Jeg har aldrig været på blomstermesse før. Jeg har været på kreativ messe, hvor der også var et glimt af noget med blomster, og jeg har været på besøg på Kirkens forum, en messe for alt, der har med kirken at gøre. Og her var der også lidt med blomster og grønt.

Men i går satte Ole og jeg os i toget mod Sjælland og kom til Ballerup og havde en dejlig dag i CPH Garden 2022. Ærligt – så var jeg nok ikke kommet derover, hvis det ikke var fordi, at jeg havde vundet to indgangsbilletter i Karens konkurrence 🙂 Men med billetterne i hånden, så var anledningen ligesom givet.

Krukke med mosaik

Der er masser af billeder på Instagram og nettet – men her er lidt skæve glimt af det, jeg så og oplevede. Og blev inspireret af. Og foredrag vi lyttede til.

Et rundt hul midt i en væg af brændestykker

Og er der et budskab der går igen – så er det, at det er sundt at gå i haven 🙂 Det er godt at fordybe sig i noget kreativt og lade hænderne luge lidt ukrudt, eller blot gå og dufte til blomster og blade.

Lille brændestak midt i haven

Jeg synes jo at vildt med vilje er interessant. Så billederne har er fra den “Vildt pæne have” Og så nyder jeg selvfølgelig også ordspillet 🙂 Og at der i den lille showhave også var lavet plads til kompost og kvashegn.

Kompostbeholder og ved siden af et kvashegn ( mindre grene samlet, så de danner et hegn)

Begge dele er med til at sætte fokus på naturens kredsløb, og at afklip og kvas fint kan blive i haven – lagt lidt af vejen. Hvor det så bliver til bosted for insekter og små dyr.

Og tilbage til det gode ved at gå ud og gå i haven. Her gælder lidt det samme som med at synge – automatisk bliver du i lidt bedre humør. Følelser kan nemt komme i spil, men det giver lidt ilt til hjernen og lidt åndeligt overskud at komme ud eller at få sunget en sang.

Søren Vester taler om at være kreativ og bare gå i gang

Og apropos sang, så begyndte foredraget med Søren Vester også med en sang – om at plante et træ. En dejlig indledning på et levende og spændende foredrag.

Roser til haven og en mulepose til minde (og brug)

Jeg købte ikke meget på messen – men faldt dog over et par flotte roser, som det var muligt at transportere med hjem i toget. I dag skal de plantes ud i haven og give duft, farve og glæde til når, jeg lige går forbi dem.

God mandag – på en dag, hvor den tragiske hændelse i København kaster skygger over en smuk sommerdag.

Jette