I går var en lang dag på kontoret – en dag fyldt med samtaler og møder med forskellige mennesker. Alt sammen fint og meningsfuldt, men det gør også, at mit hovede bliver godt fyldt med indtryk. Så en aftenrundgang i sommerhusets lille have var helt på sin plads. Og til sidst en tur ned til vandet med den fineste solnedgang – ja så blev dagen sluttet af på en rigtig god måde.

Danmark og de lyse og lune aftner og nætter – dem er jeg fan af 🙂

Og med sol og regn i fornuftige mængder, så vokser og trives både planter og mennesker. Græsset gror, og det får det lov til, og blomsterne trives – og det er til stor glæde. Mit nye lille staudebed er jeg bare så glad for.

Højbedene er efterhånden også vokset rigtig godt til. Lupinerne fylder næsten halvdelen i det ene bed. Så lavendel og de andre planter må gøre sit for at få sin retmæssige plads.

Jeg besluttede en gang at det ene højbed skulle være til krydderurter og andet spiseligt. Det er det også blevet til – men i en skøn forvirring. For midt mellem jordbærplanter og mynte og rosmarin, da vokser de fineste grønne asparges op – og er heldigvis så høje, at de godt kan komme til orde. Til næste år skal jeg lede mere efter dem, for da må jeg begynde at høste de første asparges, og det skal altså gøres inden de er en meter høje 🙂 Men fine ser de ud her i år.

Træerne i hegnet indtil naboen er ret så høje, så der kommer en del skygge om aftenen i haven. Men i et hjørne af terrassen når solen lige ind til – her var godt at side med et glas kold rosé 🙂

Og sådan landede en lang dag og aften freden sænkede sig.

Nu er det onsdag – og vi går i gang igen 🙂

Jette