For længe siden – tilbage i foråret tilmeldte jeg mig en strikkeudfordring. En ukendt opskrift blev tilsendt i flere dele, og så skulle der blot strikkes, og til sidst ville man ende med en fin strikket sag – som man ikke på forhånd vidste hvad var. Jeg prøvede det også sidste år, og endte med denne tunika.

I år blev det så til denne vest – eller noget i den retning. Den er halvt uld (det kradser lidt, synes jeg) – så jeg skal have lange ærmer under – men forleden i sommerhuset, var det varmt nok uden de lange ærmer 🙂

Modellen hedder en aiko – og er inspireret af japansk design. Önling, som har lavet opskrift og udfordring, skriver sådan om modellen:

“Det er en mellemting mellem en kappe, en åben poncho og et stort sjal…. Vi kalder den AIKO Cape. Aiko på japansk betyder kærlighed og hengivenhed. Og hos Önling har vi en overflod af begge dele…”

Det sjove ved at strikke noget man ikke ved, hvad bliver til, er glæden ved at se det vokse frem og forventningen om det færdige resultat. Og jeg er faktisk ret godt tilfreds med min nye aiko – når det bliver lidt køligere vil den være god at tage over skulderen, når jeg lige skal udenfor.

Når jeg sidder ved computeren har jeg ofte et sjal om skulderen, for det bliver lidt køligt at sidde så meget stille, selv om der er varmt nok på kontoret. Her kommer den helt sikkert i brug 🙂

En anden grund til at jeg synes det er fint at strikke sådan en udfordring er, at der undervejs dukker teknikker op, jeg ikke kender i forvejen. Så selv om jeg har strikket i 50 år – så er der masser af nye ting at lære inden for dette felt. Her var masser af hulmønster, snoninger og en indvendig lomme.

Og det er hyggeligt at sidde og strikke lidt en gang i mellem. Jeg synes, det er så godt, at det er kommet frem igen – glæden ved at nørkle med et eller andet.

Hvad næste projekt bliver – det ved jeg ikke endnu. Jeg kan altid hækle et grøntsagsnet mere – eller strikke en babyhue til for tidligt fødte. 

På en sensommermandag.

Jette