Det er blevet forår ! Helt klart en dejlig ting – og den første dag i marts var da helt forrygende. Høj sol og blå himmel – det var en vældig god begyndelse 🙂

Ugen begyndte tillige med en tur i sommerhus – til Vesterhavet. Vældig hyggeligt. En tur til stranden i solnedgangen blev det til – den lidt kølige nordenvind afgjorde turens længde 🙂

En fiskebutik i Hvide Sande blev også besøgt – og se lige hvilke herligheder jeg faldt over. Jeg glæder mig til at åbne glassene og smage både oliven og kapers. Det lille glas med julesennep var en dato vare – men med en holdbarhed, der hedder januar 2024, så skal jeg nok få den brugt inden da. En god sennep er altid dejligt i en dressing.

Affaldssortering er et ord, der er på alles læber i denne tid. Der er kommet nye retningsregler her i kommunen og nye rutiner skal så indlæres. Og hvor sætter man så lige alle de forskellige kasser til pap, plast og glas ? Ja, på havnen i Hvide Sande har de gjort en dyd ud af nødvendigheden. Se lige hvad en gammel fiskekutter også kan bruges til 🙂

I går var det tid til at være sammen med barnebarnet – og det blev til en tur i tågen – og i det vejr, da skal der ikke køres længe med en barnevogn før øjnene falder i 🙂 Så hun sov og jeg fik en frisk tur op forbi kirken.

I dag hedder den genåbning af genbrugsbutikken. Det bliver så festligt, og lige nu er kagen, jeg skal have med, sat til afkøling.

I morgen følger lidt billeder fra dagen.

God torsdag.

Jette