Vanilje

Hvis ikke det havde været for Mette Blomsterberg, så tror jeg ikke, at min interesse og opmærksomhed var blevet vakt med hensyn til vanilje – og vaniljestænger. Det er ikke, fordi jeg ved så meget om emnet – men jeg synes, de er fascinerende.

I min barndom var vaniljestænger noget ret eksotisk. Jeg kan faktisk ikke huske, at der har været vaniljestænger i min mors køkken.

Før jul kiggede jeg i mit skab og fandt til min overraskelse så mange forskellige indkøb af vaniljestænger:

Så blev det december og jul og så var der tilbud – så i dag ser lageret sådan ud:

Og hvad vil jeg så med al den vanilje? Jo bruge den hen af vejen – og holdbarheden er heldigvis lang. De fleste kan holde sig til engang i 2016 🙂

Men tilbage til Blomsterberg og det søde liv, som begyndte at blive vist tv for godt tre år siden. For Mette Blomsterberg  brugte og bruger jo stort set vanilje i alt. Så inspireret deraf købte jeg de første vaniljestænger.

– Og nyder hver gang jeg flækker en vaniljestang og blander kornene med lidt sukker, og senere ser de mange, mange små sorte korn i æggesnapsen eller kagen. Det fremmer følelsen af at lave tingene fra bunden. 

Jeg har endnu til gode at bruge min dyrt indkøbte polynesiske vaniljestang. Fornøjelsen ved at bruge de andre er stadig stor. Lidt hverdagsluksus! Smagsmæssigt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene. Jeg tror måske nok, at fornøjelsen er størst 🙂

Lige bortset fra det hjemmelavede vaniljesukker. – Det dufter rigtig dejligt, og har en fin smag. Jeg gemmer de tomme vaniljestænger i et lufttæt glas og kommer med jævne mellemrum mere almindeligt sukker i – og nye tomme stænger. Og sukkeret får så en fin smag af al den kraft, der er gemt i de tomme vaniljestænger.

Vaniljesukkeret bruges der meget af – og til tider fiskes en af de tomme stænger op, for at blive brugt i en vaniljecreme eller kogt sammen med risengrøden. 

Så jo, jeg er meget glad for alle mine vaniljestænger …

Jette