Efter en hel weekend uden at have set skyggen af en kerne i et brød, så kommer det helt af sig selv at få æltet et brød med nogle kerner og noget fyld 🙂

Jeg landede i mit køkken igen i går eftermiddags efter nogle intense dage, med oplevelser og indtryk, der stod i kø. Det kræver lidt tid at fordøje det – og så er det bare godt at lave noget velkendt imens. Derfor bliver det et rugbrød – eller noget der ligner – der kommer i dag. Jeg vender tilbage til turen til Paris i morgen.

Jeg bager normalt ikke rugbrød, og dette er heller ikke så vellykket. Det smuldrer, når det skæres. Men det smager alligevel dejligt – og der er rigeligt at tygge på 🙂

Rugbrød

1 dl. skårne rugkerner

2 dl. vand

Koger i ca. 10 minutter og køler af.

15 gr. gær

1½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

1 æg, fra en god høne

150 gr. groft rugmel

25 gr. solsikkekerner

25 – 50 gr. rosiner

evt. lidt syltet citronskal

ca 200 – 250 gr. hvedemel

De afkølede kerner blandes med væske, gær, æg, salt og sukker og røres godt sammen. Fyld og rugmel røres i – og tilsidst æltes hvedemel i til en solid dej, men ikke for tør dej. Den hæver et par timer og æltes let igennem. Det er en lidt tung dej på grund af rugmelet og hænger ikke så godt sammen. Men formes til et brød og lægges i en form beklædt med bagepapir eller som er godt smurt. Brødet efterhæver ca. 45 minutter inden det bages ved 175 grader i ca. 50 minutter.

Vendes ud af formen og afkøler på en rist.

“Har du allerede bagt brød?” var Peters kommentar sent i aftes. Og ja – der duftede igen af nybagt brød. Det er bare en duft, jeg rigtig godt kan li’ 🙂

Og dejligt at begynde morgenen med hjemmebagt brød og solgul lemoncurd..

Nu venter en helt almindelig dag – men hvor fint. Og himlen er vidunderligt klar og blå med masser af solskinsstriber på.

Jette