Det har været en spændende dag – med aftaler og møder, der strækker sig fra at tale med en journalist til en bankrådgiver – og slutter i eftermiddag med en fin lille fyraftensgudstjeneste 🙂

Og ind imellem det hele, er der også blevet bagt – det er altid godt 🙂

Brød til mig selv – et ægte “mor”brød, som mine børn siger. Fyldt med nødder, kerner og rosiner – det er godt. Jeg lavede dejen i aftes, lod den stå i køleskab natten over, og bagte så brødet i morges, efter at det lige havde fået stuetemperaturen tilbage. Det er blevet et super lækkert brød. Opskriften minder om denne, men altså blot hævet i køleskab natten over i stedet for – og så æltede jeg den ikke. Den blev kun rørt sammen, så der skal ikke helt så meget hvedemel i, som der står i opskriften.

Glutenfri cookies – bagte jeg første gang, da jeg hjalp min veninde med at flytte. Men da nåede vi aldrig rigtig at få sat os ned og smagt dem. Nu kommer hun forbi til kaffe, og så er der endelig mulighed for at få dem bedømt 🙂

Rabarberkage – den har jeg efterhånden bagt mange gange. Men den er også god. I eftermiddag bliver den serveret til kaffen efter gudstjenesten. Jeg håber, den rækker og at den falder i kirkegængernes smag 🙂

I morgen skal der bages igen – en kage til menighedsrådenes årlige ekskursion. Det bliver også med rabarber – og opskriften følger i næste uge.

God og sommerlig weekend.

Jette