Jeg er ret begejstret for at få oplevelser i gave 🙂 Og tænker, at det er andre nok også. Så derfor gav vi en oplevelse i gave, da et ældre familiemedlem sidste år fejrede sin 80 års fødselsdag. Gaven var en billet til Koldinghus kombineret med spisning og så tilføjede vi en tur ud i det blå med kaffe og kage.

Og i går blev gaven indløst. Og det var virkelig en hyggelig dag – fyldt med indtryk, smukke omgivelser, skøre indfald og masser af snak.

Koldinghus er altid et besøg værd. De smukke gamle bygninger og vellykkede renoveringer med gode materialer – det er bare en fornøjelse at gå rundt i det gamle slot og de fine sale. Lige nu er der en udstilling om kronprinsesserne gennem tiden, og den var vældig godt lavet. Tilpas med info, smukke kjoler og smykker og samtidig med noget, vi selv kunne røre ved. Og for en kort tid føle os hensat til forgangne tider.

Der var et helt værelse fyldt med skønt udklædningstøj – altså solidt syet tøj i de gamle modeller fra tideligere tider. Det var altså sjovt at iklæde sig datidens tøj 🙂

Kjolen vendte vist forkert 🙂 men pyt – det var godt håndværk. Og en tung sag med masser af stof.

Skiltene ind til mange af rummene var også ganske særlige.

Efter mange indtryk og mange skridt var vi på vej ned fra bakken, og mødte lige en kæmpe eg.

Og blev mindet om, at valgret og stemmeret ikke er selvfølgeligheder. Det er der kæmpet for og argumenteret for. Så stor tak til alle tiders forkvinder.

Turen fortsatte til et sted, hvor også friheden og muligheden for at tale blev understreget. Skamlingsbanken og dets nye besøgscenter betonede dette. At dialog og store og gode talere kan komme langt. Faktisk den bedste måde at opbygge et samfund på.

Skamlingsbanken er tillige et højt punkt. Det er rent faktisk at betegne som et bjerg 🙂 Den er i hvert fald med på hjemmesiden “BestigBjerge” 113 meter over havets overflade, det er da også noget.

Dagen bød også på medbragt kaffe og glutenfri kage. Og fødselaren havde medbragt en lækker kirsebærvin og kransekage, som vi nød til sidst. Så på fineste vis blev dagen rundet af med maner 🙂

God mandag.

Jette