Her midt i sommervarmen er kanel nok ikke det første krydderi man tænker på 🙂 Men jeg faldt over en opskrift hos Maden i mit liv – og den måtte bare prøves. Og blev lige tilrettet mit køkken, men er stort set som originalen.

Og meget heldigt, så kunne den tages med i byen, for den er super let at transportere, som alle bradepandekager er det. Denne er dog en meget lille en af slagsen 🙂

Fotogen er den ikke, men smagen er fin 🙂

En kage med kanel (6-8 pers)

1 æg

75 gr. sukker

2 tsk. vaniljesukker

50 gr. smeltet smør/margarine

50 gr. grahamsmel

150 gr. hvedemel

1 tsk. bagepulver

1½ dl. mælk

Fyld:

60 gr. smør/margarine

50 gr. rørsukker

1 tsk. kanel

½ spsk. hvedemel

Smelt smørret og afkøl det lidt. Pisk æg, sukker og vaniljesukker luftigt og pisk så smørret i. Vend derefter de to slags mel, bagepulver og mælken i dejen. Fordel den i en form med bagepapir – min var en rund form med en diameter på 18 cm.

Rør fyldet sammen og fordel det i klatter oven på dejen og rør til sidst lidt rundt i det hele, så fyldet fordeles lidt i dejen. Bag kagen ved 200 grader ca. 25 minutter – til kagen er gylden og lækker 🙂

Det tager ikke mange minutter at lave kagen her. Og duften af kage og kanel er ganske dejlig, også i sommervarmen 🙂

God tirsdag – en skøn og varm sommerdag.

Jette