Ja, det nye sofabord er faktisk blevet færdigt, men bare ikke samlet endnu. For det nye hus er stadig kun på tegnebrættet, så der er ikke nogen plads til at sætte det fine bord på endnu. Så indtil videre står det og venter – ude i Oles hal.

Jeg har selv stået for projekt sofabord 🙂 Og hygget mig. Lige fra at finde det på dba til at få det hentet og nu også fået det slebet og olieret. Det er da en fornøjelse at nå til vejs ende og være tilfreds med resultatet. Og vældig tilfredsstillende at skabe noget med sine hænder.

Og et sofabord er et ret enkelt projekt. Der er ikke så mange kroge og skæve hjørner, som kan være vanskelige at arbejde med.

Bordet her er blevet skilt i ben og plade. Benene blev slebet ganske lidt inden de fik en omgang linolie.

Bordpladen tog lidt længere tid. Jeg sleb den først med sandpapir korn 120 og derefter med korn 240. Og stod til sidst med den blødeste egetræsbordplade.

Der var en lille skade på bordet, men det lykkedes at slibe den væk, så jeg synes bordet ser så ud som nyt 🙂

Efterfølgende var det lidt svært at beslutte, om pladen skulle vedblive med at være så lys og fin, eller om den skulle have olie. Når træ males med olie, så bliver det lidt mørkere.

Jeg er lidt glad for linolie 🙂 så bordpladen blev olieret. Det er superlet at arbejde med og skal efterfølgende blot tørre op. Og overfladen er nu rimelig robust og klar til at blive brugt.

Linolie er presset hørfrø – så det er et naturprodukt, der er ganske ufarligt. Så vi kan roligt spise og drikke kaffe ved det nye sofabord – når den tid kommer 🙂

God weekend.

Jette