Alt i en gryde – det er der ind imellem noget tiltalende ved 🙂 Og denne ret har intet med bagning at gøre. Men den er god og super let at lave – det har også ret ind imellem.

Jeg synes, der er noget fascinerende ved at komme noget forskelligt i en gryde, og så vente noget tid, og så er der en lækker ret klar – lige til at servere.

Jeg lavede en vinter denne fyldige ret, som blev bagt længe i ovnen. Og den samme proces gælder, når det er langtidsbagte tomater eller rabarber. Dette at se varmen og tiden gøre noget godt for en ret, det er da interessant 🙂

One pot pasta er blevet ret populært de sidste par år – og det er en anderledes måde at lave en pasat ret på. Men det fungerer meget godt. Her er mit bud på en meget grøn One pot pasta.

One pot grøn pasta (2 pers)

150 gr. pasta

300 gr. grønne grøntsager (spinat, squash, bønner eller andet)

2 fed hvidløg, finthakket

1 løg

2½ dl. kogende vand + grønstsagsterning

1 dl. fløde

½ tsk. salt

1 tsk. tørret timian, eller nogle stilke frisk

½ tsk. oregano eller nogle stilke frisk

25-50 gr. revet ost

evt. parmesan til drys

Grøntsagerne skæres i mindre stykker og kommes i en gryde med alle de øvrige ingredienser – undtaget osten. Gryden bringes i kog – med låg på – og koger ved middelvarme ca. 15 minutter, indtil pastaen er ordentlig kogt. Rør gerne et par gange undervejs. Til sidst vendes den revne ost i og der smages til med salt og peber.

Gryden serveres med en salat efter eget valg. Mit køleskab rummede grøntsager til en græsk salat, og det fungerede fint til.

Det er da let kun at skulle have en gryde i gang 🙂

På en lidt grå og kølig sommerdag.

Jette