I weekenden var jeg forbi mit spot – hvor der vokser ramsløg. Det er nu et mega stort område, Hindsgavlskoven på Fyn. Men faktisk det eneste sted, hvor jeg har fundet ramsløg. Så jeg vender tilbage gang på gang.
Netop nu er de små fine blade på vej op. De dufter ikke så kraftigt endnu – men om nogle få uger, så kan de duftes i hele skoven 🙂 Denne fine duft af hvidløg. Ramsløg er mere skarp og markant i smagen – men er dejligt at bruge til afveksling, når de nu lige er i sæson.
Jeg lavede et lille glas ramsløgolie af de blade, jeg fik plukket i skoven. Det ser måske nok lidt grumset ud – men det smager dejligt af ramsløg.
Jeg hakkede bladene på minihakkeren, tilsatte neutral olie og blendede det godt sammen. Kom så hele massen i en sigte og lod det dryppe af. Og resultatet er i glasset. Jeg brugte en almindelig sigte, så der kom lidt af de mindste stykker ramsløg med i olien. Nu står glasset i køleskabet – klar til at tage en skefuld af, når noget skal have lidt ekstra farve og smag 🙂
For eksempel i en dressing. Jeg lavede den efter opskriften her og tilsatte lidt ramsløgolie – og det kunne fint smages igennem. Og så er det altid lidt sjovt at bruge noget, man selv har lavet 🙂
Nu er det så blevet nærmest vinter igen – så ramsløgene i skoven holder nok en pause i deres vækst – men de skal nok komme igen 🙂
God mandag.
Jette
Skriv et svar