Jeg troede, at jeg havde et kalenderlys liggende i skabet – gemt fra tidligere. Det havde jeg så ikke, så derfor er der ingen tal på lyset i den lille opstilling 🙂
Men tanken er god nok. Og idéen let at kopiere. Og det er heller ikke den store dekorationskunst – men lidt har også ret. Det hele på billedet er genbrug og fra haven – lige bortset fra lysene.
Det, som får det hele til at se lidt fint ud, er, at det er samlet på en bakke. Ligesom rammet ind.
Den lille træbakke er en ældgammel ting, jeg har arvet fra min mor. Jeg kan ikke huske, hvad den har indeholdt – muligvis dadler eller figner. Og så har min mor tænkt, at sådan en lille kasse kunne sikkert bruges til noget. Og derfor er den blevet gemt 🙂
På bakken er samlet lys, grønt og et lille glas med lærkekogler. That’s it.
Men det fungerer. Jeg havde ikke en lille fyrfadstage, men engang havde jeg købt – i genbrug – små askebægere til konfirmanderne, som de skulle bruge til at støbe lys i. Dette er overskud, og er nu endt som lysestage 🙂
At have en præstegårdshave giver fordele. Kristtjørn og lærkekogler er hentet derude. Det grønne pynt er bare lagt på bakken – det vil helt sikkert tørre ud inden det bliver den 24. december, men så kan det jo skiftes ud med noget nyt.
På søndag – 1. søndag i advent – mødes familien, og så er det planen, at der kan fremstilles lidt dekorationer og andet. Og denne her udgave tror jeg tiltaler nogen, den kræver ikke så meget, men skaber alligevel noget stemning og fornemmelse af forventning 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar