Netop nu har solen kigget frem. Hvor er det dejligt. Alt bliver bare så meget lysere. Jeg nåede lige at tage et billede af min nybagte citronkage, mens solen lyste ind gennem vinduet 🙂

Det er tid for lækre citroner, og med at par stykker i skålen, så kunne der fint bages en lille citronkage. Og den smager ganske fortrinlig her, hvor der laves administativt arbejde ved computeren.

Jeg har netop ajourført vores vielsesliste og skrevet den ind i vores nye kalendersystem – og må samtidig bare konstatere, at 2020 er et år, hvor mange gerne vil vies. Og det er da kun dejligt at det er sådan.

Konfirmanderne hørte i dag blandt andet om nadveren. Og derfor var jeg oppe og bage boller her til morgen – eller rettere, jeg lavede dejen i aftes, og så var den bare klar til at bage, da jeg stod op. Jeg er ret vild med den her lange hævetid. Det giver meget smag til brødet, og fordeler arbejdet lidt 🙂

Og selv om det var boller jeg havde lavet, så fungerede det fint, da jeg tog en og brækkede midt over – som da Jesus tog brødet, brød det og gav sine disciple det. Vi forstår næppe nadverens budskab og indhold til bunds – men noget konkret, og noget der kan smages på, det er med til at det hele huskes.

God tirsdag.

Jette