Konfekt – af marcipan – det er helt klart en af mine favoritter i december. Store marcipansnitter, som man kan være heldig at finde på et julemarked, det er bare sagen 🙂

Men endnu har jeg ikke fundet nogen i år – så nu er fremstillingen af lidt marcipankonfekt gået i gang. Og igen er det en genganger.

Der er vist ikke nogen højtid som advent og jul, hvor det i den grad er tradition og de klassiske kager, konfekt og klejner, der går igen. Der er noget godt, beroligende og afstressende i at vide, at det bare er helt på sin plads at gøre præcis ligesom sidste år.

Jeg har lavet disse små julemænd – som nogen måske vil kalde en nisse 🙂 Uanset hvad, så synes jeg bare, at de er meget søde 🙂 Jeg har i år virkelig sprunget over, hvor gærdet er lavest og brugt overtrækschokolade. Som jo slet ikke er chokolade, men det er en anden sag. Det fungerer nu alligevel.

Og så lige et glimt fra kirkens adventspynt – det er så fint og byder velkommen til enhver, der træder ind i kirken. I går kom en del til julestemning – det var både hyggeligt og stemningsfuldt.

God weekend.

Jette