Jeg har vist en forkærlighed for mandage 🙂 I hvert fald nyder jeg igen i dag en dejlig mandag morgen med sensommersol og ro – og tid til lidt eftertanke. Weekenden har været mættet med indhold og gode oplevelser – både jubilæum og et bryllup – så nu nyder jeg tid til bare at være.

Det er så også begyndelsen på den sidste uge, inden jeg igen begynder som vikarpræst – denne gang dog kun på halv tid. Det bliver så fint.

Oles jubilæum gik så fint. En af de store overraskelser var, da han blev hentet i en gammel velholdt bil fra 1931. Det er der altså stil over 🙂

I dag fik han kransekage med til sine nærmeste kollegaer – så lidt er der blevet bagt.

Til selve dagen havde jeg også bagt en sommerlig kage og et foccacia brød. Det sidste kommer der opskriften på en anden gang. Det var nemlig et brød uden æltning – og bagt med cherrytomater og mozzarella – det var virkelig lækkert 🙂

En stille mandag giver også anledning til lige at få styr på ugens opgaver. Og denne uge slutter med Klimafolkemødet i Middelfart. Og igen i år er jeg frivillig. Det glæder jeg mig til. Og i flere dage at kunne høre, se og blive inspireret af vidt forskellige oplæg, stande og debatter. Det er vist lidt som en markedsplads – hvor det er klimadagsordenen, der er omdrejningspunkt. Hvis du kommer forbi pladsen, så er jeg i Infoboden 🙂

God mandag.

Jette