Det var virkelig en lækker aftensmad, jeg fik lavet i sommerhuset i aftes – hvis jeg selv skal sige det 🙂 Jeg er nok ikke en helt uvildig dommer i den sag. Men alligevel.
Sommerhusets lille bed med asparges – der var sket noget i løbet af en uge. Solen og varmen havde sat gang i de fine grønne stilke, så i går kunne jeg skære et lille bundt friske asparges. Det er da en fornøjelse 🙂
Solen og varmen har også fået gang i æbletræets blomster – de er godt nok sprunget meget ud på kort tid.
På vej herned havde jeg holdt et kort stop ved Hindsgavl – og plukket en pose ramsløg. Det er ved at være på det sidste, de er blevet ret store, har sat knop og blomster. Men duften af hvidløg er der stadig. Så når man går rundt på en bund af ramsløg, er man slet ikke i tvivl 🙂
Jeg hakkede lidt af dem i minihakkeren og blandede det med olie og lidt salt. Det er en skøn blanding til lige at give et grønt pift med. Og helt sikkert sundt 🙂 De sidste blade vil jeg lave en ramsløg pesto af.
Den grønne aftensmad kom til at bestå af cherrytomater, asparges, pasta og ramsløg olie – og et drys parmesan. Virkelig enkelt – og måske ikke så fotogent – men det smagte dejligt.
Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift, men havde desværre ingen hvidløg, så det blev en ret uden dem. Men her kunne ramsløg olien så tilføre lidt smag.
Og spise mad, som man selv har været ude at samle ind – det er der også noget særligt ved. Også selv om det kun er i meget små mængder 🙂
Må du få en dejlig weekend.
Jette
Lene
Jeg holder af at læse dine grønne opskrifter, men jeg kan bedst lide, når der er overvægt af grøntsager og helst ingen pasta. Pasta får min mave til at te sig 🙂 men måske kunne man kombinere det med squash og spidskål. Det skal prøves en gang.
Jette Holm Rosendal
Godmorgen Lene 🙂 Dejligt at læse, at opskrifterne kan være til inspiration. Jeg tænker fint, at du kan udskifte pastaen med grøntsags “pasta” – eller måske glutenfri pasta. Jeg er bare en af dem, der næsten kan spise pasta hver dag 🙂 God søndag. kh Jette