Jeg har ikke nogen tomatplante selv i år. Men rundt om mig er der søde mennesker, som har flere tomater end de lige skal bruge, og betænker mig med nogle 🙂 Og butikkerne har også netop nu et stort udvalg af skønne danske tomater.

Men deres holdbarhed er jo begrænset, og der er grænser for, hvor mange jeg kan nå at spise, mens de er lækre og friske.

Så i går blev der langtidsbagt endnu en portion tomater. Det er virkelig en let måde at gemme tomater på, og de smager skønt i en salat senere. Giver noget kraft og smag fra sig, som de ikke har som nyplukkede tomater.

Jeg har lavet bagte tomater før – og det er lidt samme opskrift her. Eller rettere, det er lidt på øjemål 🙂 Her er der brugt større tomater, og derfor længere bagetid. Det tager tid, at “tørre” tomater.

Et fad fyldes med overskårne tomater

Tilsættes så:

nogle fed hele hvidløg

lidt balsamico

salt, peber og sukker

olivenolie

Og så sættes fadet i ovnen med almindelig varme ca. 125 grader og står der længe. Mine stod der 5 timer, så slukkede jeg ovnen og lod dem stå og blive kolde, inden jeg kom dem i en skål og hældte solsikkeolie over. Nu skal de i køleskabet og kan holde sig længe. Og både olie og tomater kan bruges i salater.

Sensommer gemt 🙂

På en smuk og kølig tirsdag.

Jette