Vi havde menighedsrådsmøde i aftes, og jeg havde bagt brød og lavet en helt traditionel æblekage med rasp, æblemos og flødeskum. Og begge dele blev vel modtaget – det er nu også altid rart med en kop kaffe efter et par timers med snak om alt fra budgetter til konfirmander og kirkegårdens udseende 🙂
Og brødet her er egentlig bare et helt almindeligt grovbrød – det lidt specielle denne gang var størrelsen og at det så var flettet med fire strenge.
Så da min søn Peter så det, var hans første kommentar, at det var da et vikingebrød – og dermed mente han, at der var nok til at mætte adskillige vikinger, hvis de fik det brød i hænderne 🙂
Opskriften var den gængse – her – men en halv gang større, og med lidt mere gær og en kortere hævetid.
Og så havde jeg set et billede at et flettet brød, så det skulle jeg lige prøve og samtidig genopfriske, hvordan der flettes med fire strenge.
Du kan evt. se det på videoen her. Jeg har før flettet brød i forskellige faconer, og det ser da festligt ud, når det skal serveres.
Brød og gærdej generelt er så fint at arbejde med – giver muligheder, driller og overrasker. Det er altid spændende at se, hvordan resultatet bliver. Men langt de fleste gange er resultatet vellykket, og skulle faconen skride undervejs, så påvirker det heldigvis ikke smagen – og duften af nybagt brød.
Præstegårdshaven har ikke store staudebede – men en stor græsplæne – og derfor er det altid spændende, om der nu er lidt blomster, der kan plukkes og samles til en lille buket til bordet. Og i går lykkedes det – i dejlige efterårsfarver 🙂
God onsdag.
Jette
Jane Birke Nielsen
Lækkert brød og flot buket 🙂
Jette Holm Rosendal
Tak, kære Jane 🙂 God aften. kh Jette