Jeg tror aldrig Bededag har fået så megen omtale og opmærksomhed, som i år. Men det er heller ikke uden grund. Det er underligt, at en helligdag sådan med et pennestrøg kan fjernes fra kirkeåret.
Jeg ved godt, at som gudstjeneste-dag, så har Bededag ikke været den helt store folkelige magnet. Men det ændrer ikke ved, at jeg nu synes, det var en god og naturlig del af kirkeåret. Og man må da også sige, at den har ret mange år på bagen – godt og vel 300 år – så der ligger trods alt en tyngde og en tradition bag dagen.
Nettet viser også i år et utal af varme hveder. Der bliver virkelig bagt fine, lette og firkantede hveder i mange køkkener i år. Og jeg gør det samme. Og vil begynde at spise dem allerede i dag – selv om det jo faktisk først er i morgen aften, de ligesom hører sig til.
Opskriften er helt almindelig – jeg brugte denne. Men lavede hvederne lidt mindre, så der blev i stedet lidt flere af dem 🙂 Og nu dufter huset skønt af nybagt brød, så det er bare med at gå i gang 🙂
Udenfor er det lidt køligt. Men solen varmer dog, og tulipanerne begynder at folde sig ud – der venter en frodighed lige om hjørnet.
Det er en bøn og en tanke værd.
God onsdag.
Jette
Skriv et svar