Når man i denne tid går ude i en have, så er der ofte æbler og pærer på jorden. Og selv om man sagtens kan spise nedfaldsfrugt frisk som det er, så er det også godt at bruge i en kage. 

Derfor blev nogle af Oles pærer skrællet og fyldt i en kage. Og det blev de ikke dårligere af 🙂 Så her kommer en super enkel opskrift på en lækker kage. Hurtig at lave og så smager den ret godt, og tilmed dufter det i hele huset af både frugt og kanel, mens ovnen er i gang.

Pærekage (6 pers)

3 modne pærer, skrællet og i tern

2 (små) æg

125 gr. sukker

175 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1 tsk. vaniljesukker

½ tsk. kanel

½ tsk. ingefær

50 gr. smør

1 dl. mælk

Smelt smørret og bland det med mælken og lad det køle af, mens du laver resten. Æg, sukker og vaniljesukker piskes til en luftig æggesnaps. Heri kommes de udskårne pærer og alle de øvrige ingredienser – smør/mælk blandingen tilsættes af et par omgange. Sørg for at få det hele rørt godt sammen. Dejen kommes i en springform ( ca. 20 cm i diameter ) og kagen bager ved 175 grader 35-40 minutter.

Køler af, og så er der kage til kaffen 🙂 Jeg var nede på kirkegården med et stykke af kagen, men nåede ikke at høre, hvad de syntes om den. Men jeg håber den faldt i deres smag 🙂

Det med de nedfaldne æbler ses også her 🙂 Et mix fra præstegårdens have, sommerhusets have og Oles have. Nu mangler jeg bare at få lavet noget æblemos ud af det hele. Om det så kommer i fryseren, eller bliver spist med det samme – det vil tiden vise 🙂

Må du få en dejlig weekend her først i oktober.

Jette