Og den passede i farve så fint til dagen i går. Sol og høj himmel. Noget modsat i dag med regn og gråvejr.

En af gårsdagens opgaver var et møde i skovrejsningsudvalget! Et ret nyt udvalg under menighedsrådet, som arbejder med at få præstemarken lavet om til en skov. Og det er et spændnende projekt. Og noget, der kræver flere møder 🙂

For der skal beskrives projekt, der skal tales med firmaer, der ved noget om skovrejsning, der skal søges fonde og findes finansiering. Men det er virkelig en interessant proces, og det vil blive så fint at få en skov i baghaven 🙂

Men et møde uden kage – det går ikke helt i min verden. Så det blev til en lille og hurtig solgul citronkage. Den ser ikke ud af meget, men den smager ret så fint 🙂 Opskriften er denne, men jeg bagte en lidt større i går.

Solgul citronkage (5 pers)

60 gr. smør

60 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æg

60 gr. mel

½ citron, revet skal og saft

35 gr. marcipan, revet/smuldret

25 gr. sukker

15 gr. smør

1 æggeblomme

Der laves to deje, som så vendes sammen til sidst. Første dej: smør, sukker og vaniljesukker piskes godt sammen. Tilsæt æg og pisk det grundigt ind. Rør citron skal og saft i og vend til sidst melet i. Lad dejen vente.

Anden dej: Det hele blandes i en skål og røres sammen. Smørret må gerne være ret blødt, det gør det hele lettere 🙂

Vend de to deje sammen og kom dem i en lille springform (14 cm. i diameter), med bagepapir i bunden. Bag kagen ca. 30 minutter ved 175 grader.

Køler af, inden den pyntes med gul glasur.

Der er et stykke kage tilbage – det lyser op i dag 🙂

God onsdag.

Jette