I går fyldte Ole år 🙂 Endnu en fødselsdag i marts, men også en dejlig tid at fejre fødselsdag på. Det er forår, og ustadigt vejr – men bedst, det er blevet lysere. Mine solcellelamper lyser lystigt om aftenen, der er sol nok om dagen til at de bliver ladet godt op 🙂
Indrømmet – så er det huset, der løber med det meste af opmærksomheden i denne tid. Så fødselsdagen blev fejret midt i det hele. Og derfor nåede jeg heller ikke helt i mål med min kage 🙂 Jeg havde igen fundet en spændende bog på biblioteket, og fundet en kage, jeg gerne ville forsøge mig med. Bogen hedder “Kager´lighed” og er bygget sådan op, at der er en klassisk kage og så en nyfortolkning af samme kage. En fin måde at prøve nyt på.
Jeg var faldet for en nyfortolkning af citronfromage – det er jo ikke en kage, men det kunne det blive til. Med en marcipankagebund, citronmousse og grøn glaze – det var så langt jeg nåede. Næste gang kommer der et chokoladebånd rundt om kagen. Det her jeg til gode at prøve.
Jeg har ikke lavet mange kager med glaze – denne var min første 🙂 Men det er en lidt sjov måde at lave fine kager på.
I genbrugsbutikken havde jeg fundet en silikoneform. Den type er det nemmest at få en mousse kage ud af, i forhold til at bygge kagen op i en springform. Men formen har en diameter på 26 cm. – det er ret meget – så kagen er blevet lidt flad 🙂
Men det ændrede ikke på smagen, den var nu meget god.
God mandag – i den stille uge. Her venter endnu en prædiken 🙂
Jette
Skriv et svar