diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: oktober 2014

Uden gluten – en ukendt verden for mig

Og sagt med det samme – jeg ved forsvindende lidt om det her emne.

Men min yngste datter Mette, har mistanke om, at hun ikke tåler gluten – så derfor interessen for problematikken. Det er stadig helt nyt med de her tanker – men Mette mærker, at hun får det bedre, når hun undlader at spise gluten. Og så er udfordringen at finde ud af, hvor er der gluten. Og i hendes optik, så forekommer det i mange sammenhænge, også i madvarer hun ikke umiddelbart havde tænkt sig.  For eksempel kødboller, panerede fiskefiletter og maltesers.

I weekenden forsøgte vi så at lave mad uden hvedemel. Og jeg synes faktisk, at det gik okay – især hjalp det, da vi fandt glutenfri havregryn.

Men brød er en udfordring. Og både Mette og jeg er rigtig glad for brød i alle former, så det vil være svært for hende at undvære det. Derfor blev Føtex, Netto og Kvickly tjekket for glutenfrie brødprodukter. Og der blev fundet en pakke med 4 små boller – til godt 20 kr.

Og de fandt en brødmix – som nok aldrig ville være kommet ind i mit køkken, hvis det ikke lige var for dette eksperiment.

Jeg forsøgte at bage et lille brød af noget af blandingen.

Opskriften var uhyre enkel – vand og melblanding røres sammen i 5 minutter, hæver og bages. Og resultatet var overraskende godt.

Det er som sagt et ukendt område, jeg her har bevæget mig ind på. Men vil holde øjnene åbne for glutenfri produkter.

Men vil dog også fortsat med glæde bage masser af brød og kager – som jeg altid har gjort.

Jette

Korkage – æblekage

“Æbler lyser rødt på træernes grene,

høsten går ind….

Gyldne farver og sensommerbrise

fylder hjertet med vemodig musik,

går og nynner en sensommervise

fjernt fra byens larmende trafik.” (K. og  F. Jørgensen)

Disse ord eller denne sang tror jeg mange går og nynner i den her tid. Det er på det sidste med sensommeren, men de røde æbler og gyldne farver – de holder endnu.

Jeg tror, jeg skal ud og have plukket mine røde Ingrid Marie æbler i dag – inden de når at blæse ned. For med et er efterårets blæsevejr også kommet til Fyn 🙂

Og æbler er der også i kagen. I aftes var det min tur til at medbringe kage til kaffen, da der blev holdt pause i korøvningen. Kaffepausen er faktisk ret så vigtig. Som jeg tror, den er i mange andre sammenhænge, hvor man mødes og laver noget sammen. Det er her, at man lige får vendt lidt løst og fast.

Jeg bragte opskriften her for nylig. Og den smagte så godt, at den godt kunne blive gentaget 🙂 bare i et par større portioner. Og i aftes blev der serveret creme fraiche til – det passede ret godt til.

God tirsdag.

Jette

Små tårne

Jeg syntes selv, at jeg fik en god ide 🙂  I virkeligheden blev det lidt anderledes.

I går havde jeg intro gudstjeneste for min kommende konfirmander og deres forældre. Og det var fint lige at se, hvem er det, jeg snart skal til at tilbringe noget god tid sammen med. Efter gudstjenesten var der en lille pause, og der skulle de have lidt kage. Og jeg tænkte, at et lille tårn, der kunne minde om et kirketårn, ville være passende. Af flere årsager, men blandt andet fordi jeg efterfølgende skulle sige lidt mere om kirken.

Men jeg tror nu nok, mine tårne kom til mest af alt at minde om en minaret – og det var jo ikke lige meningen 🙂

Marcipanbund

180 gr. sukker

3 æg, fra glade høns

150 gr. smør, smeltet og afkølet lidt

275 gr. mel

1 tsk. bagepulver

175 gr. marcipan, groftrevet

3/4 dl. mælk

Pisk æg og sukker til en skøn og luftig æggesnaps. Tilsæt det smeltede smør og pisk let. Vend dernæst de øvrige ingredienser i – sigt mel og bagepulver.

Kommes i en form ( ca. 22 x 28 cm) beklædt med bagepapir og bages ved 200 grader, ca. 20 – 25 minutter.

(Jeg fik bagt min bund alt for lidt (midten var ikke god) – så tjek med en tandstik, om kagen er bagt.)

minimarengs – opskriften finder du her

Kagebunden skæres i små kvadrater og en marengstop sættes på hver – med lidt smeltet chokolade.

Der blev spist en ret god del af kagerne – men associationen mellem kagetårn og kirketårn, var ikke særlig tydelig 🙂

Så jeg tror nok, at jeg fremover vil holde mig til hele kager. Det her med at lade fantasien få frit løb kan være svært at omsætte til virkelighed.

Og så er der lige en kagekonkurrence i nabolaget igen, så jeg har endnu en gang meldt mig. Men jeg deltager med en helt kendt kage – min Malteserskage. Hvordan det går med den, skal jeg nok nævne, når konkurrencen er slut.

Ønsker dig en dejlig dag – det skønne efterårsvejr ser ud til også at vare ved idag. Så måske græsset skal slås … 🙂

Jette

Fødselsdagstilbud – Kom med konditoren i køkkenet

Bagning med Budget mm fylder den 4. november 1 år! Det har været et spændende og lærerigt år i blogverdenen.

Og fødselsdagen skal fejres! Med et aften bagekursus hos Kring chokolade i Middelfart.

Konditor Rikke Kring, indehaver af Kring chokolade, lavede i 2012 vindertærten i konkurrencen om Danmarks bedste bagte desserttærte. Og vandt så også lige sølv i kategorien bedste tørkage.

Også i år var hun med i finalen, denne gang med tærten Efterår. 

Så der er ingen tvivl om, at det er en super kompetent person med meget høje ambitioner, der åbner sine døre ind til hendes køkken denne aften.

Du har muligheden for at deltage!

Rikke vil guide og give gode råd, og hver deltager bager hendes vindertærte fra 2012.

En del af aftenen sponsoreres af bloggen 🙂

Tidspunkt:

tirsdag den 4. november 2014 kl. 18.30 – ca. 20.30

Sted: 

Gimbels gyde 2, 5500 Middelfart

Pris:

150 kr.

Det får du:

En lærerig, hyggelig og inspirerende aften og en lækker hjemmelavet tærte til 6 pers. med hjem.

Tilmelding:

pr. mail på: gedakt2013@gmail.com eller i kommentarfeltet her under eller på Facebook senest den den 20. oktober.

Der er begrænset deltagerantal – pladserne fyldes efter først til mølle princip.

Tilmelding er først bindende, når der er betalt. Hvordan det gøres, får du mere info om i en mail, jeg skriver tilbage efter tilmelding.

Jeg håber, du har lyst til at fejre bloggens fødselsdag – og måske har mulighed for at deltage i kage-bage-arrangementet.

God weekend.

Jette

Minimarengs

På sådan en lang køretur fra Fyn til Nordjylland og tilbage igen – da er der rig mulighed for at tænke tanker og planlægge projekter.

Sådan gik det også denne gang.

Mine konfirmander kommer til intro gudstjeneste på søndag, og undervejs er der en lille kaffe pause – hvor jeg tænker, at der kan serveres en lille bitte kage. Den arbejder jeg videre med.

Så i aftes blev der lavet minimarengs, som nok skal bruges til kagerne. Med mindre at jeg fik dem lavet lige små nok 🙂

Det er ikke så tydeligt, men de er faktisk farvet grønne – for at passer til i kirkeårets farve, som netop nu i trinitatistiden – fra pinse til advent – er grøn.

Minimarengs (rigtig mange)

1 æggehvide

25 gr. sukker

25 gr. flormelis

lidt grøn frugtfarve

Pisk hviderne stive og tilsæt så sukkeret og pisk til marengsen er blank. Fold flormelis og farve i massen. Jeg kom massen i en lille plastikpose, klippede spidsen af og satte mini toppe på en bageplade med bagepapir. Bages ved 80 grader i 5 – 6 timer.

Hvordan kagerne bliver, fortæller jeg om en anden dag. For i morgen kommer blogindlægget til at handle om noget helt andet – et godt fødselsdagstilbud 🙂

Og lige her til sidst – så fik jeg også samlet lidt æbler og nogle kastanjer, mens jeg var i Nordjylland. Vejret var nemlig det skønneste udevejr. – Så her er æbler til æblekage og kastanjer til dekoration. Jeg har nemlig set en fin dekoration på Karens blog. Den inspirerer til at prøve selv 🙂

God torsdag.

Jette

Side 3 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal