Jeg fik endelig lånt bogen Havtorn, skrevet af Kim Gravenhorst. Den er helt ny, udkom sidste år, så jeg har været i kø på biblioteket til udlån. Men nu blev det min tur 🙂

Det er en flot bog og spændende at læse om havtorn, nordens citron. Og forfatteren er varm fortaler for, at vi igen opdager dette interessante og meget sure bær – men også sunde bær. Jeg har stadig til gode at finde nogen ude i naturen. Bogen har faktisk et Danmarkskort, som viser, hvor det er godt at finde havtorn – og de steder ligger bare ikke lige i nærheden af, hvor jeg bor. Men en dag skal det nok lykkes at finde dem 🙂

I mellemtiden eksperimenterer jeg med mine indkøbte og meget tørrede havtorn.. Og brødet her er inspireret af bogens flotte billeder og min lyst til at være med – men resultatet ligner ikke bogens billeder ….

Jeg bruger oftest kold væske, når jeg bager gærbrød, og giver dejen lang hævetid. Men dette, at stille dejen i køleskab natten over, det har jeg ikke meget erfaring med, og det har denne dej været.

Desuden har jeg slet ikke haft fingrene i dejen, og det synes jeg er en udfordring. For hvordan så lige mærke, om den er, som den skal være 🙂 ?

Koldthævet brød med tørret havtorn

3 dl. koldt vand

1 tsk. groft salt

10 gr. gær

1 spsk. tørret havtorn

75 gr. knækket korn, nødder og blandede frø og kerner

150 gr. durummel

150 gr. hvedemel

Her bruges røremaskinen 🙂 Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Kør ca. et minut ved lav hastighed. Øg til god hastighed og kør ca. 10 minutter. Det er en meget lind dej – men de tørrede havtorn og de knækkede korn suger en del væske i løbet af hævetiden.

Kom lidt olie i en stor skål og hæld dejen derover i, film med vitawrap og sæt skålen i køleskab natten over.

Min dej stod i ca. 12 timer. Og blev så hældt ud på en bageplade med papir – og flød noget ud, for dejen var stadig ret blød. Den hævede ca. en times tid, inden brødet blev bagt ved 200 grader ca. 30 minutter. Køler af på en rist.

Helt naturligt så blev det et ret fladt brød – men det smager faktisk forbavsende godt! Jeg er meget positivt overrasket. De syrlige havtorn dukker op og frø og kerner giver en god smag, og selve krummen er tæt og lækker.

Det brød får en chance til en anden dag.

Jette