Jeg kan godt fornemme, at der bliver en del køren til og fra sommerhus, for at få gjort klar til næste hold airbnb gæster. Men det er fint nok, det skal bare lige tilrettelægges 🙂

Så i dag bliver et par glimt fra dagen – jeg overnattede i sommerhuset, og det er virkelig rart at sove der. Diva var også med, og hun stod bestemt heller ikke op, før det var helt nødvendigt 🙂

På terrassen har et svalepar igen i år besluttet at bygge rede. Jeg har ellers gjort mit for at forhindre det – men de er ret vedholdende, så pludselig i løbet af et par dage, så var der en færdig rede. Med en svale i, og så nænnede jeg alligevel ikke at fjerne den. Så nu bor de der.

Min ribsbusk har ribs, der snart kan plukkes. Det er altså lidt sjovt at kunne plukke bær i egen have. Når det er i så små mængder – jeg bliver lynhurtig træt af at plukke bær, så denne busk er meget passende til mig 🙂

Og så flyttede og plantede vi en hindbærbusk fra Oles gård til sommerhuset. Det var spændende at se, om den ville få fat – men det har den fået. Og nu er der de første fine hindbær på vej.

Jeg nyder at kunne hente bare en lille smule spiseligt i mine højbede. Det kan givetvis ikke svare sig at dyrke det selv, men der er altså en glæde ved at grave nye kartofler op af jorden og plukke lidt frisk purløg 🙂

Det har jeg gjort i dag – og af det lavet en lækker kold kartoffelsalat. Den bliver en del af den grønne aftensmad, som også vil bestå af en tærte med forårsløg og silkehønseæg 🙂 En tomatsalat og nogle fyldte ravioli – de sidste er købt, det har jeg endnu ikke kastet mig ud i at lave.

Og så banker weekenden på døren – jeg håber solskinnet fortsætter 🙂

Jette