diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glutenfri

Glutenfri scones

Jeg har ikke meget erfaring med at bage med glutenfri mel. Ved ikke noget om, hvordan det reagerer sammen med bagpulver eller gær – så det er virkelig et forsøg 🙂 Det er min søster, der har givet mig melet – men det kan f.eks. købes her.

Jeg har længe taget tilløb 🙂 og ville gerne forsøge med scones. Det gik faktisk ok.

Glutenfri scones (8 små)

175 gr. glutenfri mel

75 gr. havregryn

80 gr. smør

2 spsk. sukker

½ tsk. groft salt

1½ tsk. bagepulver

1 æg

 ½ dl. surmælksprodukt

Smørret smuldres i de tørre ingredienser. Og dejen samles med æg og surmælksprodukt. Det bliver egentlig en fin og smidig dej. Formes til en firkant på en bageplade med bagepapir og trykkes flad til ca. 2 – 3 cm. Marker med en kniv hver scones, så er de lette at brække fra hinanden, når de er bagt.

Bages ved 225 gr. i ca. 20 minutter.

De smager godt, er en anelse hårde i overfladen og let porøse. Men som et alternativ, hvis gluten ikke er godt for en – så kan de fint anbefales.

Og nu er det næsten friweekend 🙂 Virkelig en dejlig en af slagsen, for det er i morgen at min eneste niece skal giftes. Det bliver en festlig og glædelig dag.

God weekend til dig – og måske efterårsferie tilligemed.

Jette

Nøddecrüsli til glutenfri æblekage

Jeg bladrede forleden i Idenyt – et fint lille blad, som hustandsomdeles. Og her blev jeg inspireret til at lave crüslien her. Den er et fint alternativ til almindelig æblekagerasp – og er uden gluten. Somme tider er det godt at have den slags opskrifter også 🙂

Æblemosen er lavet på havens æbler, kogt med en vaniljestang og sødet med sukker. Det er altid dejligt at kunne samle æbler op og bruge dem til noget 🙂

Nøddecrüsli

1 dl. havregryn

20 gr. smør

25 gr. blandede nødder

25 gr. solsikkekerner

20 gr. sesamfrø

50 gr. sukker

Hak nødderne groft. Smelt smørret på panden og kom alle ingredienser deri. Rør rundt indtil det hele er gyldent og dufter dejligt. Hældes i en skål og afkøler.

Smager ret så fint – og lidt anderledes end traditionel æblekage 🙂 Og det er flødeskum der er på toppen – også selv om det kun er morgen 🙂

God og solrig og varm tirsdag.

Jette

Mazarinkage – uden mel

Så vender jeg tilbage til bagningen. Og denne gang med en ret lækker kage.

Jeg valgte i går til mine gæster at bage denne mazarinkage. Den blev ret god 🙂 Mandler, marcipan, chokolade og jordbær – så går det heller ikke helt galt. Men den er uden mel, og jeg er altid lidt skeptisk, for i mit hoved er mel oftest en vigtig del af opskriften 🙂

Men det kan altså sagtens lade sig gøre at lave en lækker kage uden mel.

Mazarinkage

2 æg, fra skønne høns

100 gr. rørsukker

25 gr. finthakkede mandler

25 gr. mandelmel

½ vaniljestang, korn herfra

½ dl. olie

50 gr. marcipan

½ tsk. bagepulver

Pisk æg, vaniljekorn og sukker til en skøn æggesnaps. Riv marcipanen og pisk den med og dernæst følger olien.Vend til sidst mandler, mandelmel og bagepulver i og fordel dejen i en bageform (ca.16-18 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 35 minutter. Det ser ud som om kagen er ved at eksplodere, den hæver rigtig flot op – og falder på plads, når den kommer ud af ovnen og køler af 🙂

Pynt

50 gr. mørk chokolade

1½ dl. piskefløde

ca. 100 gr. blendede råsyltede jordbær (eller syltetøj)

Smelt chokoladen og fordel den på den afkølede kage. Når chokoladen er stivnet, pyntes med flødeskum rørt op med de blendede jordbær. Jeg brugte en sprøjtepose, flødeskummet kan også blot toppes op med en ske.

Smager rigtig dejlig med en kop kaffe. Og kan snildt spises dagen efter 🙂

Du ønskes en skøn weekend – med udsigt til lidt varmere vejr. Det skal være velkomment.

Jette

Kokostoppe

Jeg har ikke tidligere været så begejstret for kokosmakroner, synes de var for marengsagtige. – Men den her opskrift giver lidt mere fornemmelse af en kage. Måske også fordi jeg er ret glad for både marcipan og chokolade, og da begge dele indgår her, så går det ikke helt galt.

Mine toppe her er frisk og frejdigt lavet efter Mette Blomsterbergs opskrift 🙂

Jeg har dog formindsket opskriften og udeladt limeskallen – mest fordi, at jeg ikke lige havde noget i køleskabet.

Og toppene, ja dem havde jeg brug for nu. Der er nemlig strikke cafe i denne uge, og da er det altid godt at have et eller andet til kaffen, alt imens der kan strikkes på livet løs, og tales om stort og småt.

Trine og Peter har tidligere hentet noget konfektmarcipan i Tyskland (!) og jeg brugte lidt af det i stedet for almindelig marcipan. Denne er med mint og chokolade, og smager ret så godt 🙂

Kokostoppe (11 – 12 stk)

1 æg – fra en frejdig høne

100 gr. sukker

100 gr. kokosmel

25 gr. groftrevet marcipan

ca. 50 gr. smeltet mørk chokolade

Rør æg, sukker, kokosmel og revet marcipan sammen til dejen samler sig. Lad dejen trække tildækket ca. en time i køleskab.

Den gule farve kan jeg stadig takke mine glade og flittige høns for 🙂

Fordel dejen i portioner og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Form dem til toppe – brug fingrene.

Bag toppene i ca. 10 – 15 minutter ved 180 grader, til de er let gyldne. Lad dem køle helt af.

Smelt chokoladen (over vandbad) og dyp bunden af toppene i chokoladen og lad dem tørre, inden toppene kommer i en lufttæt beholder – klar til at blive serveret.

Kagerne er bløde og lækre. – At jeg brugte en anden marcipan variant smages ikke særlig tydeligt. Men gode og indbydende er toppene nu alligevel 🙂

God tirsdag

Jette

Side 5 af 5

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal