senere i dag.

Også selv om det føles forkert og svært at skulle sætte blomster på et gravsted. Det er skønnere at give blomster til mennesker, der er levende.

En særlig dag.

Jette

Pistaciesnitter – petit four

I dag har mit ældste barn Trine fødselsdag. Hun bliver 25! – Utroligt, at det er så længe siden, hun kom til verden på fødselsanstalten i Århus lidt over middag den 13. maj 1989.

Og dog, i tilbageblikket, så er der sket meget siden da. Nu kan jeg kun ønske hende alt det bedste.

Men dagens indlæg handler om noget helt andet – nemlig lækre pistaciesnitter. Trine har nemlig ikke ønsket sig nogen kage, det er hun selv mester for at klare. Men så er det godt, der er andre, som også gerne vil have lidt sødt.

I dag var sidste gang mine konfirmander var til præst – og i år havde jeg besluttet, at der ikke skulle spises rundstykker sidste gang, men derimod serveres små petit four. Og så håbe at det ville falde i god jord 🙂

Planen var oprindelig, at der skal laves tre forskellige – men det blev kun til to og så nogle købte Oreo. Tiden rakte ikke til mere.

Ideen til snitterne er hentet her. Det er hyggeligt at surfe rundt og finde andre bageglade danskeres små videoer og gode opskrifter – og så ellers prøve kræfter med nogle af dem 🙂

Pistaciesnitter ( 32 små trekanter)

½ portion mørdej (brugte flormelis i stedet for sukker + ½ tsk. hjemmelavet vaniljesukker)

Mazarinmasse

50 gr. marcipan, groftrevet

50 gr. sukker

50 gr. blødt smør

1 æg fra en glad høne

15 gr. mel

30 gr. pistaciekerner, usaltede og grofthakkede

en anelse grøn frugtfarve

Bland marcipan og sukker, tilsæt smør og rør godt. Pisk ægget i og kom til sidst melet i og pisk til dejen er glat og fin.

Kom nu 20 gr. pistaciekerner og nogle få dråber grøn frugtfarve i massen og vend godt rundt.

Beklæd en lille bradepande (ca. 18 x 18 cm).

Rul den kolde mørdej ud (ca. 2 mm) og kom den i bunden af formen og en anelse op af siderne. Der bliver lidt dej i overskud her – lav evt. hindbærsnitter af den 🙂 og glæd en med dem.

Oven på mørdejen kommes mazarinmassen og glattes ud.

Bages ca. 15 minutter ved 190 grader. Køler af i formen.

Når kagen er helt kold, skæres den ud i stykker på godt 4 x 4 cm, der deles på skrå.

Smelt 100 gr. mørk chokolade over vandbad og dyp spidsen af pistaciesnitten i chokoladen, læg den på bagepapir og drys med lidt hakket pistaciekerne.

De to snitter på på billedet fik dyppet siderne i stedet for spidsen 🙂

Når chokoladen er stivnet kommes snitterne i en lufttætbeholder og sættes i køleskab (kan holde sig en uges tid) eller kommes i fryseren til de skal spises.

Teknikken driller i dag, så billedet med konfirmandernes kager må vente til i morgen. Men jo – kagerne faldt i god jord 🙂 Nu glæder de unge mennesker sig kun til at blive konfirmeret på søndag.

Og jeg glæder mig til en tur til Århus, for at fejre Trines fødselsdag.

God tirsdag.

Jette

Bloggens første opskrift – igen

I går var det Mors dag – og igen i år blev jeg overrasket med en gave fra mine søde børn. DVD’en Sound of Music – så nu behøver jeg ikke vente til DR viser den engang hver syvende år, eller hvor når det nu er.

Men søndagen var også lunefuld, hvad vejret angik – og det var mest til hygge inden døre. Så en film eller to blev det til og så en omgang cookies.

Jeg brugte den allerførste opskrift her på bloggen. Men denne gang skulle den prøves på min røremaskine.

Og det lykkedes faktisk ret godt. Jeg havde slet ikke dejen i hænderne – det plejer jeg altid til sidst, også for lige at forme kagerne.

Men i går kom dejen i store klumper på pladen, og trykket lidt i toppen – og så ellers i ovnen. Og de flød rigeligt ud, så de hang stort set alle sammen 🙂 og måtte skæres fri.

Men lækre og bløde var de.

Og stakken blev lidt efter lidt mindre og mindre 🙂

Efter en god weekend venter en ny uge. Lidt travl med mange kirkelige tjenester og endnu en fødselsdag – Trine fylder 25 år i morgen. Utroligt 🙂

God mandag – jeg håber på tørvejr og lidt sol.

Jette  

Reste-brød

Når man har bagt brød i mange år, så bliver det med tiden lidt på “slump” 🙂

Og det er fint nok – men selvfølgelig ikke så godt, hvis det nu er et helt specielt eller særligt brød, man gerne vil bage.

Det er det så ikke i dag. Det er et reste-brød. Her er virkelig kigget i køleskabet, hvad står der her, som kan bruges i et brød – og få en rigtig fin anvendelse der.

Grundprincippet i et brød er altid det samme – så kig evt. her for en opskrift – med mål.

Jeg havde lidt æggehvide og flødeskum, lidt æg, smeltet smør og piskefløde – alt sammen noget, der helst skulle bruges i stedet for at ende på komposten. Derfor kom de i dejen til et brød – sammen med noget vand og lidt gær og forskelligt mel. Og så lige lidt hørfrø, solsikkekerner og rosiner. Så vil tiden vise, hvordan smagen bliver 🙂

Og smagen blev god. Og det er helt sikkert et unikt brød, der vil ikke komme et magen til nogensinde. Så det må nydes, mens det er her 🙂

Det gør jeg så, og tager det, der er tilbage, med til Nordjylland. Jeg er sikker på, at min gamle far vil sætte pris på et stykke nybagt brød – også selv om det er et reste-brød!

God weekend – og god fornøjelse med at bage, hvad det nu end måtte blive til.

Jette

Til eftergilde …

Jeg var i aftes inviteret til eftergilde. Jeg troede simpelthen ikke, at det ord eksisterede længere.

Jeg mindes det i min barndom, hvor der blev inviteret til eftergilde i forbindelse med konfirmationer og fødselsdage. Personer, der havde vist opmærksomhed og givet gave i den særlige anledning – men ikke havde været med til selve festen – de blev så inviteret en aften til et bedre kaffebord eller lign.

Men jeg har aldrig selv holdt et eftergilde, så jeg troede som nævnt, at det stort set var et glemt fænomen.

Men jeg tog fejl 🙂

Og var til et hyggeligt eftergilde.  Og som værtparret sagde, nu var det hele jo stillet op og fundet frem, så var det jo let at invitere gæster igen. Og sandt nok. Men det kræver nu også noget arbejde.  Måske det er derfor det med tiden er gledet ud.

Men man kan sige meget godt om et eftergilde. Det er med til at give den egentlige fest lidt mere rum og plads.

Hverdage er der heldigvis flest af. Men højtider og mærkedage lyser op som festlige begivenheder hen over året. Og de kaster faktisk stråler både forud og bagud. Man glæder sig på forhånd, og bagefter nyder man at tænke tilbage på alt det, dagen bød på. Og her er et eftergilde faktisk med til at bære festlighederne lidt videre.

I dag er det regnvejr og gråvejr – så billedet bliver et Peter tog i går, da solen skinnede og varmede og i hvert fald Diva nød det 🙂

God torsdag.

Jette  

Is med mandelkrokant

At skrive om is på en bageblog er lidt en tilsnigelse 🙂 Men is går trods alt fint sammen med meget bagværk – så det holder vist alligevel.

Men forleden var der piskefløde til 3 kr. for 2½ dl. i Netto – fordi det var sidste salgsdag – et sådant tilbud er bare umuligt at gå forbi. Og med de glade høns, der flittigt leverer to æg om dagen, så er der fin basis for at lave en omgang is.

Denne opskrift er med mandelkrokant – og rækker vel til 4 – 5 personer.

Mandelkrokant

25 gr. mandler, smuttede

60 gr. sukker

Rist de smuttede mandler ca 5-10 minutter i ovnen ved 200 grader og lad dem køle af. Hak dem groft.

Kom sukkeret i en lille gryde og smelt det ved god varme. Pludselig går det lidt stærkt, det er lysebrunt og så er det om at få mandlerne i og gryden løftet fra varmen. Rør godt og fordel massen på bagepapir.

Når det er kølet af hakkes det groft – og kommes i lufttætglas.

Is

2 æggeblommer fra friske høns

50 gr. sukker

2 1/2 dl. piskefløde

Pisk fløden til let skum. Æggeblommer og sukker piskes godt og luftigt. Fold forsigtigt flødeskummet i, og vend til sidst den hakkede mandel krokant i.

Kom iscremen i en beholder eller form og sæt den i fryseren.

 

Så er det bare at vente.

Og håbe at isen kan vendes ud på et fad 🙂

Det lykkedes, men formen var ikke den mest velegnede, når det kom til at få isen løsnet – og samtidig se pæn ud!

 

 

Her er den så – vendt ud og med flødeskumskant og marcipanroserne fra forleden.

Klar til at blive serveret – jeg tror, det bliver i weekenden 🙂

 

God majdag.

Jette

 

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal