Jeg har eksperimenteret med at bruge græskarkerner i en tærtedej i stedet for at bruge mandler eller mandelmel. Anledningen kom, da jeg blev opmærksom på, at mandler faktisk er en kostbar ingrediens – forstået på den måde, at den er krævende at dyrke – og derfor kunne det være godt at finde et alternativ. Jeg bruger stadig mandler med glæde og er vild med marcipan – men derfor kan alternativer jo godt undersøges 🙂
Tærtedej med græskarkerner
50 gr. græskarkerner
75 gr. mel (evt. lidt grahamsmel)
35 gr. sukker
60 gr. smør/margarine
1 tsk. vaniljesukker
et nip salt
1-2 spsk. koldt vand
Mal græskarkernerne i en minihakker til ret fint mel og bland det med mel, sukker, vaniljesukker og salt. Kom smørret i og smuldr det og saml dejen med lidt koldt vand. Den fine dej med det grønne skær lægges på køl – mindst en times tid.
Og så er den klar til at rulle ud og bruge til noget lækkert – for eksempel hindbærsnitter, som er en af mine store favoritter 🙂 Tærtedejen bages ved 180 grader ca. 15 minutter – alt efter, hvad den bruges til. Dejen ser lidt grov ud – det skyldes både de malede græskarkerner, men også at jeg har brugt grahamsmel i dejen 🙂
Hindbærsnitterne kom med til Horsens, og så blev de ellers spist sammen med en kop kaffe – i godt selskab.
Jeg synes det er en spændende dej – så jeg arbejder videre med den 🙂 I næste uge skal der spises brød og kager til en del møder – det bliver så fint at skulle i gang igen med at bage. Det mærkes at corona er lidt på retur. Skønt.
Og nu er det næsten weekend – jeg har fri, og det vil jeg nyde. Både i godt selskab og ikke mindst i solskin og varme 🙂
God weekend til dig.
Jette
Skriv et svar