Der har godt nok været en del med rabarber i år – både denne cheesecake og den populære kage med hvid chokolade. Og så kommer der en mere i dag 🙂 Den sidste i år. Opskiften har udgangspunkt i denne.

Kagen blev bagt og serveret på udflugten i søndags. Og til sådan en lejlighed passer kagen godt. Formen er robust, og alting smager bare helt specielt spist ude i det fri i solskin, dejligt selskab og god udsigt 🙂

Rabarberkage (12-14 pers.)

150 gr. rørsukker

ca. 600 gr. renset rabarber i små stykker

1-2 spsk. vaniljesukker

Det hele blandes i et ildfastfad (22 x 28 cm) og står og trækker lidt, mens dejen laves.

250 gr. rørsukkker

200 gr. smør/margarine

3 små æg

125 gr. mel

1½ tsk. bagepulver

200 gr. kokosmel

Pisk sukker og smør godt sammen. Tilsæt æggene og pisk grundigt. Vend mel, bagepulver og kokosmel i blandingen og sørg for at det hele blandes godt. Fordel dejen ovenpå rabarberne og bag kagen ved 175 grader ca. 40 minutter.

Og så har du en lækker kage, som serveres med creme fraiche eller flødeskum.

Det er en kage der er ret hurtig at lave, og fint kan tages med på tur, som du ser på billederne her. Man skal blot huske tallerken og teske. Som tallerkner havde vi nogle små engangs både lavet af fyrspåner, de var perfekte til at tage med på tur.

På en blæsende sommerdag.

Jette